Lørdagskronikken
I løbet af foråret 1955 lettede presset på økonomi- og arbejdsminister Krag. Danmarks økonomi blev omsider mærkbart bedre. Det var, som om alt det, Krag og de andre økonomer i årevis havde lovet ville ske, hvis man gennemførte det ene og det andet indgreb, nu rent faktisk skete.
Krag oplevede det selv som lidt af et mirakel, og da han i juli kunne meddele, at der var omkring 10 millioner kroner i valutaoverskud, kunne han selv ikke rigtig tro, at det virkelig var sandt.
Målet var nu, som stats- og udenrigsminister H.C. Hansen i maj fremhævede i en tale til De samvirkende Fagforbund, »at søge frem til en økonomisk konsolidering, således at forbigående forringelser af de ydre vilkår ikke behøver medføre så voldsomme rystelser i den indre økonomi.«
I talen til sine faglige kammerater slog han som socialdemokratiske ledere før og siden på, at det afgørende ikke var lønnens størrelse, men det, den for den enkelte var værd i købekraft. Han medgav det indlysende, at lønniveauet i Danmark var højere end i de lande, vi konkurrerede med, men tilføjede på Krags forslag en nok så central bemærkning om forholdet mellem arbejdsløn og produktivitet. I Krags version lød den:
»At arbejderne skal have del i højere produktivitet og tekniske fremskridt må vel nærmest nu betragtes som en selvfølge. Det er ikke så enkelt, at lande med lavest lønniveau er de mest konkurrencedygtige snarere tværtimod.«
Der skulle med andre ord konkurreres på andre parametre end lønnen. H.C. føjede i sin lidt nedtonede version forklarende til:
»Lønarbejdernes positive medvirken i bestræbelserne for at højne produktiviteten er af uvurderlig betydning.«
Med små skridt og udviklingens logiske konsekvens var Socialdemokratiet i virkeligheden i gang med at definere en helt ny rolle for den danske lønmodtager, der tidligere have været optaget af hundeslagsmålet med andre samfundsinteresser for at tilkæmpe sig så god en bid af kagen som muligt. Mod arbejdsgiveren. For højere løn. Nu skulle lønmodtageren til at være medejer af selve samfundet, og hans levefod dermed forbindes til samfundets samlede rigdom.
Vejen frem gik derfor ikke gennem hårdest muligt lønpres for den enkelte, men gennem en afbalancering af samfundsøkonomien mellem forbrug, uddannelse og investering, således at der blev opnået den højest mulige produktionsstigning. Kun derved kunne der skabes holdbart grundlag for øget velstand til alle.
En lignende tankegang dominerede overalt i Vesteuropa, hvor forestillingen om, at øget produktivitet kombineret med en udvidelse og liberalisering af samhandlen kunne sikre økonomisk vækst, blev drivkraft bag ønsket om at skabe en form for fælles marked i Europa.
Blandt denne models fordele var netop, at den lettede konflikten om indkomstfordelingen, hvilket var tiltrækkende både for de liberale kristelig-demokratiske regeringer på kontinentet, og for deres socialdemokratiske kolleger i Skandinavien, der så en mulighed for at virkeliggøre deres tredje vej ved en tilpasning af industri og produktion, gennemført under vedvarende høj beskæftigelse og social balance.
Modellen forudsatte i skandinavisk version en ny rolle for staten, som nok skulle liberalisere, men som samtidig skulle påtage sig rollen som omfordeler og med tiden reserveforsørger.
I en vis forstand kan man sige, at der var tale om den gamle socialistiske idé ført ud i den yderste konsekvens, hvor målet ikke var, at arbejderne skulle overtage ejerskabet til den enkelte virksomhed, ikke engang at staten på deres vegne skulle nationalisere kapital og produktionsapparat, men at lønmodtagerne ganske enkelt selv overtog ejerskabet til den stat, der som den eneste, i sidste ende gennem sin økonomiske regulering, kunne kontrollere produktionsapparatet og sikre, at få havde for meget og færre for lidt.
Det lå i samme tankegang, at det ikke var den enkelte, men fællesskabet, staten, der i sidste ende måtte være ansvarlig for, at ingen faldt igennem det sociale sikkerhedsnet. Når alt kom til alt, var dette ansvar ikke afhængigt af, om folk havde stået i fagforening, om de havde været aktive på arbejdsmarkedet, om de havde gennemført en opsparing eller andre økonomiske og sociale kriterier. Hver enkelt måtte have visse rettigheder, som staten ganske enkelt havde pligt til at imødekomme.
Den 25. marts 1957 underskrev seks europæiske lande Romtraktaten, mens briterne ilede med et afværgende forslag om en løsere europæisk markedsordning.
Danmark var fanget i en fælde, hvilket man var fuldstændig klar over. Økonomiminister Krag, som var den i regeringen, der på nærmeste hold fulgte de krydsende og konkurrerende europæiske initiativer, havde den 6. februar 1957 i Folketinget, givet en indgående redegørelse for, hvordan han vurderede udviklingen på kontinentet, der pludselig gik langt hurtigere, end nogen hidtil havde regnet med. Den britiske ambassadør, der talte med ham umiddelbart forinden, kunne fortælle, at ministeren var »nedtrykt og bekymret«, og at hans humør ikke blev bedre af, at Storbritannien havde gjort helt klart, at landbrugsprodukter ikke ville blive omfattet af det forslag om en bredere frihandelszone, som London havde lanceret i et forsøg på at trække tænderne ud på EF.
Krag blev hurtig klar over, at toget med De Seks kørte, særlig da Frankrig allerede i april fik ratificeret traktaten. Uanset hvor meget briter og andre skeptikere forsøgte at stoppe udviklingen, lå kursen støt frem mod et europæisk integrationsprojekt af hidtil uset rækkevidde. Og hastigheden var høj. Det var ikke fjernelsen af alle handelshindringer og toldskranker mellem De Seks indbyrdes, der i sig selv var revolutionerende, men planerne om et videregående økonomisk samarbejde, der skulle omfatte en harmonisering af den almindelige økonomiske politik, oprettelse af fælles investerings- og tilpasningsfonde, frigørelse af arbejdskraftens og kapitalens bevægelser samt ikke mindst afgørende en fælles landbrugspolitik. Det var dette bredere perspektiv, der ifølge Krag gjorde det berettiget at tale om en økonomisk union som målsætning for de seks landes samarbejde.
Økonomiministeren advarede Folketinget om, at dette samarbejde have »stærk fart på«, blandt andet fordi »de politiske forudsætninger for en dristig udbygning af det økonomiske samarbejde i Vesteuropa i øjeblikket er relativt gunstige«. Det var ingen overdrivelse.
Krag fulgte intenst de konkurrerende forslag om nye europæiske markedsordninger og lagde ikke skjul på, hvad det var, der stod på spil:
»Sikringen af en passende stigningstakt i vor økonomiske udvikling er nært knyttet til vore muligheder for en fortsat ekspansion inden for eksportindustrierne.«
Den enkle sætning dækkede over intet mindre end velfærdsmodellens overlevelse. Det var klart, at den stod og faldt med en drastisk omlægning af Danmarks produktion fra landbrugs- til industrivarer. Ekspansionen af industriproduktionen på et grundlag, der på en gang var konkurrencedygtigt og socialt forsvarligt, forudsatte til gengæld, at liberaliseringen og produktivitetsforbedringerne kunne ske under høj økonomisk vækst og fuld beskæftigelse. Denne forudsætning ville svigte i takt med, at Danmark blev lukket ude fra de europæiske markeder.
Inderst inde var Krag ikke længere overbevist om, at det løsere handelspolitiske samarbejde, briterne lagde op til, ville være godt nok for Danmark, og i dagbogen skrev han midt under de mest intense forhandlinger i Paris: »Realiteten maa formodentlig blive et arrangement Danmark og De Seks imellem. Men det er jo en revolution.«
Javist, men én, der omfattede landbruget.
Efter forhandlingsrunderne gav Krag den 28. februar 1957 Det Udenrigspolitiske Nævn en orientering, herunder særlig om muligheden for at Danmark tilsluttede sig »de seks Bryssel-landes toldunion.« Økonomi- og arbejdsministeren lagde ikke fingrene imellem, da han rullede de mulige konsekvenser af en dansk enegang frem. Medlemskab af toldunionen ville også føre Danmark ind i Kul- og Stålunionen og EURATOM.
»Derimod var det mere uvist, om medlemskabet af toldunionen også ville føre til medlemskab af den vesteuropæiske union, indenfor hvilken der fandt et militært samarbejde sted mellem de seks lande og England, navnlig i forbindelse med Vesttysklands genbevæbning. For så vidt angår konsekvenserne af det nordiske samarbejde, kunne man sagen sat på spidsen hævde, at Danmark ved at melde sig ind i toldunionen meldte sig ud af Norden eller i hvert fald gav afkald på at deltage i et snævert økonomisk samarbejde med de øvrige nordiske lande. Dette skyldtes, at det selvsagt var umuligt at være medlem af to toldunioner på én gang
«
(
)
Der er derfor nok også en refleksion af Krags egen begyndende begejstring i hans positive udlægning af, hvordan landet lå i Folketinget:
»Venstre rumler og vil helt med. Konservative er yderst betænkelig. Radikale imod. Erik Eriksen ville orientering paa ministerplan. Jeg nægtede at lade mig binde dertil. Vi ender saamænd nok i de 6. Sikken revolution.« (28. februar 1957)
Og så fortsætter han nærmest som en eftertanke: »De mest omvæltende skridt er aabenbart i visse tilfælde saare lette at tage.« Han skulle blive klogere.
H.C. Hansens socialdemokrati var rundet af arbejderklassen og forblev tro mod dets klassebaggrund. Vel rakte det ud til andre af samfundets udsatte, men det var fundamentalt et parti for dem med håndens arbejde, som stræbte efter at tilkæmpe sig et bedre liv og en større del af goderne. Til syvende og sidst handlede det om at skære tykkest mulige skiver af pølsen. Vel kunne der mellem de faglige ledere og den politisk ansvarlige herske delte meninger, ja rent ud forbandet uenighed om, hvor tyk en skive samfundet i en given situation kunne holde til, men perspektivet var det samme: Den skive, der ikke blev skåret ved den ene overenskomst, tog man ved den næste. Reform for reform åd man sig ind på samfundets goder, indtil der var råd til både bil, hus og kolonihave.
Krags parti var et andet. Det havde for længst indset, at spørgsmålet ikke så meget var, hvor tykke skiver, men hvor tyk en pølse. Kampen for mere i lønningsposen var dybest set meningsløs, både fordi det handlede om forbrugsmuligheder snarere end om løn, og fordi det handlede om offentlig service lige så meget som om privat forbrug. Krag og hans generation af samfundsingeniører troede faktisk på de økonomiske teorier, de havde lært på universitetet: At det dybest set kunne betale sig, også for lønarbejderne, at liberalisere, rationalisere, effektivisere, handle og konkurrere. Det kunne gerne være, at det gik ud over den enkelte arbejder på den enkelte virksomhed, når handlen blev åbnet, og den statslige beskyttelse forsvandt, men samlet set ville pølsen kun vokse og skiverne blive stadig større.
Fagbevægelsens ledere forstod Krags logik og havde i virkeligheden bakket den op, siden de i 1944 var med til at gøre ham til sekretær for Socialiseringskommissionen. De kunne i givne situationer have svært ved at overbevise deres egne medlemmer om at acceptere den lønstyring, der var en uadskillelig del af polit.ernes moderne økonomi, men der var på ledelsesplan tillid til, at de trak den rigtige vej. Hvis Krag med sin form appellerede mindre end H.C. til Socialdemokratiets traditionelle vælgerkorps, åbnede han til gengæld for en fornyelse, der bragte partiet i kontakt med nogle af de nye grupper, der var i fremmarch, herunder ikke mindst de offentligt ansatte og brugerne af den offentlige sektor.
Arbejderne var blevet til lønmodtagere, og mere end det var de på vej til slet og ret at blive forbrugere. Borgere, der havde krav på både en disponibel indkomst til privat forbrug, og på et vidt forgrenet net af offentlige ydelser. Skulle begge dele lade sig gøre på én gang, krævede det en stadig udvidelse og effektivisering af produktionen, hvilket igen forudsatte sindrige samfundsreformer og kompliceret økonomisk styring indadtil, og adgang til de europæiske markeder udadtil. For at undgå social dumpning og gensidige forsøg på at skubbe arbejdsløshedsproblemerne over på handelspartnerne, forudsatte et sådant europæisk marked igen et betydeligt mål af indbyrdes harmonisering af de europæiske landes økonomiske politik og arbejdsmarkeder, hvilket gav endnu mere mening, al den stund de økonomiske problemer, landene hver især kæmpede med, havde fundamentale lighedstræk.
På den måde blev Krag og hans socialdemokrater internationalister, lige som deres kampfæller fra århundredets begyndelse. Lige som de var mødtes som del af en international arbejderbevægelse, der hang sammen og havde fælles paroler på tværs af landegrænser, mødtes de moderne europæiske socialteknokrater på tværs af nationale særheder og formelle partiskel. Hvor deres tidlige kammerater talte tysk og gik med kasketter, talte europæerne nu fransk og gik i skræddersyede habitter. De første byggede netværk over ølstuens velskænkede fadøl, de sidste over bistroens løgsuppe.
Mens Socialdemokratiets faglige bagland langt hen ad vejen slugte tesen om økonomisk vækst som den hurtigste vej til øget velstand, stillede det sig grundlæggende skeptisk over for argumentet om, at øget integration i det europæiske marked var en forudsætning for Danmarks velfærd, ikke en trussel mod det. Forsøget på at ændre denne opfattelse blev en ledetråd for alt, hvad Krag siden kom til at stå for i dansk politik.
*Uddrag af Bo Lidegaard: Jens Otto Krag. Bind 1 (1914-61) udkommer på torsdag d. 8. august. Bind 2 til marts 2002
*Bo Lidegaard er dr. phil., diplomat og forfatter og har tidligere udgivet biografier om Henrik Kauffmann og Povl Bang-Jensen
