Læsetid: 2 min.

LÆSERDEBAT

Debat
23. november 2001


Fogh mod lov og orden
Fogh har foreslået. at flygtninge og indvandrere fratages retten til at få bistand i de første syv år. Hermed fjernes et af velfærdsstatens grundprincipper – at alle borgere skal have et socialt sikkerhedsnet. Tiltaget skal tvinge udlændingene til at arbejde. Men folk uden danskkundskaber og flygtninge med alvorlige traumer er ikke en gruppe som Foghs bagmænd i industrien efterspørger mest, og de vil derfor blive tvunget ud i fattigdom, kriminalitet og sort arbejde uden rettigheder.

Andreas P.H. Norrie
Hjulmagerstien 4, Kbh S.

AF og sprogforvirring.
20. NOV. – Birger Stein Christensens indlæg den 12. november, om fribilletter hos AF, kan fylde en med dyb forundring. Han forsvarer sine konsulenter og kalder min beskrivelse af »Projekt særlig formidling for de 50-59 årige«, bragt den 24. oktober for trist. Han bruger ord som »samarbejde« og »hjælpe« og løfter samtidigt pegefingeren og gør opmærksom på, at samarbejdet med AF er en pligt. Efter syv ugers hjernevask indser man desværre bare, at ordene dækker over mistro, nedvurdering, diktat og tvang. Jeg har altid set det som en pligt at være til gavn for samfundet, og derfor lægger jeg naturligvis billet ind på at få et job. Men det at hjælpe og det at samarbejde, kræver i al almindelighed en hvis portion frihed. Uden frihed er ordene værdiløse og et dække over magtmisbrug. Og er det virkeligt nødvendigt at suspendere og indberette over 30 procent af deltagerne på »Projekt særlig formidling« – og få stoppet deres dagpenge, så de ikke har noget at leve af? Vi ældre ledige ønsker i al beskedenhed et arbejde på lige fod med andre. Ikke at få armene vredet af led og skubbet ud i tvangsarbejde eller suspensioner af nogen pseudokonsulenter, som vi helst havde været foruden. Med al den tvang skyder AF sig selv i foden.

Erik Svensson
Hendriksholms Boulevard 75
2610 Rødovre

Høstblomst
19. NOV. – Med Hans Hauges belæring den 19-nov. om kulturens enerådende betydning for den økonomiske udvikling, kan man vælge at tro at Sydkoreas fremgang skyldes at befolkningen er myreflittig, mens de dovne ghanesere får løn som forskyldt. På den anden side kan man også mene at foreskellen skyldes amerikanernes interesse for at styrke Sydkorea under den kolde krig, hvorimod ghanesernes skæbne har raget dem en høstblomst.

Geert Heldager Nielsen
Søborg Hovedgade 139A 1.tv.
2860 Søborg

Mona og demokratiet
20. NOV. – Mona Sheikh – der er guds gave til den politiske debat i Danmark – ønsker de moderate danskere skal sværge troskab overfor grundloven og ytringsfriheden, da hun er træt af at blive presset i den ophidsede debat.
Det forstår jeg godt (bliv ved Mona, i Det Radikale Venstre), men sagen er jo ganske enkel: Hvis vi ikke får en kvalificeret debat om demokrati og ytringsfrihed mellem gammel og nydanskere, får vi et røvkedeligt land, med Søren Krarup som den eneste afvigende debattør.
Så brug du bare din ytringsfrihed Mona. (Men hvad mener du om demokratiet i den muslimske verden?) F.eks. i Bangladesh, et af verdens største muslimske lande, der lige har haft et valg mellem to kvindelige statschefer?

Bjørn Bennike
Lillegade 2, 5592 Ejby

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her