Læsetid: 2 min.

LÆSERDEBAT

Debat
2. november 2001


Lillebror må ikke lege storebror
Politiets efterretningstjeneste vil gerne mere overvågning, ligegyldigt begrundelsen. Det hed førhen børneporno, i dag hedder det terror.
Modsat vil folk gerne gennemsigtighed. Lillebror vil naturligvis gerne overvåge storebror, og selvfølgelig bør overvågning være gensidig. Men dér sætter magteliten åbenbart grænsen.

Jens Emborg, Jacob Lindbergs Vej 12, København NV

Manøvredygtighed
29. OKT. – Kære Steen Wenzel-Petersen (jvf. artiklen den 29. okt. om folkekirken). Jeg er enig med dig og andre i, at strukturændringer er nødvendige. Meget nødvendige. Dit eksempel med humlebien understreger dette! En humlebi kan selvfølgelig godt flyve; desværre sammenligner mange fejlagtigt en humlebi med en Boeing 747, som er en relativt simpel aerodynamisk konstruktion. Man har for få år siden fundet svaret på spørgsmålet om, hvordan humlebien bærer sig ad med at flyve; mellemregningerne har krævet opfindsomhed, eksperimenteren og nytænkning. Historien om humlebien er god at få forstand af.

Jesper Hansen
Stengårds Alle 197
2860 Søborg

Blårød piberøg
31. OKT. – I disse utrygge terrortider, hvor vores landsfader og beskytter har udskrevet valg, bliver det yderst interessant at få klarlagt regeringens holdning til USA’s formentlige kommende brud på internationale ikke-spredningsaftaler og Danmarks aktive rolle i denne sag. Modsætter Danmark sig udbygning af Thuleradaren eller danser vi vanen tro i den blårøde piberøg?

Jonas Broge Richelsen
Højen 3, 8680 Skanderborg

Bro Brille til næsen
29. OKT. – Bro Brille hed en petitjournalist, som fyldte Ekstra Bladets bagside med gemytligt småpludder og mindre gemytlig småsladder. Ham kommer jeg til at tænke på, når jeg hver dag springer »Folk« over på Informations bagside.
Værre er det dog, at jeg også kommer til at tænke på ham, når jeg hver fredag – omend med faldende interesse – læser Flemming Kyeds »Til næsen«.
I forrige uge fik vi en lovtale om en ny vinbog af Erik Olaf Hansen. Det er en venlig ældre herre i 80’erne, der for år tilbage under mærket Erol skrev om vin i Politiken under devisen: »Vin er sundt, drik et glas hver dag i gode venners lag! Og husk så: En cigar til, tobak skader ikke!«
Det mener han stadig, hvad vi fik stukket i næsen forleden.
Jeg husker ikke tidligere at have set vinbøger anmeldt i »Til næsen«. Dem kommer der ellers nogle stykker af hvert år, som det ville være nyttigt ar få præsenteret, hvis man vil have et grundlag for at investere sine sparsomme midler i de rette flasker.
I denne uge måtte vi så nøjes med en tyndbenet klumme om Umbrien, som ’Deres vinredaktør’ er inviteret til, sammen med andre medlemmer af den eksklusive klub af vinskribenter, som vi efterhånden har hørt om så tit, at vi næsten synes, at vi kender dem alle sammen personligt.
Kunne vi dog ikke slippe for alt det pludder og få sat vininformationen i fokus og lægge Bro Brille, Erol og signaturen ’Deres vinredaktør’ i kælderen ? Ikke fordi vi skal være dus med ham, men for at slippe for den dér joviale nedladenhed.

Ole Olesen
Philip Schous Vej 13
Frederiksberg

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her