Læsetid: 2 min.

Sæt ikke tiden i stå

Danskhedens fundamentalister vil tilbage til de gode gamle 1950’ere, da Danmark passede sig selv og alt var sort-hvidt. Eller var det?
Debat
2. november 2001

Religionskrig
Når danske muslimer som Hizb ut-Tahrir opfordrer til hellig krig mod den moderne samfundsorden, skræmmer det mange danskere. Og ikke uden grund. Det gør også mig ubehageligt til mode at dansktalende, veluddannede og dygtige, unge muslimer ikke accepterer demokratiets spilleregler.
De er intolerante og fordømmende både overfor Vestens værdier og over for de muslimer, som ikke tolker Koranen på deres måde. Og det er uacceptabelt.
Vi skal derfor bekæmpe det demokratiske underskud, som den islamiske fundamentalisme trækker i sit kølvand. Men når det er sagt, er det også fantastisk nødvendigt, at vi vender os mod danskhedens fundamentalister. Det har været dybt tragisk at opleve borgerlige politikere – især fra Dansk Folkeparti – stå i kø for at mistænkeliggøre islam og styrke opfattelsen af, at der bag enhver muslim gemmer sig en farlig terrorist.

Markant advarselssignal
Det er en fuldstændig absurd konklusion, og det er et markant advarselssignal om, at de ’danske fundamentalister’ har mistet sansen for proportioner. De kommer let til at ligne dem, de fordømmer. Dansk Folkeparti raser over Hizb ut-Tahrirs nedgørelse af den amerikanske kultur og de vestlige værdier, men hævder samtidig at der kun findes én civilisation: Vores.
De hylder menneskerettighederne og religionsfriheden – bare ikke, når det gælder muslimers rettigheder. De bekæmper intolerancen ved selv at være intolerante.
Det er manipulerende at fremstille bin Laden – og herhjemme Hizb ut-Tahrir – som repræsentanter for alle verdens muslimer. Virkeligheden er snarere, at de er islams fjende nummer 1!
Dansk Folkeparti har på mange måder været med til at sætte en vigtig dagsorden. De har peget på den usikkerhed, som globaliseringen og det multietniske samfund skaber for mange danskere. Det er en relevant debat.

Villige og kyniske
Men Dansk Folkeparti tror, at løsningen er at bekæmpe flygtninge og indvandrere – især de muslimske af slagsen – og at isolere Danmark fra omverdenen. De tror, den hellige grav er velbevaret, hvis vi bare skruer tiden tilbage til de gode gamle 1950’re. Og de er tilsyneladende villige og kyniske nok til at bruge alle midler.
Tænk hvor langt vi kunne nå, hvis Dansk Folkeparti og andre islam-modstandere brugte deres talenter på at søge løsninger i stedet for konflikter.
I stedet vælger mange at hetze muslimer på en måde, der i store træk ligner de ekstremistiske muslimers hetz mod demokratiet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her