Kronik

Forsvar for lejesoldater

Civilbefolkningen er de virkelige ofre i de konflikter, der stadig oftere hærger Afrika. Lejesoldater lyder grimt – men under kontrol kan de være en hjælp for både FN og Afrikas svageste stater
Debat
26. november 2001

Historisk set
Mellem to og fire millioner mennesker i Afrika har – alene inden for det sidste årti – mistet livet som følge af borgerkrige i Afrika. Her har man efter Den Kolde Krigs afslutning oplevet, at antallet og intensiteten af interne konflikter er eskaleret.
Denne tendens ser ikke ud til at vende foreløbig, og der eksisterer i dag en lang række af intrastatslige konflikter, hvor det kan være svært at udpege egentlige statsmagter, der er i stand til at kontrollere deres territorier. De tydeligste eksempler er Sudan, Somalia, Angola, Liberia og Sierra Leone.
Dertil kommer konflikten i den Demokratiske Republik Congo (DRC), hvor flere af nabolandene er direkte involveret.
Selv om årsagerne og karakteren af interne konflikter varierer fra land til land, går et fællestræk igen. Nemlig at civilbefolkningen er de virkelige ofre i disse konflikter. Interne konflikter har heller ikke kun konsekvenser for det enkelte land og dets befolkning, men også for de omkringliggende lande, f.eks. i form af flygtningestrømme – endnu en belastning i rækken for de i forvejen trængte lande.
Desuden holder nationale oprørs- og oppositionsgrupper tit til i nabolandene, og ofte er der tale om etniske overlapninger landene imellem, hvor etniske grupper er delt mellem flere lande som tutsier og hutuer i de centralafrikanske lande. Dette betyder at der er en overhængende fare for at sådanne interne konflikter spredes og/eller at flere lande bliver involveret i den enkelte konflikt, som det f.eks. er sket i DRC.
Siden den kolde krigs afslutning for snart ti år siden har det internationale samfund i stigende grad været aktiv i løsningen af intrastatslige konflikter, med militære interventioner som et hyppigt anvendt instrument. Startskuddet blev givet i forbindelse med Golfkrigen i starten af 1990’erne, hvor FN intervenerede i det nordlige Irak for at beskytte landets kurdiske befolkning mod overgreb.
Siden fulgte den amerikansk ledede humanitære intervention i Somalia i 1992, og senere igen interventionerne i Bosnien, Haiti, Kosovo og Østtimor. Det er således efterhånden almindeligt accepteret, at staters suverænitet
ikke længere er absolut, og trods problematikken heri ikke længere skal ses som et bolværk mod indirekte eller direkte ekstern indblanding.
Dette afspejles også af FN’s holdning på området, hvor de skiftende generalsekretærer siden 1991 alle har ytret ønske om, at humanitære hensyn burde veje tungere end hensynet til et lands suverænitet.

Denne på mange måder positive tendens i de internationale relationer er dog i de senere år gået sporløst hen over den del af verden, hvor problemerne er størst og de menneskelige tragedier mest iøjnefaldende, nemlig Afrika.
Siden den mislykkede humanitære intervention i Somalia i 1992, hvor man på CNN kunne se amerikanske soldaters lemlæstede lig blive slæbt gennem gaderne i Mogadishu, har ingen vestlige lande for alvor haft lyst eller vilje til at involvere sig i Afrikas intrastatslige konflikter.
I stedet stiller den vestlige verden i stigende grad krav om afrikanske løsninger på afrikanske problemer. Det er således USA’s og andre vestlige landes officielle politik, herunder Frankrigs og Storbritanniens, at man er villig til at støtte forskellige afrikanske konfliktløsningsinitiativer, men ikke er villig til at involvere sig direkte.
Denne udvikling har medført, at der op igennem 1990’erne er blevet lagt vægt på etableringen af egentlige konfliktløsningssektioner i kontinentets forskellige interstatslige organisationer, både fra afrikanske ledere og fra Vesten.
Et relevant spørgsmål er således, hvordan konfliktløsningskapaciteten ser ud for nærværende, og hvilke fremtidsudsigter der er, for at kontinentet bliver i stand til at løse sine egne konflikter. Her tænkes primært på områderne syd for Sahara, hvis situation på mange måder adskiller sig fra det nordlige Afrika.

Siden begyndelsen af 1990’erne har alle de sub-regionale organisationer syd for Sahara formelt inkorporeret konfliktløsning som en del af deres formelle struktur. Det er dog kun i Vestafrika og i det sydlige Afrika, at organisationerne har haft en begrænset succes med dette initiativ.
Den vestafrikanske organisation ECOWAS har i løbet af 1990’erne interveneret i konflikterne i Liberia og Sierra Leone med en vis succes. Selv om Sierra Leone og Liberia stadig i dag er præget af usikre og urolige forhold, var disse interventioner uden tvivl med til at stabilisere situationen i landene.
Der var i begge tilfælde tale om små lande og situationer, hvor statsmagten allerede var mere eller mindre ikke-eksisterende. Tilsvarende har den sub-regionale organisation for det sydlige Afrika SADC interveneret en enkelt gang, nemlig i 1997, hvor organisationen sandsynligvis forhindrede et forestående militærkup i Lesotho.
Ud over denne intervention har organisationen ikke haft held til at løse konflikten i Angola, og samtidig har flere af medlemslandene involveret sig i konflikten i DRC, hvilket uden tvivl svækker organisationens troværdighed som mægler. Den østafrikanske organisation IGAD har heller ikke haft succes med sin position som fredsmægler på Afrikas horn, og konflikterne i Somalia og Sudan fortsætter, uden der er udsigt til en løsning i den nærmeste fremtid.
Kontinentets moder-organisation OAU har ligesom de sub-regionale organisationer i løbet af 1990’erne etableret en konfliktløsningssektion, og dermed søgt at påtage sig et større ansvar på konfliktløsningsområdet.
Selv om det er lykkedes OAU at indsætte observatører i f.eks. Burundi og DRC, samt at opnå en fredsaftale mellem Eritrea og Etiopien, er det vanskeligt at forestille sig organisationen spille en afgørende rolle i løsningen af intrastatslige konflikter i den nærmeste fremtid. Dette hænger sammen med organisationens historie som Afrikas enhedsorganisation, hvis væsentligste opgave siden afkoloniseringen har været at agere bolværk mod indblanding udefra i de afkoloniserede staters interne affærer.
OAU er således gennem sit charter bundet af de normer og principper, som gjorde sig gældende i forbindelse med afkoloniseringen, der foreskrev respekt for staternes suverænitet og territoriale integritet. For at OAU skal kunne spille en afgørende rolle i forbindelse med intrastatslige konflikter, er det således nødvendigt, at organisationen foretager en kovending i forhold til sin hidtidige rolle.

Samlet set tegner der sig et billede af et kontinent, der kun i nogen grad er i stand til løse sine egne intrastatslige konflikter. Det som karakteriserer det vestlige og sydlige Afrika er tilstedeværelsen af regionale stormagter i form af Sydafrika og Nigeria, som hver især spiller en aktiv og fremtrædende rolle inden for konfliktløsning.
Deres engagement i henholdsvis SADC og ECOWAS giver således forhåbninger om et mere positivt konfliktløsningsperspektiv for disse dele af kontinentet, selv om vestlig opbakning i form af logistik, materiel, træning samt delvis finansiering fortsat vil være en nødvendighed.
Derimod ser perspektiverne anderledes dystre ud for den centrale og østlige region, der er karakteriseret ved mange, relativt svage stater uden regionale stormagter, der som Sydafrika og Nigeria er i stand til at agere lokomotiv i det regionale konfliktløsningsarbejde.
Denne situation lægger et naturligt pres på FN for at tage ansvaret i de tilfælde, hvor Afrikas egne initiativer ikke bærer frugt. FN’s tidligere fredsbevarende operationer på kontinentet har dog kun haft begrænset succes, hvilket indsatsen i Sierra Leone er et eksempel på.
At det er gået så galt for FN i
Sierra Leone kan blandt andet tilskrives de dårligt motiverede, trænede og udrustede soldater fra forskellige udviklingslande, der bliver anvendt i mangel af bedre. Desuden lider FN under et stort og langsomt bureaukratisk system, der ikke er gearet til at reagere hurtigt, ligesom missionerne ofte må leve med mandater, der ikke er vidtgående nok eller er meget diffuse.

Sammenfattende er der altså ikke noget, som tyder på, at de regioner i Afrika, som ikke er i stand til at løse deres egne konflikter, kan forvente den nødvendige hjælp udefra. Der er således behov for at tænke i alternative baner, som f.eks. anvendelsen af lejesoldater i specielle situationer – i en eller anden form for FNregi.
På trods af kritik fra menneskeretsorganisationer for deres nogle gange hårdhændede og lemfældige metoder, er det værd at hæfte sig ved den effektivitet, firmaer som Executive Outcomes tidligere har udvist, f.eks. i Sierra Leone.
Her lykkedes det på kort tid at nedkæmpe oprørsgruppen RUF – som af de fleste bliver betragtet som samvittighedsløse banditter – samt at generobre kontrollen over landets diamantminer. Det lykkedes også relativt hurtigt at tage lederen Foday Sankoh til fange, så han kunne retsforfølges og tvinges til forhandlingsbordet.
Efter 21 måneder måtte regeringen dog opsige kontrakten med Executive Outcomes efter pres fra Vesten og FN, der ikke billigede anvendelsen af lejesoldater. Det kostede regeringen i Freetown ca. 35 millioner dollar for de 21 måneder, lejesoldaterne befandt sig i landet, mens den efterfølgende FN-mission var budgetteret til ca. 260 millioner dollar pr. halve år.

Erfaringen fra Sierra Leone og andre steder viser altså, at brugen af lejesoldater umiddelbart har større gennemslagskraft og aftvinger større respekt.
Men spørgsmålet er, om indsættelsen af lejesoldater vil kunne lade sig gøre under regulerede forhold. Det skal også understreges, at det langtfra er i alle situationer, det vil være hensigtsmæssigt at anvende lejesoldater, da intrastatslige konflikter ofte har en kompleksitet og et omfang, der gør denne løsning uholdbar.
Det er vanskeligt at undgå krig og konflikter, men det må være et mål i sig selv at lindre konsekvenserne for civilbefolkningen. I mange situationer vil lejesoldater f.eks. kunne bruges som garant for nødhjælpskonvojer, ligesom man kunne anvende dem til at sikre såkaldte safe havens for civile flygtninge. Lejesoldater eller ej er der et behov for at tænke i nye baner, hvis vi i fremtiden ønsker at forhindre humanitære katastrofer som dem vi i 1990’erne har set i Somalia, Burundi, Rwanda, Sierra Leone og som vi i dag oplever i bl.a. DRC.

*Mikkel Krogh og Baldur Hougaard er begge cand.scient.soc fra Internationale Udviklingsstudier og Offentlig Administration på RUC. De har skrevet speciale om afrikansk konfliktløsning efter
Den Kolde Krigs afslutning

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her