Læsetid: 2 min.

LÆSERDEBAT

Debat
13. november 2001


Anstændige borgerlige
7. NOV. – I de gode gamle dage, fandtes der mennesker af borgerlig observans, der havde gode borgerlige værdier – som eksempelvis anstændighed. De findes såmænd stadig, men de har bare ingen partier at stemme på. For Venstre og de konservative er i fuld firspring ved at løbe fra den borgerlige anstændighed. Asylreglerne skal strammes, familiesammenføringer skal begrænses osv. Ikke et ord om, at der bag disse letkøbte politiske fraser gemmer sig rigtige menneskeskæbner. Mennesker af kød og blod.
Man sagde også, at der skulle hjælpes i nærområdet. Ja, det sagde man. Nu vil man beskære u-landsbistanden. Tage fra de fattige, og give til de velnærede danskere.
Hvis der skulle findes anstændige borgerlige, der hellere vil slække på borgerligheden end på anstændigheden, skal de være velkommne til at stemme radikalt.

Simon Emil Ammitzbøll
landsformand for
Radikal Ungdom

Ren lyrik
7. NOV. – Jeg har ikke noget vigtigt at sige/men det har vel ikke heller/den mand der udgiver sig for at være/hr. Birk Keller!

Morten Gade
Højlundvej 4, Harlev

Barsel
7. NOV. – Hvad bilder de to medlemmer af Dansk Kvindesamfund sig ind?
Af H. Hallbergs og Nina Kjærgaards indlæg den 6. nov. fremgår det, at de mener, at forlænget barsel er et tilbageskridt.
Hvis interesser varetager I egentlig?
Tegner de to debattører en udbredt holdning i Dansk Kvindesamfund?
Det er kvinders interesse, at barselorlov bliver forlænget!
Det er kvinders interesse, at der tales om ligeværd!
At man generelt i det moderne samfund tænker enhver menneskelig relation ind i økonomiske sammenhænge betyder ikke, at vi kvinder skal sælge ud af dybe, oprindelige og uødelæggelige menneskelige værdier og kvaliteter.
Jeg møder netop veninden nede i Brugsen og spørger til hende og hendes næsten nyfødte. Jo, tak det går fint, men hver aften ved 18-tiden bliver datteren morsyg og vil ligge ved brystet de næste fire timer. Og så går tiden så hurtigt, fem uger er allerede gået. Det er umuligt at forestille sig en fleksibel, velfungerende hverdag, hvor far er ligestillet med mor. Til helvede med ligestilling hører jeg hende sige. Hvad med mit værd som mor?
Jeg bliver hende svar skyldig, men lover mig selv at stille de damer fra Dansk Kvindesamfund et par spørgsmål : Hvornår er I begyndt at sætte fleksibilitet over kvindeværd? Hvad mener I om det samfund, som næsten konsekvent har udskiftet ordet ligeværd med ligestilling?

Lærke Grandjean
Bygvænget 7, Malling

Gensplejset tøj
*Danskere bryder sig ikke om gensplejsning, og fødevareminister Ritt Bjerregaard har været fin til at kræve mærkning af fødevarer. Men det er grotesk at gensplejset bomuld kan indgå i miljømærket tøj og tekstiler. Hverken EU-blomsten eller Svanemærket forhindrer brug af gensplejset bomuld – som allerede er blevet almindelig, f.eks. er over halvdelen af bomuldsmarkerne i det sydøstlige USA gensplejset.
Problemet er gensplejsningens ukendte og ustyrlige påvirkninger af naturen. Margit Kjeldgaard, Danmarks Aktive Forbrugere

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her