Kronik

Bliv kendt – og tag hvad der kommer

Nu slutter Big Brother. Robinson kører på livet løs. Men succesens pris er høj: Hver femte deltager i reality-tv føler sig udnyttet ifølge norsk rapport
30. november 2001

Det virtuelle rum
Mange tidligere deltagere i reality-tv føler sig hjemme i deres nye rolle som offentlige personer og føler, at de har fået indfriet deres mål med deltagelsen. Tilbage sidder 18 procent, som føler sig udnyttet af tv-selskaberne – 18 procent, som langt fra fik det ud af deltagelsen, som de havde forventet. Psykiske eftervirkninger og stråleskader som følge af det skærende rampelys har været deres ’gevinst’. Det viser en ny undersøgelse, som Deres kronikør har haft lejlighed til at foretage af 28 deltagere i de norske versioner af Robinson-ekspeditionen, Villa Medusa og Baren. Undersøgelsen har indtil videre resulteret i følgende data:

*Kun lidt over halvdelen af alle deltagere, 57 procent, føler, at de har fået feedback fra tv-selskaberne efter udsendelsen. 25 procent af disse føler, at dette feedback ikke har været godt nok.
*Hele 43 procent har ændret syn på reality-tv efter selv at have været deltager.
*39 procent føler, at deres person er blevet ukorrekt fremstillet på tv.
*32 procent følte, at deltagelsen ændrede noget ved deres psyke.
Med sådanne resultater in mente, turde det være opportunt at åbne for en ny debat om reality-tv og den etik, som bliver udøvet over for de medvirkende.
Programkonceptetet er indtil nu blevet søgt legitimeret af de ansvarlige med erklæringer om, at deltagerne er robuste og sunde unge mennesker, der er blevet testet psykisk, og at producerne stiller kompetent psykologbistand til rådighed for deltagerne både før, under og efter optagelserne. Legitimeringens hovedparole har desuden været, at deltagerne går ind i produktionen med åbne øjne, og at det, som vises i fjernsynet, bliver udvalgt, fordi det er en del af døgnet i den iscenesatte virkelighed.
Men at deltagerne bliver oplyst om de mulige konsekvenser på forhånd, garanterer ikke, at det hele kommer til at gå etisk forsvarligt til. Hvordan skulle en deltager i dette års norske Baren for eksempel have kunnet tage højde for, at en betjent blev dræbt, og at hans sorgreaktion skulle vises i tv? »Hændelsen var en del af livet, og derfor sendte vi det,« sagde den produktionsansvarlige for Baren, Styrk Jansen til sit forsvar. Når deltagere siger ja til at medvirke, vil det ofte være umuligt for dem at vide præcist, hvad deres deltagelse kan føre med sig. Dels fordi redigering og klipning kan forandre eller forstærke ord, handlinger og personligheder, dels fordi psykiske reaktioner er uforudsigelige, og dels fordi publikums engagement i enkeltdeltagere kan være overvældende og uventet stort.
Undersøgelsen viste, at deltagernes hovedmotivation for at deltage var at blive set, blive berømte og komme i tv. Mange af deltagerne var derfor i udgangspunktet indstillet på at byde sig selv til og udsætte sig for grænseoverskridende situationer, muligvis for at få tilfredsstillet et behov for indre opmærksomhed. Deltagere i reality-tv skal give deres samtykke både mundtligt og skriftligt, og de kan derfor ikke påberåbe sig den lovfæstede ret til privatlivets fred. Det eneste, som står tilbage som normgrundlag, er uskrevne regler for moral og god smag, og de er som oftest utilstrækkelige som hjemmel for klager mod en mediekanal. Når en deltager føler sig forkert fremstillet, får psykiske bivirkninger eller møder en presse eller et publikum, som bevæger sig på grænserne til det etisk forsvarlige, så har han eller hun derfor meget lidt at stille op med.
Deltagere i reality-tv bliver offentlige personer i kraft af deres egen personlighed. Reality-tv-deltagere bliver for seerne, hvad amerikaneren Richard Shickel har kaldt ’intime fremmede’. Gennem tilsyneladende virkelighedsnære gengivelser udvikler seerne et forhold til personerne på tv. Langt de fleste tv-personligheder er sådanne intime fremmede, og seernes forhold til dem er præget af føromtalte nærhedsillusion. Men alligevel er der forskel mellem almindelige tv-personligheder og reality-tv-personligheder. De første går ind i en rolle som programværter, nyhedsoplæsere osv., når de optræder på tv-skærmen, hvorimod reality-tv-deltagerne går ind i rollen som sig selv.

De almindelige tv-personligheder har en privat side, som er mere eller mindre skjult, og de kan altid påberåbe sig privatlivets fred, uanset hvor privat en meget kendt person i øvrigt kan give indtryk af at være. Vi ser deres personificerede offentlige facader, som hos mange skaber en følelse af beundring. Reality-tv-deltagerne kan derimod ikke skjule deres private sider, fordi den i kraft af deres deltagelse netop kommer til at udgøre deres offentlige side og deres facade.
Eftersom deres facade er privat og dermed ikke spækket med glamour, konsekvente holdninger og dertil hørende rationelle handlinger, kan reality-tv-deltagerne hos mange menensker vække negative følelser. Fjerner man menneskers facade, åbnes der op for kritik af de mindre glansfulde sider, og der åbnes op for nære relationer til disse mennesker. Det kan være skræmmende, når hudløsheden viser sig i det offentlige rum og ikke i deltagernes privatsfære.
Undersøgelsen viste en sammenhæng mellem følelsen af at få sin person korrekt fremstillet, et uændret syn på reality-tv efter egen deltagelse, det at få opfølgning og det at ville deltage igen. Får man opfølgning, indebærer det, at man i hvert fald fra mindst en instans får en form for positiv tilbagemelding. Føler man sig fremstillet på tv på en måde, som man føler er ukorrekt uden at få rådet bod på dette, så vil rollen som offentlig person også opleves som stadigt vanskeligere.
Deltagerne kan opleve at have problemer med at stå inde for deres egen personlighed og adfærd, og i modsætning til de fleste andre offentlige personer har de ingen erhvervstitel eller anden maske at gemme sig bag.
Mange af de norske deltagere har mødt til produktionen helt uden viden om tv som medium. 43 procent af de adspurgte deltagere havde ændret deres syn på reality-tv efter egen deltagelse. Fra positivt til negativt. Klipningen og redigeringen i produktionsrummet og programledere, som iscenesatte bestemte situationer, er nogle af de negative sider, deltagerne pegede på.

Men omvendt kan man ikke sige, at det er de produktionsansvarliges ansvar at fremstille personerne korrekt. Eftersom alle mennesker registrerer og lægger forskelllig vægt på forskellige sider ved samme oplevelse, bliver virkelighedsbilledet noget individuelt. Dermed bliver det, som opfattes som sandheden om disse oplevelser, også noget individuelt. Når det gælder reality-tv betyder dette, at både programskabere, deltagere og seere har deres egne versioner af sandheden. Programskaberne må forsøge at formidle denne version i løbet af den begrænsede sendetid. Deltagerne har måske et ønske om, at en bestemt sandhed kommer frem – en deltager kan f. eks. være gennemgående sur, men vil, fordi vedkommende under normale omstændigheder er venlig glad, ønske, at det er sidstnævnte billede, der bliver skildret, for det er jo ’virkeligheden’.

De ansvarlige opererer i gråzoner, hvor de har mange kirurgiske instrumenter til rådighed. Med fjernelsen af deltagernes facade, og med et miljø, som skiftevis lægger op til samarbejde og forædderi, er det vanskeligt for deltagerne at opretholde en rolle, som levner deres omdømme uskadt. Når man ved, at serierne i forskellig grad opererer efter fiktionsdramatikkens spilleregler med alt, hvad det indebærer af virkemidler såsom gentagelse, tidsforskydning og rendyrkning af stereotype karaktertræk, siger det sig selv, at deltagerne på mange måder og i tillidens navn har overladt herredømmet over deres eget renommé til de produktionsansvarlige.
Undersøgelsen vidner også om, at hærværket på deres renommé bliver så meget desto værre, jo mere deltagerne giver af sig selv, og jo mindre de i udgangspunktet er bevidste om tv-mediets natur og mulige konsekvenser. De deltagere, som selv følte, at de kom godt ud af deltagelsen, er de deltagere, som aktivt gik ind for at skabe sin egen rolle. De så deltagelsen som et rollespil og viste færrest af deres genuint private sider.
I så henseende lægger deltagelsen også op til personligt ansvar. Dette ansvar øges med antallet af reality-tv-serier, der løber hen over fjernsynsskærmen. Mediets forstærkende magt bidrager ikke bare til at gøre en ’nobody’ til en kändis, men også til at belyse deltagernes negative oplevelser.
Jo flere historier om lusk og bedrag i klipperummet, psykiske eftervirkninger og ubehag ved at være i mediernes søgelys, til trods for at dette jo i udgangspunktet var ønsket, jo mere hold bliver der i de ansvarliges begrundelser om, at deltagerne jo går ind i produktionen med åbne øjne. Man kan undres over, om også det øgede antal reality-tv-serier bidrager til at svække hvert enkelt deltagers status som berømthed og dermed til at reducere de negative oplevelser ved at være en offentlig person.
Til trods for, at det må bekymre, at så mange som 18 procent føler sig udnyttet af tv-selskaberne, så er det vigtigt at understrege, at reality-tv også har været en positiv oplevelse for ganske mange. Deltagerundersøgelsen viste således, at reality-tv har givet 82 procent af deltagerne i Baren, Villa Medusa og Robinson-ekspeditionen en oplevelse, som de gerne ville prøve igen, hvis de fik muligheden. 42 procent af disse oplevede, at de blev stærkere som person og over halvdelen fik større selvtillid. For disse deltagere kan den positive oplevelse tolkes som en byttehandel. Samtidig med at tv-selskaberne og publikum har fået deres, har deltagerne også fået indfriet deres mål med deltagelsen.

Nogen har fået den opmærksomhed, de søgte, mens andre igen har fået mulighed for at tage et afbræk fra hverdagen. Vigtigt for disse har det været at gøre noget i livet, de kan se tilbage på med den følelse, at de har oplevet noget. De er gået ind i programmerne med deres egne dagsordener og har set deltagelsen som led i en personlig udvikling. Fra denne synsvinkel er deltagelse i reality-tv ikke meget forskelligt fra det, andre unge gør, når de tager på Interrail, jordomsejling eller Australiens-tur.
Deltagerne er ekshibitionistiske børn af deres tid, og indbygget i oplevelsen ligger det at få medielyset rettet imod deres person. En af deltagerne i undersøgelsen skriver nostalgisk, at der nok ikke igen kommer en chance for at deltage i reality-tv, men hvis muligheden bød sig ville svaret være: Jaaah!
Men hvad så med de godt 20 procent, som skal leve med negative psykiske og traumatiske eftervirkninger, når de tænker tilbage på oplevelsen, og som føler sig groft udnyttede af den kommercielle medieindustri. Kan det på nogen måde retfærdiggøres,
at hver femte deltager skal efterlades i et psykisk stormvejr, blot fordi de resterende nyder et
omvendt proportionalt øget psykisk velvære? Alle åbne øjne til trods?

*Ellen Skaug er bachelor i kommunikation fra Queen Margaret University College, Edinburgh, Skotland og har netop udgivet sin hovedopgave til Journalisthøjskolen i Oslo ’Virkelighets-tv – underholdning i grenseland’.
Læs mere på www.hio.no under forskning og formidling, derefter under nettbokhandelen.
ISBN: 82-579-4077-1 ISSN: 0807-1047.

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu