Læsetid: 4 min.

Stilheden i Teheran

De i Vesten verserende rygter om en liberalisering i Iran er stærkt overdrevne. Oliekøbmændene får som sædvanlig det sidste ord
12. november 2001

Fra Teheran spørges ikke meget nyt. I vores opfattelse af regimet, som den kommer til udtryk de vestlige medier, lægges der vægt på at beskrive situationen som en håbefuld status quo, hvor de progressive tendenser repræsenteret ved præsident Kathami ganske ganske langsomt vil pible frem i lyset og – før eller senere – føre til demokrati.
Der kan imidlertid i høj grad sættes spørgsmålstegn ved om denne optimisme – hvor beskeden den end er - har hold i virkeligheden. Men først lidt historie.

Brik i stormagtsspil
Før første verdenskrig var Iran en brik i et klassisk stormagtsspil med England og Rusland som aktører, og med landets strategiske beliggenhed og opdagelsen af store olieforekomster som årsag. Med baggrund i enevælde, korruption og stormagtsindblanding opstod en reformbevægelse, som satte sig igennem med en reformvenlig forfatning i 1907. Knap 20 år senere tog Reza Kahn – en tidligere officer – imidlertid magten og lod sig krone til shah, hvorefter han indledte en moderniseringsproces a la Atatürk.
På grund af shahens tyskvenlighed under anden verdenskrig besatte Sovjet og England Iran, og Rezas søn Muhammed blev af englænderne indsat som shah. Styret savnede imidlertid folkelig og politisk legitimitet, og formåede ikke at gennemføre tiltrængte reformer. Samtidig voksede landets økonomiske afhængighed af de vestlige olieselskaber, og da den Nationale Front kom til magten under Mossadeq i 1951, nationaliserede han selskaberne.

USA’s vagthund i Golfen
Olieselskaberne og USA svarede hurtigt igen. Der blev organiseret en effektiv blokade af den iranske olieeksport, og da de udeblevne olieindtægter havde mørnet konjunkturerne, slog militæret og CIA til og væltede Mossadeqregeringen i 1953.
De følgende år opbyggede CIA (læs USA) SAVAK, shahens berygtede hemmelige politi, som medvirkede til at holde shahen ved magten til januar 1979. Så længe sad shahen på amerikanske bajonetter, og så længe fungerede Iran som USA’s vagthund ved oliekilderne i Golfen.

Lukket land
Som bekendt tabte de egentlige politiske grupperinger magtkampen til præstestyret, og bortset fra de nye magthaveres første turbulente periode har det siden været småt med oplysninger om iranernes liv og hverdag. Det følgende er meddelt af en iransk eksilorganisation, som af indlysende grunde ikke ønsker at offentliggøre detailjer om sin eksistens. Vi hører mest til Iran i forbindelse med valg til parlament og præsidentpost. Ved de to sidste valg har vi følt os beroliget ved, at Kathami er blevet valgt »med overvældende flertal«, og at hans tilhængere er rykket talstærkt ind i parlarnentet, sidste gang med flertal, hvilket naturligt har øget vores formodninger om en opblødning af systemet.

Galionsfiguren Kathami
Virkeligheden ser anderledes ud. Frem for at iværksætte konkrete reformer har styret snarere skærpet kursen. Indenfor et kort åremål er omkring 20 aviser blevet lukket, blandt dem flere som tidligere blev betragtet som regeringsvenlige. Et antal af de ved sidste valg tiltrådte parlamentsmedlemmer er blevet arresteret, ligesom ytrings- og forsamlingsfrihed samt retten til at danne partier og foreninger er ikke-eksisterende.
Valgene er illusoriske. De opstillede kandidater er godkendt af Vogternes Råd, og det må konstateres, at også Kathami er rundet af det præsteskab, der har den reelle magt og kan bruge ham som galeonsfigur. En høj stemmeprocent opnås ved, at den som har afgivet sin stemme får et stempel i sine identitetspapirer, hvilket er betingelsen for at han kan opnå en række materielle og offentlige ydelser som f. eks. pas og tilladelse til at indgå ægteskab. Det er vanskelligt at sige, hvordan Vestens tro på igangværende reformer er opstået, men olieselskaberne spiller en indirekte rolle.
Da styret også er trængt økonomisk, er der billig olie at hente i Iran. Men når f. eks. England ønsker at købe af ayatollaerne, er man nødt til først at berede jordbunden af hensyn til eventuelle kritiske forbrugere. I et års tid kolporterer man derfor et sæt rygter om nogle ikke alt for konkret definerede fremskridt, som formodes at være lige om hjørnet, hvorefter handelen kan afsluttes.

Henretter kvinder
Og styret er trængt! Et uhyggeligt symptom er bruddet med et tidligere absolut tabu: Offentlig hængning af kvinder. De iranske kvinder har vist sig at udgøre en så stærk revolutionær kraft, at det ikke er nok blot at kyse dem tilbage i hjemmene. Paris Match fra den 13. september dokumenterer hængningen af en 25-årig kvinde, som er blevet grebet med euforiserende stoffer, til trods for at det sjældent er kvinderne selv, der er brugere, men er sendt i byen af deres mænd eller brødre.
De i Vesten verserende rygter om en liberalisering må altså siges at være stærkt overdrevne, men vi lader endnu engang oliekøbmændene få det sidste ord. Og så viser Bush os jo i øvrigt, hvad der er bedst for friheden lige nu.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu