Læsetid: 2 min.

Europasange var ikke klamme

Det er historie-forfalskning at gøre venstrefløjen medansvarlig for nutidens frådende nationalisme
30. november 2001

Opgør om fortid
Bjarke Møller analyserer sig den 25.-26. november frem til, at ansvaret for højreskreddet ved valget kan pålægges venstrefløjen og den angivelige »lidenskabelige nationalisme«, den byggede på »allerede i ’72« – og Bjarke Møller anfører som kilder Benny Holst og Arne Würglers sang (fra pladen Europasange).
Dengang var Mehmet Necef tyrker, forkælet overklassebarn og kommunistisk inspireret terrorrist, fængslet for bankrøveri. Perioden repræsenterer for ham »vanvidsår«.
I den periode arbejdede venstrefløjen i Danmark på at opbygge et parlamentarisk parti, som bl.a. resulterede i at Preben Wilhjelm sad i Folketinget i en lang periode fra 1975.

Kropsligheden
Karakteristisk for den brede venstrefløj – hvor kropsligheden, musikken, æstetikken levede stærkt og frugtbart – er ganske rigtigt sangene. Men gav pladen Europasange virkelig udtryk for »lidenskabelig nationalisme«?
På pladeomslagets bagside står et vers: »Der er kun en nation det er mensker/der er kun et fædreland det er jorden/der er kun en religion det er kærlighed.« – Er det »lidenskabelig nationalisme«?
På pladen findes 11 sange, hvoraf ingen handler om Danmark eller danskhed eller nationalisme. Der er én om kapitalens fri bevægelighed, som fortæller om, hvorledes en gæstearbejder sentimentalt tænker på konen og børnene derhjemme, som han nu skal hjem til, fordi fabrikken »flytter næste år«.
Der er en om arbejdskraftens frie bevægelighed – hvorfra Møllers citat om »de bange brune mænd« er taget – den handler om en mand der er tvunget til at rejse hjemmefra for at få job: »Hvorfor skal jeg af sted – jeg ved det ikke selv – jeg var vel blot uheldig ved rouletten. Din hånd i min – så fløjten og en mand i uniform løfter armen halvvejs til kasketten.«
Det er svært at se andet end almenmenneskelige følelser ved at skulle »forlade«, være tvunget til at rejse for at få arbejde i disse sange.
Men én af dem handler specifikt om Europa – nemlig »Europavalsen«, som starter således: »Engang vil jeg rejse i Europa/og føle mig hjemme overalt. Engang vil hjulene dreje/for mensker og ikke profit. Engang vil de langsomme flyvere/være hurtige nok. Engang vil flagene samles/i en kulørt ballon.
Jeg rejser i et Europa/ grønt af menneskers håb/gult af korn og glæde/rødt af faner/rødt af hjerteblod.«

Forenklet, javist
Utopisk og sentimentalt-romantisk, javist. Sangbart og kropsligt og forenklet, javist. Men lidenskabeligt nationalistisk, og dyrkende en ’danskhed’, som kan føre til Pia Kjærsgaard og bin Laden – hvorledes?
Tilbage står enten at Necef og Bjarke Møller sammen tolker den plade, de begge bruger som historisk kilde og dokumentation, og viser at venstrefløjen var/er nationalistisk og dermed er medansvarlig for osv. Eller en anden blandt Informations mange litteraturkyndige.
Eller at jeg må konstatere at Information i stigende grad lægger spalteplads til provokerende historieforfalskninger i en sådan grad, at jeg ikke kan tåle gentagne gange at læse det.
Ærgerligt – for os – fordi også vi fra venstrefløjen dengang jo gerne vil arbejde med egen historie – men må se Information ubrugeligt til seriøst arbejde, enten fordi den fremlægger forvrængede billeder eller slet ikke beskriver venstrefløjen.
Og ærgerligt for Information, fordi der jo trods alt er tale om en væsentlig del af målgruppen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu