Læsetid: 4 min.

Krig og tålmodighed

»Denne krig er også vores,« skrev det ansete Le Monde i sin leder 7. november. Det er ikke min opfattelse
14. november 2001

Kommentaren - Brist
Et ord, som her på det sidste er begyndt at udfordre min tålmodighed, er netop – ’tålmodighed’. Misforstå mig ikke, jeg er en stor beundrer af tålmodighed, især fordi jeg ved, hvor vanskelig denne dyd kan være at efterleve. Mennesker, som har tålmodighed, er beundringsværdige. At have tålmodighed er at have kontrol over sine impulser og ikke give efter for irritation eller lade sig provokere af ubehageligheder og modgang.
At have tålmodighed vil bogstaveligt talt sige at have modet til at tåle, og mod er unægtelig det, vi har brug for i dag. Det er helt afgørende at vi kan mobilisere tilstrækkelig viljestyrke til at overvinde den følelsesmæssige tilskyndelse til at handle først og tænke siden.
Tålmodighed er imidlertid ikke det samme som følelseskulde eller ligegyldighed. Tålmodighed er at se verden i øjnene – ikke at vende den ryggen. Man kan ihærdigt og stædigt mishandle andre dag ud og dag ind, uden at dette dermed er udtryk for tålmodighed.
Hvilken form for tålmodighed er det, som vi forventes at vise i den ’krig mod terrorisme’, som nu er ved at lægge resterne af det sønderbombede Afghanistan øde? Tålmodighed er nemlig det, som præsident Bush fra begyndelsen af forudskikkede os, at denne krig ville komme til at kræve. »I løbet af de kommende måneder vil vores tålmodighed komme til at blive vores styrke,« sagde han den 7. oktober – den dag, bombeangrebene begyndte.

Sejr uden garanti
En højst almindelig krig mod Taleban-regimet i Afghanistan var ikke, hvad de formuleringer syntes at stille i udsigt, så sandt som, at en sejr over Taleban ikke er ensbetydende med en sejr over Osama bin Laden og hans netværk, og endnu mindre garanterer tilintetgørelse af terrorismens baser.
Terrorismens egentlige baser er nemlig ikke de militære træningslejre i Afghanistan, men de flokke af kollektivt frustrerede mennesker, som findes i snart sagt hvert eneste samfund i den islamiske verden. Og i ganske mange andre samfund uden for den. Terrorismen sidder i hovedet på folk, og den kan derfor aldrig udryddes blot ved materielle ødelæggelser.
Det betyder selvsagt ikke, at vi skal finde os i, at der findes træningslejre for terrorister. Det betyder, at vi må opfinde nye metoder til uskadeliggøre terroristerne – og vel at mærke metoder, som ikke bidrager til at fremavle dem på ny i endnu større skala.
Det var her, at jeg håbede på, at tålmodigheden kunne have en særlig rolle at spille, og det her, at det står stadig mere klart, at tålmodighed ikke er det, som mest udmærker de amerikanske svar på terrorangrebene i New York og Washington. Ihærdighed muligvis, men ikke tålmodighed.
Det, der skinner igennem, er først og fremmest utålmodigheden hos en regeringsledelse, som er pisket til at demonstrere beslutsomhed og handlekraft. Hertil kommer utålmodigheden hos en nation, hvis selvfølelse og vitale symboler er blevet dybt såret. Ingen af delene er overraskende.
Tværtimod. Den amerikanske utålmodighed er psykologisk begribelig og i en vis udstrækning politisk svær at komme uden om. Enhver vurdering af USA’s politik efter den 11. september må inddrage den kollektive følelse af vrede og uret, som på en eller anden måde har haft behov for at komme til udtryk.

Evnen til at vente
En overgang så det ud til, at Bush-regeringen havde indset nødvendigheden af en mere tålmodig strategi mod terroren, og at den beslutsomhed, som på en eller anden måde måtte manifeste sig kunne komme til udtryk i evnen til at vente – vente på de nødvendige informationer, på det rette øjeblik og på de lempelige metoder.
Men sådan skulle det ikke blive. Dannelsen af den ’brede koalition’, som tydede på et langsigtet perspektiv og en koordineret indsats, begynder mere og mere at ligne en kortsigtet sammentromning og et ensidigt ledet jagtopbud.
Kravet om tålmodighed har i alle sine gentagne fremførelser vist sig at indebære et krav om samtykke: Det tålmodige samtykke fra alle dem, som måske ikke helt forstår målet for krigen i Afghanistan eller, hvordan det skal opnås, men som ikke vil risikere at fremstå som bin Ladens venner, og fremfor alt ikke vil risikere at fremstå som USA’s fjender.
Dette er i princippet den slags tålmodighed, som forventes af den flok europæiske ledere, som på næsten servil vis er begyndt at kappes om den amerikanske regerings gunst, og nu nærmest konkurrerer om at stille militærhjælp og tropper til rådighed. Borte er alle højtidelige forsætter om en samordnet europæisk udenrigs- og sikkerhedspolitik og genoplivet er den mest refleksagtige traditionelle ’stormagtspolitik’, hvor de, som engang var store, nu ser en chance for bevise, at de stadig er det.
»Denne krig er også vores,« skrev det ansete Le Monde i sin leder den 7. november. Det er ikke min opfattelse. For dette er ikke den tålmodige ’krig’ mod terrorismen, som vi alle kunne have gjort til vores, men derimod en uovervejet krig mod Taleban-regimet i Afhganistan (i mangel af Osama bin Laden), som USA fører på egen hånd ud fra sine egne grunde, og hvis effekter på terrorismen forekommer mig at være mildt sagt uklare.
Det er grunden til, at jeg føler, at min tålmodighed med opfordringerne til tålmodighed er bristet.

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu