Kronik

Rock mod terrorisme

Den moderne verden tiltrækker mange – også i Mellemøsten. Men imod stritter de magthavere og traditionalister, der vil blive umiddelbare tabere i en mere demokratisk verdensorden Carsten Jensen er analytiker og ph.d.
9. november 2001

Den moderne verden tiltrækker mange – også i Mellemøsten. Men imod stritter de magthavere og traditionalister, der vil blive umiddelbare tabere i en mere demokratisk verdensorden

Det virtuelle rum
Koncerten for New York blev ikke vist i dansk tv«, sagde en bekendt, da han talte om en bestemt koncert i slutningen af oktober for 11. september-ofrene. Han stammer fra generationen, der er vokset op med Stones, Who og Beatles, og måske rummede udsagnet også en lille drøm om at se koncerten.
Pointen her er imidlertid, at koncerten spillede en rolle i modstanden mod terror. Den gav opbakning til mange efterladte, der nu skal til at bearbejde deres sorg og finde nye måder at leve på. Den viste også terroristerne, at ikke alle lader sig kue. Den viste vilje til at leve videre. Ikke i angst og med nedbøjet nakke, men med fest og glæde.
I weekenden den 20.-21 oktober blev der afholdt tre koncerter i New York og Washington, herunder The Concert for New York. En række bands og solister fra især USA og Storbritannien stillede sig selv og deres musik til rådighed for forskellige formål i forbindelse med terrorangrebene på USA. Et af de vigtigste formål var støtte til ofrenes efterladte. Paul McCartney, Elton John, Eric Clapton, The Who, Mick Jagger og Keith Richards var blandt kunstnerne. Alle briter, der åbenbart følte forpligtelse til at vise deres solidaritet med terrorramte amerikanere.
I den danske debat har der været indlæg om, at man giver amerikanerne for stor interesse, glemmer folk i Den Tredje Verden, og ikke behøver at støtte nogen i det rige land USA. Hvad skal man så med en rockkoncert for ofrene og deres familier?
Til disse indlæg er der mange svar. For det første, at når man føler sorg, er det rart, at andre viser medfølelse, selv om man ikke er den eneste, der har brug for det. For det andet, at USA ikke har haft den samme tradition for at hjælpe civile med velfærdsforanstaltninger, som vi har det her i Danmark. Der er børn, der har brug for støtten. For det tredje, at rockgenerationen stod sammen mod terror. Nogle af rockstjernerne er gennem tiden blevet forbundet med ungdomsoprør, kamp mod de etablerede samfund, og et kritisk syn på USA. En del af de optrædende er oven i købet blevet straffet for deres livsstil af de samfund, de i dag støtter gennem deres optræden.
I en situation, hvor verdenssamfundet bliver udsat for en ny og mere effektiv form for terror, er det utrolig vigtigt, at netop kritiske grupper står sammen og viser deres modstand mod terrorismen.
En af de virkeligt gode ting ved vores åbne og demokratiske samfund er, at man kan kritisere det sønder og sammen, hvis det er det, man har lyst til. Eller hænge USA ud som en cowboy-stat, hvor den politiske elite ikke tænker. Man har ret til det. Vi i Danmark er dybt privilegerede. Vi bor i et samfund, hvor der er en stat, der dybest set følger de beslutninger, der er taget af en folkevalgt forsamling. Terrorisme har ingen plads, og Danmark har tilsluttet sig kampen mod den.
USA fører aktuelt krig mod terrorister. Det er klart, at krigen alligevel vækker bekymring. Det ville være et sørgeligt samfund, hvor ingen satte spørgsmålstegn ved en krigs retfærdighed. Spørgsmålet er, om USA skulle have ladet stå til. USA har i årevis eftersøgt de mistænke terrorister for tidligere angreb. Man har ikke kunnet anholde dem, og i mellemtiden har de formentlig anrettet endnu flere angreb. Der har været angreb mod amerikanske soldater i Saudi-Arabien, mod de amerikanske ambassader i Kenya og Tanzania, og mod USS Cole, for at nævne nogle større eksempler.

Når man kritiserer krigsførelsen, kan det forekomme lidt gratis. Hvor mange borgere synes man da, at USA har ‘råd’ til at miste, før man griber ind? Og tror nogle af kritikerne for alvor, at den amerikanske regering er sammensat af idioter og John Wayne-wannabees, der bevidstløst vil bombe afghanske børn?
Et netværk som al-Qaeda kræver plads for at kunne være så stort og effektivt. Det har brug for træningslejre, kommunikationsfaciliteter og førerbunkere. Derfor har det brug for en stats beskyttelse. Netværket kan derfor i dag drive krig som en mindre stat, fordi det har den afghanske statsledelses beskyttelse og formodentlig en klemme på en stor del af dets befolkning. En gruppe almindelige US-betjente med en arrestordre kunne næppe stille meget op, hvis det ville arrestere de mistænkte for terroraktionerne.
USA har derfor efter manges mening en ’god sag’, ved at føre krig mod netværket i stedet for at sende betjente, og egentlig også ved at signalere til andre svage stater, at de risikerer international vrede, hvis de modtager ’netværket’ – eller huser andre terror-netværker. Verdensordenen er præget af USA. I alvorlige situationer skabes og manifesteres dens form. Golfkrigen var første gang. Da blev det slået fast, at stater ikke må invadere hinanden for at få gevinster. Den 11. september udløste den næste gang: En samling om, at terrorisme ikke er en acceptabel og brugbar kampform.
I løbet af oktober kom miltbrand-kampagnen. Vi ved endnu ikke, hvem der står bag. Det er dog sikkert, at de færreste ønsker, at biologisk krigsførelse bliver en del af dagligdagen,. Derfor kan indsatsen mod miltbrand blive det tredje tilfælde, hvor verdensordenen slås fast.
David Gress skrev for nylig i Politiken, at de fundamentalistiske utilfredse i Mellemøsten ikke er de fattige eller ledende, men den opstigende middelklasse. Den debat, som Gress rejser, er vigtig, men måske forholder sagen sig omvendt. Mange opstigende i de mellemøstlige middelklasser ser demokratisering, kvindefrigørelse og (socialt engageret) markedsøkonomi som idealer og personlige muligheder.

Det er snarere den tabende mandlige middelklasse, der føler sig trængt. Samuel Huntington har foreslået, at Osama bin Laden, hvis han bliver erklæret skyldig, skal idømmes en kønsskifteoperation og sendes tilbage til Afghanistan. Så ville han selv komme i kløerne på den tabende klasse, der støtter terroren, tvinger kvinder ud af arbejdsmarkedet, forbyder musik og politiske ytringer. Og så kunne han prøve at være kvinde under den form for styre, hvis udbredelse han har kæmpet for. Huntingtons forslag er selvfølgelig ment som en provokation, og ikke et reelt indlæg, men det peger på nogle virkelige problemer: Nemlig, at der er forskellige samfundsvisioner og dermed fremtidige klasseforhold på spil her.
De umiddelbare tabere i den nye verdensorden, der fremmer parlamentarisk demokrati og markedsøkonomi, er netop dem, der vil miste deres magtbastioner, når denne orden spredes. Det vil være dem, der baserer deres magt på religiøse institutioner, som vil blive undergravet. Det vil også være dem, der kontrollerer centrale dele af traditionelle økonomier. De vil miste deres magtgrundlag, når multinationale firmaer kommer ind, eller når nye lokale iværksættere udkonkurrerer dem på markedsbetingelser.

Der er ikke noget overraskende i, at grupper forsøger at modsætte sig udbredelsen af den amerikanske model. Det virker tværtimod som et let forklarligt forsøg på at tage skæbnen i egne hænder. I Danmark har vi også grupper, der i første omgang taber på globaliseringen og som søger at ’holde Danmark dansk’.
Det er dog svært at forestille sig, at sådanne samfundsgrupper i længden vil have succes. De baserer sig på fortiden, og deres visioner er netop blevet udfordret, fordi store dele af verden i praksis for længst har overhalet dem. Det er nok sådan, at de med terror og måske også andre midler kan forhale udviklingen, men hvis den amerikanske model i fremtiden bliver begrænset, bliver det ikke på grund af de tabende klassers modstand. Det bliver snarere fordi, der udvikles former for økonomisk aktivitet og politisk deltagelse, der overgår den aktuelle orden.
Er dette indlæg en betingelsesløs hyldest til USA? Nej. Det er på den ene side en støtte til de demokratiske idealer om ytringsfrihed, lighed for køn, racer, tro og fysisk forskellighed og på den anden side en modstand imod, at nogen får deres vilje med terror.
Det er klart, at terroren ikke må få os til at glemme de mange uretfærdigheder og problemer, som verden i øvrigt byder på, men det er vigtigt af foretage en afkobling mellem fænomenerne. Ellers kan vi komme til at gå terroristernes ærinde.
En af flyhistoriens helte, Charles Lindbergh (der som den første fløj alene over Atlanten) fik sin lille søn kidnappet. Lindbergh var blevet millionær og berømt, kidnapperen var fattig og utilfreds. Drengen blev imidlertid dræbt uafhængigt af såvel faderens som kidnapperens situation. Episoden kan ved sin forfærdende enkelhed måske vise, at selv om der er ulighed i verden, kan forbrydelse eller terror ikke retfærdiggøres.

Til gengæld er det positivt, at verdens demokratiske kræfter viser solidaritet og ikke lader sig kue. Koncerten for New York blev holdt i medfølelse med ,og til fordel for, ofrenes familier, og den blev lavet af en lang række i øvrigt USA-kritiske bands. Civilsamfundet slog til og bidrog til at forme denne verdensordens modstand mod terrorisme. Ikke, at civilsamfundet altid opfører sig pænt – organiserede borgere kan være lige så slemme som stater, som man så det på Balkan under krigene i 1990’erne, og med terrorangrebene den 11. september. I tilfældet med koncerten i New York var det imidlertid civilsamfundets gode side, der blev vist – og med stor effekt.
Koncerten viste nemlig fire ting, der er vigtige i kampen mod terror: At man gider vise medfølelse og give hjælp, at man tør samles i store mængder også efter den 11. september, at man ikke vil lade terroristerne hindre os i at leve, samt at også ikke-politikere sender dette signal. Med pulverbreve på danske posthuse kunne man ønske, at koncerten også ville blive vist for et dansk publikum.

*Birthe Hansen er phd. og lektor ved Institut for Statskundskab, Københavns Universitet.
Carsten Jensen er analytiker og ph.d.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu