Kronik

Se sandheden i øjnene

Der er grænser for grådighed, og vi har en historisk pligt til at tage verdens tilstand alvorligt – også under en valgkamp
19. november 2001

Historisk set
Blikket glider ned over Ritzau-telegrammernes overskrifter på udkig efter noget, der er relevant for valgkampen. »Sneen på Kilimanjaro smelter« står der. Telegrammet er indløbet onsdag den 6. november kl. 5.17.
Er det relevant? Næ. Det er Greenpeace, der fremlægger det i Marrakesh, hvor Kyotoprotokollen skal forsøges færdiggjort. Ingen med forstand på de dele bestrider rigtigheden af oplysningen. Den lægger sig til striben af tilsvarende fra især IPCC, FN’s ekspertpanel.
De har sunget sangen i 11 år nu, og den er blevet stadigt mere truende. For 11 år siden lykkedes det ellers, for en kort periode, at få selv regeringspolitikere til at diskutere hvordan vores politiske strategier kunne komme på niveau med disse skræmmende oplysninger. Der blev i månederne efter blev fastlagt målsætninger og opstillet handlingsplaner.
Men allerede dér skred alvoren. Ingen af disse planer svarede til problemets omfang – og det fik den nedslående virkning at gejsten også gik af folk. Når det ikke længere var meningen, at vi skulle gøre alt hvad vi kunne, men kun så meget vi kunne uden at genere nogen synderligt, så kunne man jo lige så godt lade målene være overkommelige. Realistiske, kaldes det på ’politisk’.
Ikke alt er sort i sort. Der er sket en del på grønne afgifter og på vedvarende energi. Danmark har også gjort en bemærkelsesværdig indsats i forhold til ulandene. Vi ligger i top med bistand, og vi gør skam meget ud af det med miljøet. Men kun når vi sammenligner os med de andre – ikke når vores indsats holdes op imod problemernes omfang. Og nu smelter isen på jordens top, på Nordpolen og på toppen af ækvator. Følgerne for jordens livsvilkår kan blive voldsomme.
Den grundforestilling som har båret velfærdssamfundet, at kagen bare kan vokse, dvs. at vi kan få gode vilkår til alle uden at nogen behøver at skære ned i deres materielle forbrug, er blevet så grundfæstet, at de riges grådighed er blevet acceptabel, ja, respektabel.
Det er ikke god tone at minde om, at fattigdomsproblemet er så stort som nogensinde, og at vi kan vente os nye strømme af flygtninge, nu også miljøflygtninge.

Men Jorden er ikke større end den er. Der er bastante grænser for grådighed. De fysiske og biologiske begrænsninger lider flertallet af mennesker allerede under i dag, forureningen breder sig, affaldsmængder hober sig op, og der er knaphed selv på basale ressourcer som rent vand.
Befolkningsvæksten hører med i et realistisk billede af klodens evne til at være beboelig for os alle. »Dommedagsprofeter og mørkemænd!« råber man efter dem, der minder om dette helt banale og basale: At der er grænser for enhver materiel vækst. Ingen af de seriøse rapporter siden Grænser for Vækst fra 1972 har gjort andet end at flytte rundt på tal og tidsfrister. Vi har aldrig vidst det så klart som nu – og taget det så let.
Ok, man har i årevis forsøgt sig med et mantra om kvalitativ vækst, dvs. vækst uden yderligere brug af ressourcer, men endnu har ingen politiker haft både mod og magt til at virkeliggøre den. Elendigheden stammer givetvis fra ordet ‘vækst’. Bruger man det ord, foregøgler man folk, at de uhæmmet kan få flere og flere forbrugsgoder, defineret som dem, der indebærer brug af materialer og energi og medfører forurening.
’Kvalitativ vækst’ høres, som om vi kan forsætte som før, bare vi producerer lidt miljøsmartere. Leflende populister får her frit spil. Vi i de rige lande breder os indiskutabelt over de fattiges livsrum – og over vore egne børne- og oldebørns! Det er en sølle trøst, at vores teknologi bliver stadig mere effektiv.
Indenfor nogle områder har man rigtignok klaret at begrænse både ressourceforbruget og forureningen fra den enkelte enhed, men de små kvalitative forbedringer bliver bestandigt overhalet indenom af kvantitativ ekspansion.
Eller for nu at bruge udtryk som også Information har været i nærheden af: Efficiency er godt, men rækker ikke, hvis ikke også sufficiency er med. Og intet ord er så håbløst passé som ’nok’. Og selvom regeringens ’bæredygtighedsplan’ slår fast, at vi skal ned på 25 procent af ressource energiforbruget, ses det ikke i de aktuelle forslag. Der tør man dårligt nok satse på det man kan få ud af skrappe effektivitetskrav. Der er jo heller ingen grund til at gøre noget som helst seriøst, når man på forhånd har opgivet at gøre det, der skal til.

Det er en smal sag at tabe modet i politik, hvis man har påført sig selv klarsyn. Men til held og besvær for mig selv er jeg et kristent menneske, der har fået pålæg om både klarsyn og håb (ikke optimisme – den slags pladder, hvor man ser bort fra realiteterne, er håbets vrængbillede).
Derfor følgende opskrift:
*Se sandheden i øjnene. Lad det ikke kun være ekspertrapporter, Greenpeacemeldinger og den slags, der vover at nævne det. Mange meldinger derfra fremlægges ofte som om det var nok med ’bedst tilgængelig teknologi’ – altså efficiency. Hvor sandheden er, at nok ikke engang er nok. Vi skal reducere forbruget af ikke-fornybare ressourcer drastisk, hvis jorden skal have en chance.
*Insistér på at få en debat i gang om, hvordan man kan få has på de materielle privilegier hos de privilegerede – inden samfundet er gået i slum.
*Giv fuld støtte til foreliggende forslag om Global deal – hvor vi giver fuld gældslettelse, åbner vores markeder for de fattige landes produkter og tillader, at de laver kopimedicin til eget brug, medens de forpligtiger sig til at efterleve globale miljøregler.
Men allerede det vil give os de første chok – Ulandsbistand er jo billig, også selvom den hæves – langt barskere bliver ophævelsen af handelshindringer og hjemlige subsidier, for pengestrømmen løber fra de fattige til de rige.
*Samarbejdet i EU skal udbygges. Vi skal pulje landenes suverænitet, så vi bliver store og stærke nok til at kunne hamle op med storkapitalen (og USA). Demokrati og åbenhed må omsider udvikles i EU – det åbne samfund er vores bedste garant for en ansvarlig politik.
Et stærkt og demokratisk EU giver mulighed for at få gjort noget ved WTO. Under et sådant større demokrati bliver det også muligt at få inddraget selv de fattigste ulande, få givet dem den hjælp der tiltrænges, så de selv kan styrke uddannelse, sundhed, demokrati og en relevant produktion indenfor de grænser biosfæren og hensynet til andre lande naturligvis også sætter for dem.
Kun på den måde kan de blive værdige deltagere i det internationale demokrati. De må ud af rollen som ofre og stakler.
*Skal der troværdighed bag vores miljøkrav til ulandene må vi selv være ordentlige. Her døjer vi med det populistiske lefleri. Men jeg tror man undervurderer folk. De fleste vil gerne være ordentlige.
Mennesker er ikke djævle – men de er heller ikke engle. En englestrategi, hvor man er god, uanset om de andre så scorer gevinsten, kommer der ikke noget ud af. Men kan vi ved klar lovgivning sikre at alle må yde deres, kan vi også få folk med til meget mere. Læg mærke til at folk gerne betaler skat, når de ved, at de andre også betaler.
Der skal sættes ind på en stribe områder, men store udfordringer er transporten og IT. Det første mangler vi ikke viden om. Den energieffektive bil kan let udvikles, men brugen skal begrænses. Vi kender også metoderne, vi har rigeligt af forskning, handlingsplaner og idekataloger. De skal strammes op og kollektiv trafik i kombination med den geniale cykel skal have gode vilkår.
Problemet er kun(!) manglende politisk mod. Årets ’asfaltforlig’ var et slemt tilbageslag. Luftfarten skal ikke hjælpes på fode med nye strømme af subsidier – den er i forvejen gennemsubsidieret. I stedet bør man sætte ind med omsider at produktudvikle luftskibet. Flere steder i Europa er man i gang med at kunne bruge det til tunge transporter.
Tænk om det kunne lade sig gøre: Det ville være herligt, om vi kunne fortsætte vores faren omkring – med god samvittighed.
Med IT ser det straks værre ud. Men det må være muligt at stille krav til producenterne om at hardwaren skal kunne bruges, selvom softwaren skal fornyes. I betragtning af de mange optimistmeldinger for bare få år siden om vækst uden brug af ressourcer, må der være nogen, der arbejder med det. Ellers må de se at komme i gang.

Hvorfor har vi ikke for længst koblet markedsøkonomien på vores største projekt: Jordens overlevelse! med prissætning af det der her skal handles: størst mulig genanvendelse, lavest energiforbrug, lang holdbarhed – og mindste pladskrav.
Som regulator indenfor produktion er den uovertruffen. Politikerne skal ikke lægge sig fast på bestemte produkter, men stille kravene til miljø og ressourceforbrug. Derudover er det deres opgave at fastholde rammerne om de økologiske råderum indenfor hvilke denne produktion skal udvikles. Der må i tilgift til prissætningen arbejdes med kvoter, påbud og forbud. Der må være uomgængelige betingelser, som man ikke kan betale sig ud af.
Den slags betingelser kan markedet selvsagt ikke levere, det kan kun demokratiet. Også derfor er det så vigtigt, at det bliver omfattende nok, så vi står last og brast om projekt ’Jordens overlevelse’.
Danmark kan sagtens begynde, nogen skal jo. Der er givetvis mange andre, der vil være med, når de opdager, at der faktisk er nogen, der har tænkt sig at tage verdens tilstand alvorligt. Jeg er ikke i tvivl om, at hvis de store dagsordenspunkter, især frygten for terror, skal behandles seriøst, må disse temaer ind i valgkampen! Og selvfølgeligt kan det lade sig gøre. Det kræver blot klarsyn, håb og handlekraft. Og det er jo ikke så slemt endda.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu