Kommentaren - Ret & pligt
Debatten om Islam og muslimer i Danmark er accelereret siden selvmordskandidater besluttede sig for at tage tusinder af uskyldige ofre med sig i graven den sorte septemberdag. Hvorfor denne rædselsepisode har haft direkte konsekvenser for den hjemlige debat om islam og muslimer følger ingen rationel logik, men derimod er det kulminationen på den følelsesbetonede fobi, som mange fremtrædende toppolitikere (ikke blot de udskældte eksponenter for den nationalpopulistiske højrefløj) længe har spillet plat på.
Samtidig har pressen svært ved at følge med i en debat, der er så ophedet, at den i hvert fald kræver fagligheden i behold. Jeg ville vove at satse den hellige Grundlov på, at de begreber der så hyppigt jongleres med i den offentlige debat, som jihad og sharia, stadig står udefinerede i de fleste journalisters vokabularium. Ikke kun i pressens rækker, men derimod og endog mere bekymrende hvor mange selvbestaltede islameksperter, der pludselig findes i Danmark.
Islamofobi
Resultatet er tydeligt: Store dele af pressen har forsmået sin rolle til et virke som ukritiske mikrofonholdere for en nyreligiøs bevægelse, der er i kraftig fremmarch i Danmark. Den nyreligiøse bevægelse prædiker islamofobi og selvgodhed pakket ind i vattede floskler som til værn for de danske værdier, anført af paroler som tolerancen har sine grænser, og efterfulgt af Nyrupske opfordringer til folket om at vågne op til kamp mod dem han så billedligt beskriver som rotterne. Politisk, populistisk og sandelig opportunt.
Trusselsbilleder
Siden den 11 september er der mange der har sat alarmklokkerne i gang. Vi befinder os midt i et larmende inferno af trusselsbilleder, der om ikke andet så netop avler fundamentalisme. Og ikke blot en islamisk.
Der bliver fra mange sider hævdet, at der angiveligt er sket en radikalisering af de muslimske miljøer i Danmark. Der bliver smidt om sig med anklager mod velintegrerede muslimer, der udadtil bekender sig til demokratiet, men i virkeligheden arbejder for at underminere det danske retssamfund. Som om det var et videnskabeligt faktum, og ikke blot en del af løst (men mobiliserende og opbaknings-fremmende) valgkampkrudt.
Jovist, det meget omtalte møde arrangeret af Hizb-ut-Tahrir repræsenterer et radikalt muslimsk miljø i Danmark. Men deres eksistens, paroler og indstilling til kapitalismen, demokratiet og en islamisk stat er der intet nyt i. De har ikke skiftet indstilling siden de knoppede op og er blandt andet derfor stadig den mest udskældte gruppering blandt størstedelen af muslimerne i Danmark ikke mindst fordi deres særegne tolkning af islam, historien og samfundsvidenskaben ikke har potentiale til at vinde meget sympati. De ændrer sig nok ikke, ligesom Kjærsgaard, Kraarup, Camre og Glistrup ved hvad de står for.
Det er næppe dem, der kan klandres for en yderligere radikalisering.
Herimod er det mere foruroligende hvordan eksponenter, der tidligere fremhævede pluralismen, ytringsfriheden og tolerancen , nu begynder at give udtryk for kontra-standpunkter med reference til nødvendigheden i at sætte grænser. Og således er det legitimt og (valgstrategisk) belejligt at bringe stramninger i udlændingepolitikken ind på banen. Det er jo efterhånden en velkendt manøvre.
Levedygtig pluralisme
Jovist, der kan med god overbevisningskraft argumenteres for, at pluralismen skal kunne være levedygtig, ytringsfriheden skal have ansvaret som sin grænseværdi og tolerancen ikke må være så tolerant, at den i sidst ende underminerer sig selv.
Jeg kan dog ikke undgå, at bide mærke i hvordan grænserne og de selvgode paroler falder ned som en pludselig åbenbaring fra den etablerede politiske højborg. Fanatikere i alverdens klæder har vi jo altid haft i Danmark. Men lad nu dette ligge.
Det er næppe retorikken blandt tilhængerne af Glistrup-sekten eller Hizb-ut-Tahrir, der har ændret sig markant den har altid været tåbelig. Og det er ikke den, der udgør den største trussel mod demokratiet.
Den største trussel er imidlertid den nyreligiøse bevægelse, der med deres stuerene automatstempler har sat demokratiet, ytringsfriheden og tolerancen til diskussion. Vi oplever en hovedløs radikalisering af midten det er den der søger mod ekstremerne. For ekstremerne kender deres plads.
Masseomvendelsen af eksponenter for de moderate politiske partier (fra venstrefløjen henover midten) har affødt en særlig rabiat fundamentalisme og radikalisering af det politiske miljø i Danmark.
Der tages særligt dansk patent på universelle værdier som demokratiet, sekulariseringen og værdier der ligger til grund for de universelle menneskerettigheder, idet fundamentalistiske muslimer gentagne gange bliver beordret til at sværge troskab mod Grundloven, demokratiet og de universelle menneskerettigheder. På trods af, at det er stik imod de grundsætninger, retsstaten Danmark er baseret på, navnlig den, at man er uskyldig, indtil det modsatte er bevist.
Rabiate overbud
Siden det åbenbart er blevet legitimt at bryde de retsstatslige principper, kunne jeg godt tænke mig, at de selverklærede moderate parti- og statseksponenter der på det seneste har overbudt hinanden med rabiate holdninger i deres klapjagt på vælgerstemmer beviser deres loyalitet over for Grundloven, ytringsfriheden, demokratiet og retsstaten.
For jeg er sandelig i tvivl.
