Læsetid: 4 min.

Når de fingerløse spiller elorgel

Endnu endnu et par kapitler til fortællingen om mand og maskine og net er lagt
Debat
3. november 2001

Inden for psykiatrien findes en uhyggelig tilstand, der kaldes Korsakows syndrom, som er en form for demens, der opstår ved B-vitaminmangel eller alkoholmisbrug.
Personer, der lider af Korsakow, går typisk ind på et værtshus og giver sig til at berette om fantastiske ting, de har oplevet for nylig. Korsakowianere kan fortælle, at de har været på jordomrejse, eller udført fantastiske bedrifter på fremmede planeter, eller været i krig med feltmarskal Hannibal på Indlandsisen osv.
Folk, der lider af Korsakow, er fulde af løgn. Det uhyggelige er, at de ved det ikke selv. De tror vitterlig, at de har oplevet utrolige ting. Psykiatriens forklaring er, at der, grundet demens, er store huller i deres hukommelse, og disse huller prøver de så på instinktiv vis at fylde ud. Korsakowianere er sjældne, men når de optræder, kan de være svære at skelne fra moderne hardcore brugere af moderne teknologi. Førstnævnte henter brændstoffet til deres verbale eskapader i det rene, ufortyndede opspind. Sidstnævnte – de teknokryfe – henter fortællingerne i cyberspace eller i tv, computer, video og hifi-verdnens hav af simulerede virkeligheder. Eks.: »Jeg gik lige ind på et russisk site og downloadede en decoder, så jeg kan Seinfeld på 28 grader øst.«
Fælles for begge grupper er, at de ’fortæller historier’ for at ’udfylde’ huller i hukommelsen.«

Den Store Fortælling
Tendensen til at fylde huller ud med meningsskabende fortællinger burde have lidt et knæk, da det sidst i forrige århundrede lød at »de store fortællinger var døde«. De professionelle fortællere, forfatterne, forstokkede i stakåndet kortprosa og dekonstruktiv punktpunk. Otto Leisner, der var den originale fortæller af historien om familien samlet foran tv lørdag aften, blev til en milliard simulacra-Otto Leisnere, der fortalte den samme historie til en milliard defragmenterede familier, der pludselig, som den eneste nye bolle på suppen, blev tilbudt at vinde en million.
Dermed sluttede verdenshistorien. End of story. Men. Det paradoksale var jo, at det gjorde den slet ikke. Der var tværtimod opstået et kæmpe hul i hukommelsen, som på bedste korsakowianske vis blev udfyldt pr. krybdyrsinstinkt. Sådan begyndte beretningen om menneskeheden, der skaber maskinen i sit eget billede, som er et verdensomspændende net af sammenspundne fortællinger. På onsdagens konference i Bella Centret, Nordic Interactive Conference 2001, lagdes endnu et par kapitler til Den Store Fortælling om mand og maskine og net, og overskrifterne fra programmet lyder i betænkelig grad som korsakowianske rablerier: »Computeren går under huden«, »Blinde kan se ved hjælp af lyd«, »Styr computeren med hjernebølger«, »Fjernbetjeningen skal udstyres med sund fornuft«, »Når de fingerløse spiller elorgel« osv.
Det kan lyde som et LSD-rally i hippietiden, men overskrifterne er ikke konfabulationer. Temaerne dækker over skinbarlige facts baseret på digital fiktion (bortset fra den med de fingerløse, som jeg har tilføjet for at se om læserne er vågne.) Fortællingen om menneskeheden skrives ikke længere i romanform, men ligger krypteret i hyldekilometervis af computerkode. Vi er derhenne, hvor teknokryferne og nørderne er vor tids store fortællere. I det hedeste kodesprog beretter de om, hvordan man ser med ørerne og taler sin dødssyge mobiltelefon til fornuft. De fortæller konferencestand op og konferencepodie ned om sans og samling og om at finde sig selv i en forskruet verden fuld af vanvid og krig. Så sådan set er der intet nyt under solen. Der går en lige linie fra den håndholdte nutid og tilbage til Odysseus og de islandske sagaer.

Virtuel by i Sibirien
For os, der er gamle nok til at være vokset op med sort/hvide mareridt om Elektronhjerner og IBM’s kommunale hulkort, der blev spyttet ud af campingvognstore køleskabe, vil der formentlig altid stå en hørm af ondskab omkring computeren og al dens væsen og alle dens gerninger. Og efterhånden som computeren nærmer sig sin skaber i færdigheder og udtryk skal vi til at erkende det ubærlige: At koderne og tegnene og skærmene er fortællingen om os, om vores fremtid...
Programmørerne, som står bag al den korsakowianske elektronik, der skaber huller i hukommelsen og tvinger til konstant at tænke i nye laterale baner, hvor røde tråde er en virtuel by i Sibirien, opfatter sig selv som meta-kunstnere. De vil tages alvorligt som sådan og er sågar ved at møve sig ind på finansloven. De er dagsordensættende i en grad der får det forestående folketingsvalg til at ligne en genudsendelse af Otto Leisners Pladeparade. Af samme grund er det hinsides ethvert korsakowiansk hukommelseshul ubegribeligt, at deres forsøg på at række en venlig hånd ud til os brugere skal hedde: Nordic Interactive Conference 2001 Digital Visions And User Reality.
Det siger lidt om den afstand, der stadig er mellem kode og sprog, mellem den gode fortælling og den uophørlige teknologiske talen-i-tunger.
I øvrigt ser det ud, min far vinder. Pokkers.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her