Læsetid: 3 min.

Lær det, lær det, lær det

Vi har demokrati – der er ingen vej udenom
Debat
13. november 2001

Fundamentalisme
Den 29. okt. bragte Information et interview med den iransk fødte skuespiller Farshad Kholghi (FK), hvori han stiller et ultimatum til sympatisørerne for Hizb-ut-Tahrir (HuT). Han kræver at HuT’s tilhængere tilslutter sig eller ’forlader’ Danmark. Er det ikke en selvmodsigelse hos FK? Hvordan skal HuT afsløre sit »sande ansigt«, hvis man samtidig kræver at de skal holde bøtte eller forlade landet?
Hvordan kan vi få kendskab til deres tankegang og logik (eller mangel på samme)? En bortvisning eller et totalt forbud mod disse grupper vil forstærke deres fordomme om at vi danskere skelner mellem folk. Desuden kan ingen ide eller ideologi tilintetgøres ved et forbud.
Et forbud mod dem vil give dem mere mod og gøre dem mere radikale i deres handlinger. Shahen i Iran i sin tid, troede at ved et sådan forbud mod islamisterne kan man fjerne faren mod sådanne grupper. Lige netop pga. censuren, havde de færreste af iranerne læst ayatollahernes bøger. Derfor kendte de færreste noget til deres sindssyge ideer. Efter revolutionen fik folk endelige læst disse bøger, og fandt ud af at de havde købt katten i sækken. Men for sent. Jeg er overbevist om, at uden shahens censur havde de ingen chance for at få magten.

Camre og Fallaci
Den 11. sep. har afsløret de sande ansigter hos mange islamiske grupper. Men samme begivenhed afslørede sandelig også ’sande ansigter’ af mange af os i Vesten. Fra politimesteren i Vejle, som lader små fisk som Mogens Camre gå fri (på trods af hans så racistiske udtalelser), til store fisk som den italienske forfatterinde Oriana Fallaci, der direkte opfordrede Vesten til at gå ihærdigt i krig mod »de stinkende muslimer«.
Indtil før den 11. september gik vi alle sammen i Vesten og kaldte vi os selv demokrater og humanister. Vi påstod »ih, vi har verdens bedste demokrati« etc. Men lige så snart en gruppe holder møde for at sige deres mening, så er fanden løs: Smid dem ud, hold jeres kæft.
Goethe har meget smuk sagt at det er kun i begrænsninger og i svære tider at mesteren viser sig. Hvis FK tror at demokratiet kun er flertallets ret til at ytre sig, så har han totalt misforstået demokratiet, ja så er Iran det meste demokratiske land i Verden.
I Iran har shiiamuslimerne som flertal ret til alt: Udgive dagblade, bøger og blive præsident. Som Rosa Luxemburg (Den store) så smukt mente er »demokrati mindretallets rettigheder«.
Så længe HuT kun har forkerte holdninger og ikke forkerte handlinger, så er der intet galt med disse folks ret til at ytre sig. Faktisk er deres ret til ytring med til at styrke demokratiet.

Lad dem komme til orde
Efter den 11. september går vi alle sammen rundt og spørger os selv »hvorfor« eller »hvordan kan det ske«. Så lad dog dem til at komme til orde!
Hver eneste tankegang er jo bygget på en logik, selvom logikken kan være totalt forkert.
Dette kaldes jo dialog, som faktisk er en meget væsentlig del af demokratiet. Denne dialog burde ikke trues med udvisning, drab eller fængsel. Der findes folk her i landet der tror på UFO’er, eller at nogle fremmede væsner fra det ydre rum er iblandt os. Har vi nogensinde truet dem med bortvisning? Hvad er forskellen ? Ja, HuT har et helt andet syn på kvinder. De mener at kvinder er mindre værd end mænd. De har et helt andet ekstremt syn på seksualitet, og derfor tror de (meget primitivt) på at fysisk adskillelse mellem kønnene er med til at skabe et sundere samfund!
Hver eneste år her i landet i K.B hallen, er vi vidne til et andet ekstremt syn på kvinder: sexmessen. På sexmessen ses kvinden som sexobjekt. KB-hallen og Nørrebro- hallen er to ydre ekstremer, og de skal begge have lov til at fortsætte med deres holdninger, uanset om vi kan lide dem eller ej.

Stå gratis på vagt
Jeg er mere end nogen anden person i Danmark imod HuT’s meninger. Men jeg er parat til at stå gratis som vagt foran Nørrebro-hallen for at beskytte dem og deres møde, selv om deres holdninger er forkerte i mine øjne.
Så længe de overholder landets love og ikke udfører forkerte handlinger, så som vold eller terror. Jeg er ikke i stand til at føre en konstruktive dialog med HuT. Det kunne jeg i hvert ikke med HuT’s forbilleder, nemlig ayatollaherne. Men jeg vil kæmpe for deres frihed og mit råd til dem vil være: Vi har demokrati – derfor må I gøre tre ting: Lær det, lær det, lær det.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her