Læsetid: 4 min.

Mænds had til kvinder

»Hvorfor hader mænd kvinder så meget?« spurgte jeg ud i luften, dybt provokeret af en tv-udsendelse fra Afghanistan
20. november 2001

Kommentaren - Flimmer
Jeg elsker fjernsyn. Jeg ser helt enormt meget fjernsyn, jeg er en tv-aholic, afhængig af den flimrende strøm af billeder, der nedsænker en i en behagelig zombie-tilstand, hvor ens kropsfunktioner er nedsat til absolut minimum og hjernen indstilles på alphafrekvensen, den rene meditation.
Før havde jeg konstant dårlig samvittighed over det enorme tidsspilde og den der syndige fornemmelse af at havde spist for meget slik, der opstår efter cirka fire timer foran tossen. Men som enhver fornuftig misbruger har jeg efterhånden resigneret og kan endda se en mening i denne længsel efter apati, som åbenbart følger med vores moderne livsførelse.
Tv har erstattet sex og søvn som den lille død. Jeg er ret ukritisk med hvad jeg konsumerer, fordi erfaringen har lært mig at bare man venter længe nok, kommer der pludselig rigtig gode udsendelser, opløftende og oplysende tv findes, ja selv kunst bliver transmitteret en sjælden gang i mellem.
Nå, men så den anden dag sad vi og så en fantastisk udsendelse, lavet af en engelsk kvindelig journalist, der handlede om kvinderne i Afghanistan. Denne journalist var selv halv afghaner, så hun havde personlige bevæggrunde til at tage tilbage til det land, hvor hendes far stammede fra.
Umiskendelig britisk lignede hun alligevel de afghanske kvinder, fotograferet med skjult kamera; alle de andre kvinder var fuldstændig tildækket, mange sad og tiggede på gaden, fordi de ikke havde andre muligheder, når de ikke må arbejde.
Hele den afghanske befolkning lider dobbelt, fordi regimet, udover den ekstreme undertrykkelse og terror, har adskilt kønnene så fuldstændigt. Kvindegruppen RAWA, som arbejder i det skjulte for at forbedre kvinders vilkår, repræsenterer en slags håb.
Det var overvældende at se deres hemmelige pigeskoler, hemmelige beauty parlours; at lave revolte bare ved at sige alfabetet eller smøre læbestift på…
Og igen så man de udsmuglede optagelser af henrettelser af to kvinder og en mand på det store stadion i Kabul. Det der gør indtryk på mig de gange jeg har set det, er den tørre ligegyldighed, hvormed de lyseblå kokoner falder om, næsten lidt sjusket i mængden, og det slår mig, at disse forpuppede gestalter er mumificeret i forvejen og er derfor allerede halvdøde.

Lemmingeagtigt
Bagefter sad jeg med en mat undren. Hvorfor er det så vigtigt for talebanerne at undertrykke deres lands kvinder så massivt? Det forekommer mig lemminge- og kamikazeagtigt, hvis et samfund sætter kvinderne ud af spillet.
Talebanerne er langsomt, men sikkert ved at udrydde den ene halvdel af deres befolkning. Efter alle de bevægende billeder af tildækkede kvinder, interviewet i hemmelighed af deres fjerne slægtning fra vesten sagde jeg stille ud i luften, mest til mig selv: »Hvorfor hader mænd kvinder så meget?«
Så røg min mand op af sofaen. Hvad fanden jeg mente med det? Sådan en generaliserende fordom skulle jeg ikke bare fyre af, og han var træt af alle de kællinger, der mente at mænd taget over en kam havde at påtage sig skylden for al elendigheden her på jord.
Sådan nogen holdninger er med til at grave grøfter og cementere undertrykkelsen!
Jeg stirrede på ham for første gang hele aftenen, helt chokeret over effekten af en så ligegyldig bemærkning. Jeg mumlede: Jamen så formuler spørgsmålet anderledes:
Hvorfor foregår der disse overgreb, hvad med statistikkerne, spørg et hvilket som helst krisecenter for voldsramte kviner i Danmark...
Men han afbrød mig hurtigt og sagde, at den diskussion ville han slet ikke gå ind på. Sådan kan man bare ikke stille det op, det er praktiseret racisme overfor den ene halvdel af jordens befolkning, nemlig mændene.
Men hvordan skal undersøgelsen så foregå, hvis ikke spørgsmålene må stilles? Og hvorfor er det så provokerende for en dansk mand? Er det alle de fede kvindelige offentligt ansatte, der har sat sig tungt på magten til at yde omsorg og danne normer, der har trængt drengene op i en krog, så de automatisk indtager en forsvarsposition? Er al politik og magtstrukturer et udslag af raffinerede socialiseringsprocesser?
Gu’ er det ej. Der er nogle grundlæggende gådefulde forskelle på mænd og kvinder, der ikke er til at komme udenom. Gådefulde, fordi vi ved så lidt om vores egen fysiologi endnu, så forskellene er måske mere af kosmisk, mytologisk art end noget man kan se på aminosyresammensætningen i DNA’et.
Jeg bryder mig heller ikke om generaliseringer. Men ofte er modeller, som altid er unuancerede udgaver af noget virkeligt, nødvendige for at nå til en erkendelse. Alle myter, jeg kender til, udspringer af forsøget på at forstå os mennesker, skabt i Guds billede, avlet af mor jord og far himmel, og den guddommelige magtkamp mellem mænd og kvinder, helt ind i ægtesengen; den magtkamp, der nedarves i familierne. Far, mor og børn.
Jeg er ingen Freudrytter, men jeg er paranoid nok til at se den store maskuline sammensværgelse som mænds hævn for at være født af deres mor, der giver dem livet og samtidig gør dem afhængige af lysten til at kravle ind igen. Den krig mod kvinder, som amerikanske feminister taler om, er forfærdende i sin konsekvens i Afghanistan.
Selvfølgelig kan danske kvinders forhold ikke sammenlignes med de afghanske kvinders. Men hjemme hos os er konflikten mellem kønnene introvert og tabuiseret; den skandinaviske velfærdsmodel har jo sikret ligestilling mellem kønnene...
Og så er der ikke engang ligeløn.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu