Menneskesynet bag en regering
4. NOV. En debat om udvalgte temaers overordnede politiske retning og menneskesyn aflyses. Marianne Jelved har på tv betonet, at danskerne tænker sig om, inden de stemmer; men det forudsætter vel så, at de også stilles over for spørgsmål, der har et tankevækkende indhold? Indtil nu har vi mest hørt om problemer, hvis løsning er indlysende uanset politisk observans. Dette gælder bl.a. et emne som regeltyranniet i Danmark.
Også de Radikales valgslogan: Vi tænker på andre end dig! fik en omtale i medierne, det ikke fortjente. Hvis egoismen skal gøres til et af temaerne i valgkampen, må den være relateret til en politisk holdning. I modsat fald er den kun interessant i forbindelse med menighedsrådsvalgene.
Er der i vort samfund overhovedet tvivl om, at den alvorligste form for egoisme er den, der udøves af kapitalens profitjagt (fremmet ved uhyrlige reklameskabte pseudo-behov hos forbrugerne)?Og må medierne ikke efterhånden som de bliver en del af det kapitalistiske investeringfelt gøre sig klart, at der af hæderlige journalister og redaktører kræves eksceptionelt mod, engagement og integritet, kombineret med vilje til om nødvendigt at sætte sit job (sin eksistens) på spil? Som den 4. statsmagt bør medierne vel i øvrigt sikre, at holdningsbærende aspekter af problemerne debatteres inden et folketingsvalg, hvis begrebet demokrati skal være andet end en floskel?
Man må også som vælger spørge, om de danske politikere allerede er så omklamrede af EU-direktiver og kapitalstærke lobbyister, at det er mest bekvemt selv for socialdemokratiet at føre valgkamp på et plan, hvor konvergens reelt er tilstede? Og så kækt kalde det for kamp!
Tove Nielsen
Kornvænget 30, Silkeborg
Hvornår er det nok
4. NOV. Der er sikkert mange der som mig er i dyb tvivl om hvor længe Danmark bør blive ved med at støtte USA og Englands krig i Afghanistan.
Først havde jeg en svagt optimistisk fornemmelse af at der dog nu blev gjort noget. Nu ser jeg mere og mere USA som en vred mand der ved at der er en malariabefængt moskito i soveværelset. Først slår han om sig med aviser, siden en baseballkølle. Til sidst smider han en håndgranat. Da støvet har lagt sig, og han sidder med sod i hovedet og ser på det ødelagte rum, hører han en lille, velkendt summen fra en myg ...
Hvor længe mener alle I kandidater til Folketinget at Danmark betingelsesløst skal være på USAs side i denne krig? Når vi aldrig et punkt hvor vi bør sige: »Nu går det for vidt, bomber hjælper ikke ...«
Martin Petersen
Sjællandsgade 119 b.,
8000 Århus