Kronik

Demokrati og sort reaktion

Må det selvgode flertal beslutte hvad som helst? – Et svar til Abdul Wahid Pedersens spørgsmål i valgflæsketiden
22. november 2001

Økonomi & Politik
Af Preben Wilhjelm

Kære læser, se engang på de to citater i midten. Prøv at gætte, hvem der har sagt det ene og det andet. For mig at se er det i alt væsentligt på linie: Det er oplysningsfilosofien, der er problemet. Vi skal have religionen tilbage som et imperativ, overordnet den politiske kamp. Hvem forfatterne er, vender jeg tilbage til om lidt. Først et forsøg på at konkretisere begrebet demokrati.

*Hvad er demokrati? Det korte, ofte anvendte men utilstrækkelige svar er: At flertallet bestemmer. Hvis det var alt, var der demokrati i Nazi-Tyskland og i Stalins Sovjetunionen. Der er ikke tvivl om, at Hitler og Stalin havde støtte fra flertallet af befolkningen. Det samme gælder ayatollah Khomeini i Iran, Saddam Hussein i Iraq, Milosevich i Jugoslavien og en lang række andre despoter. Et manipuleret flertal, men et flertal.

*Det viser direkte frem til næste krav: På et kvalificeret grundlag.
Altså et krav om reel oplysning, ytringsfrihed og mediepluralisme, som netop ikke var opfyldt i de nævnte tilfælde.
Og såmænd heller ikke altid er opfyldt hos os, og derfor sætter spørgsmålstegn ved beslutningsprocessens demokratiske og endda parlamentariske grundlag. Hvordan kunne eksempelvis Folketinget på demokratisk vis fastlægge landets politik m.h.t. stationeringen af atomvåben, når statsministeren i hemmelighed førte en ganske anden politik, end den, han proklamerede over for Folketinget og offentligheden? (Thule-sagen). Hvordan kunne Folketinget på demokratisk vis forholde sig til den danske stats uden sammenligning største handel nogensinde, købet af 20 års naturgas fra DUC, når det ikke måtte kende udgangsprisen og prisreguleringsaftalerne? Eller hvordan kunne Folketinget på demokratisk vis tage stilling til Danmarks deltagelse i krigen mod Jugoslavien, når det blev forholdt kendskab til parternes positioner under Rambouillet-forhandlingerne?
Flertalsbeslutninger er ikke nødvendigvis demokratiske, hvis de ikke træffes på et kvalificeret grundlag. Men er dét tilstrækkeligt? Hvis det er opfyldt, skal flertallet så kunne beslutte hvad som helst? Selvfølgelig ikke. F.eks. er det indlysende, at flertallet ikke kan indføre forbud, censur eller lignende, som indskrænker ytringsfriheden, mediepluralismen og hvad der ellers skal til for at sikre et kvalificeret, ikke-manipuleret beslutningsgrundlag.

*Men derudover må der også være begrænsninger for, hvad flertallet kan tillade sig. Selv et nok så stort flertal retfærdiggør ikke, at det træffer beslutninger i rent private eller personlige anliggender. Demokratiske beslutninger har kun berettigelse, når det gælder nødvendige fællesanliggender.
Grænsen herfor er selvsagt ikke knivskarp, men det betyder ikke, at den kan trækkes hvor som helst. Den enkeltes moral og levevis er ikke et fælles-anliggende, så længe det ikke begrænser andres udfoldelsesmuligheder. Det gælder f.eks. hvad man ønsker at læse, hvordan man klæder sig, holdningen til abort og seksuel orientering.
Det kan muligvis provokere andre, men de kan jo bare holde sig fra det, – det indskrænker ikke deres udfoldelsesmuligheder.
*Hvis det trods disse præciseringer af demokratiets virkefelt ikke er sikret, må det eksplicit tilføjes, at demokratiske beslutninger viser respekt for mindretal. Selv et nok så stort flertal retfærdiggør ikke, at der besluttes noget, som er temmelig ligegyldigt for flertallet, men som strider voldsomt mod mindretallets opfattelse.

*Endelig er der visse elementære grænser for, hvad der inden for disse rammer kan retfærdiggøres i et demokratisk retssamfund. Eksempelvis rækker den demokratiopfattelse, jeg plæderer for, ikke til, at det er legitimt for staten at anvende dødsstraf. I det hele taget skal de elementære menneskerettigheder, som er formuleret i FN-erklæringen af 1948 og den europæiske konvention af 1951, respekteres i min præcisering af demokratibegrebet.

For at resumere: Demokrati betyder
*at det er flertallet, der beslutter, men
*at det skal ske på et kvalificeret grundlag, og
*at det begrænses til (nødvendige) fælles-anliggender og
*så vidt muligt respekterer mindretalsinteresser, samt
*at elementære menneskerettigheder ikke krænkes.

Baggrunden for disse præciseringer er de utallige, rædselsfulde erfaringer, vi (menneskeheden) har med den vulgære demokratidefinition, som standser ved første punkt: Det selvgode flertal kan beslutte hvad som helst, uanset hvordan flertallet er opnået. Det er først de efterfølgende punkter, der udelukker det manipulerede pøbelvælde og den selvretfærdige fundamentalisme fra det demokratiske blåstempel.
Abdul Wahid Pedersen nævner i sin kronik adskillige eksempler på forskelsbehandling af muslimer og ikke-muslimer, som jeg kan være enig i. Men det påfaldende i hans argumentation er, at han klogelig holder sig til første punkt: Hvis vi nu udgjorde 80 procent af befolkningen, skal vi så ikke kunne bestemme? Er det ikke demokratur, hvis de 20 procent skulle bestemme over de 80 procent? Det kommer sandelig an på, hvad han vil misbruge ’demokratiet’ til! I kronikken kommer han ikke ind på, hvad han vil bruge de 80 procent til. Men andetsteds har har han udtalt, at det ikke er aktuelt at tale om sharia, men at det selvfølgelig er noget andet, hvis man til sin tid har et demokratisk flertal for dødsstraf.

Det helt afgørende skel ligger i det andet punkt: Demokratiske beslutninger skal baseres på reelle valgmuligheder, d.v.s. oplysning, ytringsfrihed og mediepluralisme. Det er oplysningtidens ideal, og det betyder, at vi ikke anerkender hverken religiøse eller politiske imperativer (dvs. trossætninger, som er hævet over diskussion).
Nu er det tiden at afsløre ophavsmændene til de to kongeniale citater ovenfor: til venstre har vi Søren Krarup fra hans pamflet Dansen om Menneskerettighederne (1999) og til højre Mona Sheikhs column i Information 6. september 01. For at få læseren til at se fordomsfrit på holdningerne har jeg tilladt mig i citatet fra Søren Krarup at skrive ’religionen’ i stedet for ’kristendommen’. Det afgørende er for mig at se, at de er fuldstændig på linie, og at sort reaktion er sort reaktion uanset om den kommer fra det ene eller det andet ’imperativ’.

Søren Krarup er, ikke uventet, den mest gennemtænkte og konsekvente af de to. Citaterne ovenfor fortsætter således:
»’Demokratisme’ (er) dyrkelsen af demokratiet som en hellig og guddommelig styreform over for religionen. …Menneskerettighederne (er) det bærende i demokratismen. …Troen på det naturlige menneskes rettigheder - dette er Oplysningstidens religion.
…Med Rousseau fik Oplysningstiden sit mest rabiate udtryk. … En tænkning, der fuldstændig har kvittet kristendommens gamle tale om, at mennesket er en synder.…Opgøret med Oplysningstiden er opgøret med menneskerettighedstænkningen.« – Søren Krarup.
»Denne holdning bunder i en misforstået opfattelse. …selv vores liberale demokratier er baseret på den ene eller anden form for sandhedsteologi – vi kalder det bare noget andet end religion.
…Definerer man religion som en sandhedsteologi, …så anfægter jeg ideen om, at det overhovedet er muligt at adskille politik og religion. For selve ideen om velfærdssamfundet, demokrati og menneskerettigheder baserer sig på en sandhedsteologi Religion er jo troen på det, som man definerer som det rigtige. På denne måde er al politik religiøst.« – Mona Sheikh.
Hos Søren Krarup er det klart, at oplysningstiden, demokratiet og menneskerettighederne hænger uløseligt sammen – og må forkastes. Mona Sheikh, som angiveligt bekender sig til demokratiet, misbruger sin uomtvistelige begavelse til at forsøge et logisk bevis for at ethvert politisk værdisæt i grunden er religiøst.
Jeg er selvsagt enig i Søren Krarups analyse – og uenig i hans konklusion. Og jeg takker ham af hjertet for, at han så klart har vist, at fronten ikke går mellem forskellige religioner, men imod de reaktionære både af kristen og af muslimsk (og en hvilken som helst anden) tro på imperativer.
Det er afslørende, at Dansk Folkeparti, som angiveligt ser en trussel i, at muslimer ikke vil skelne mellem politik og religion, kan have Søren Krarup, der i det spørgsmål principielt er helt på linie med de mest fundamentalistiske muslimer, som en af deres spidskandidater. Og det er beskæmmende for pressen, at den aldrig har konfronteret partiet med denne afgrundsdybe dobbeltmoral.

Det er også uholdbart at ligge underdrejet blot fordi reaktionen påberåber sig ’en anden kultur’. Det var en skændsel, at venstrefløjen forholdt sig passivt eller endda ’forstående’, da 5.000 mennesker gik i demonstration for kravet om, at Salman Rushdie ikke udkom på dansk. Havde det været 5.000 indremissionske fra Ringkøbing amt, ville der i det mindste have været en talstærk moddemonstration, jvf. venstrefløjens svar på de kristne fundamentalister i Moralsk Oprustning. I Rushdie-tilfældet vidste vi oven i købet, at hans norske forlægger var invalideret ved et attentat.

Det er uholdbart, når folketingskandidat Søren Krarup eller det parti, han opstiller for, ikke i valgkampen konfronteres med sine klart antidemokratiske, religiøst-fundamentalistiske synspunkter.
Det er ligeledes uholdbart, at formanden for Foreningen af studerende muslimer i Danmark, Fatih Alev, uden modsigelse af nogen art slipper af sted med at sige, at en muslimsk stat ikke er aktuel, men at man »entydigt arbejder for et muslimsk samfund, når man får flertal«, og at »ytringsfriheden (der) vil være begrænset, …en anden slags ytringsfrihed end den, man kender i Vesten« (Politikens referat af pressemødet efter ledende muslimers møde med kristne biskopper, 27. oktober 01).
Og et er uholdbart, når Abdul Pedersen på samme pressemøde ikke kan formås til at tage afstand fra de trosfæller, som kræver dødsstraf for muslimer, som konverterer fra islam, uden at blive konfronteret med spørgsmålet om, hvad han ville mene, hvis kristne danskere krævede dødsstraf over dem, der som han konverterede til islam.
For min skyld kan enhver blive salig i sin tro. Men det er et privat anliggende. Jeg håber med disse eksempler at have demonstreret, at der i den verserende kulturkamp er et progressivt ståsted, hvorfra man kan bekæmpe reaktionen uden at blive spændt for den fremmedfjendske vogn.
Det handler ikke om religion eller etnisk oprindelse. Det handler om, at sort reaktion skal have kamp til stregen uanset om den kommer fra Seem eller fra Islamabad.

*Preben Wilhjelm er lic.jur., tidligere retspolitisk ordfører for VS

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu