Læsetid: 2 min.

LÆSERDEBAT

Debat
26. november 2001


Det er en sort tid
23. NOV. – Egoismen, mistroen og den fundamentalistiske kristendom vandt en stor sejr i tirsdags, og det gode er først nu ved at få samling på sig selv efter slaget. Jeg vil i de kommende år være uenig i næsten alt, hvad der kommer fra Christiansborg, og håber mit parti på tinge (SF) vil gøre deres som arrig vagthund derinde i samarbejde med hvem som helst, der vil samme vej: Derhen, hvor vi vælger at tage ansvar for hinanden, fordi vi véd, at alle mennesker er værdifulde.
Men det er lige før, jeg synes det værste er det sorte, der er klistret fast til menneskenes sjæle.
Alle de grimme følelser, der ligger i at stemme på Pia og Anders.
Alt det had til det, man ikke kender, al den mangel på tolerance og almen menneskelighed. Jeg er skræmt over det verdens- og livssyn, der åbenbart breder sig med lynets hast mellem mine landsmænd.
Jeg tror på, at tryk avler modtryk, at vold avler vold. Jeg frygter en verden, hvor vi er bange for hinanden.
Jeg vil appellere til alle gode kræfter uanset politisk standpunkt eller religion: Lad os bekæmpe det mørke, der kommer over os. Lad os kæmpe med humor, kærlighed og venlighed. Lad dem ikke vinde kampen om vores verden – den skal være et godt sted at være.

Camilla Sejerøe
Gl.Grevegård 4,
Vissenbjerg

Nordalliancens forbrydelser
22. NOV – Da Mazar-e-Sharif blev erobret den 9. november blev flere hundrede, der havde kæmpet for talebanerne, mejet ned af Nordalliancens krigere i en skolegård. Også i Kabul er talebansoldater blevet henrettet i strid med Geneve-konventionen.
Hvem drager alliancen til ansvar for disse krigsforbrydelser?

Mikael Witte,
Gl. Stillingvej 460,
8462 Harlev J

Troldmændenes tid
23. NOV – I disse Harry Potter-tider har vi også i Danmark fået os en rigtig troldmand; alt hvad han vil bliver til virkelighed. Han ønskede sig et socialdemokrati og vups! Det har han nu til venstre. Han ønskede sig et dansk folkeparti og vups! Det har han nu til højre, og han ønskede sig at blive ligesom en amerikansk præsident og vups! Det skete i et fortryllende lasershow på færgen Sjælland. Selv hernede på Vestlolland, hvor magien er størst, følger man med interesse, hvordan denne magiker vil trylle i det hele taget; mon ikke de fattige kunstnere rundt om i landet har set nok magi i deres dagligdag forsvinde, til at de tror på denne nye troldmand? Det ordner sig siger han og
vups! Så er han væk i en sky. Men tag ikke fejl af tiden: det er troldmændenes tidsalder...

Ole Buck
Nøjsomhedsvej 32
4900 Nakskov

Godt Preben
23. NOV – Angående Preben Wilhjelms kronik torsdag.
Godt! Godt! Godt!
Skidegodt!

Hans Dam Frandsen
Borgediget 7,3.
4000 Roskilde

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her