Læsetid 4 min.

At marchere i takt

Danske jøder søges banket på plads i skræmmebreve fra en opinions-redaktør
30. november 2001

Krystalnat
Den 8. november var vi en gruppe jøder som markerede Krystalnatten med en annonce i Information, til støtte for en bæredygtig palæstinensisk stat.
Den og et efterfølgende interview med mig den 16. november er faldet en del andre jøder for brystet.
Alan Jordan mener således den 23. november at kunne læse ud af annoncen, at vi skulle føle os bedre end andre, ja ligefrem som helgener. Jeg kan ikke engang med mobiliseringen af mine mest paranoide læsebriller se, at Jordan kan hente belæg for denne fortolkning i teksten, som bevidst var meget moderat; men i disse sager er kattepoter ofte for voldsom fodbeklædning.
Interviewet med mig var af indlysende grunde på egne vegne. Hvis Jordan føler at jeg med min bemærkning om den jødiske konsensus her i landet har stillet New Outlooks og dets blad Udsyns arbejde i skygge, beder jeg om undskyldning. Det har ikke været min mening. Tværtimod mener jeg at gruppen har udfoldet et meget stort arbejde i den retning, som annoncen udtrykte.
Derimod mener jeg ikke at New Outlooks arbejde modbeviser, at der hersker en nærmest tvangsmæssig konsensus blandt danske jøder, når det gælder Israel.
Jordan nævner at Bent Blüdnikow, Berlingske Tidendes debatredaktør, har været aktiv i New Outlook. Ja, det var dengang! I dag står han bag en skræmmekampagne overfor underskriverne af annoncen.

Mistænkeliggørelse
Sammen med Ulf Haxen, Karen Lisa Salomon og Vilhjalmur Örn Vilhjalmsson har han rundsendt et brev til udvalgte af underskriverne. Brevets indhold er en (legitim) anfægtelse af annoncens politiske indhold. Men trefjerdedele af brevet er en mistænkeliggørelse af to af underskriverne, Jakob Feldt og mig, på baggrund af hvad vi tidligere har udtalt – for mit vedkommende tilbage til 1970’erne. Uanset hvad der altså står i annoncen skal de andre underskrivere altså tvinges til at se sig som nogen, der har underskrevet Jakob Feldts og mit samlede oeuvre.
Der gøres i særlig grad opmærksom på at jeg ikke ville falde ind i koret af anmeldere, der udråbte Norman G. Finkelstein til antisemit, fordi han i sin bog Holocaustindustrien angreb de store amerikansk-jødiske organisationer.
Kort sagt: brevets væsentligste ærinde er at skræmme underskriverne ved at associere dem med min og Feldts manglende evne til at marchere i takt. Måske bør man også fremhæve at hverken Feldt eller jeg har modtaget brevet.

Politisk standard
Brevet ligger i forlængelse af den række af trusselslignende breve som Blüdnikow har sendt til andre, der ikke levede op til hans politiske standarder, Jørn Lund, Hans Hertel og andre. Det interessante ved præcis dette trusselsbrev er, at Bent Blüdnikow langt hen ad vejen deler kritikken af Israel.
I septembernummeret af Mosaisk Troessamfunds blad Jødisk Orientering skriver han f.eks.: »Det er vanskeligt at finde nogen fornuft i bosættelserne, der blot unødigt provokerer palæstinenserne. Desuden er en række af Israels gengældelser ude af proportioner, som også amerikanerne har påpeget det.« Sagen er blot den, at han ikke synes at en sådan kritik skal formuleres offentligt.

Den er til intern brug.
Det er denne dobbelthed som berettiger min sammenligning med kommunisternes forhold til Sovjet. Men hvad mere er: Rammen om Blüdnikows kritik af hans utallige modstandere er jo at de er fascinerede eller ligefrem forsvarere af ’totalitære’ regimer og synspunkter. Er hans forsøg på at være jødisk tankepoliti ikke ret beset ’stalinistisk’ og ’totalitært’?

Skyldfølelse
John Saietz har den 27. november, ud fra interviewet, anfægtet at jøder skulle nære skyldfølelse overfor palæstinenserne, »blot fordi vi har støttet tanken om, at det jødiske folk efter 2.000 års forfølgelser (... ) bør have sin egen selvstændige stat beliggende der, hvor det oprindelige jødiske hjemland lå.« Og han mener at det snarere er de arabiske ledere, som har forpurret palæstinensernes chancer for at få en stat. Jeg mener ikke at mytologiske oprindelser har dækning i folkeretten, og sådan bør det være. Iøvrigt var jødernes ’oprindelige hjemland’ jo Kanaan, hvor det så har ligget.
Det for mig at se afgørende er, at landet var beboet af et andet folk, som er blevet fordrevet. Og det er og bliver en fordrivelse og en uretfærdighed.
Men som jeg gav udtryk for i interviewet, så bor jøderne der nu og kan ikke flyttes uden en ny uretfærdighed. Derfor må der findes en løsning med en bæredygtig palæstinensisk stat ved siden af en jødisk stat.

Særlig forpligtelse
Jeg synes at Alan Jordans og John Saietz’ indlæg var en god begyndelse på at føre denne diskussion i offentligheden.
Set med mine øjne har vi, som har forskellige former for ’jødisk tilknytning’, en særlige forpligtelse til at gå ind i denne diskussion og prøve at bidrage til problemets løsning.
Den hidtidige konsensus-søgende diskussionsform blandt jøder er en de facto støtte til den til enhver tid siddende israelske regering. Og den der sidder i øjeblikket er en katastrofe. Det er vigtigt at sige fra, hvis en løsning skal have nogen chancer.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu