Læsetid: 4 min.

Sydkorea misforstået

De særlige asiatiske værdier er over tid blevet (mis)brugt til meget, ikke mindst i forbindelse med Sydkoreas udvikling siden Syngman Rhees styre i 1950’erne
23. november 2001

Nyliberalisme
Hans Hauge har den 19 nov., i forlængelse af Jørgen Steen Nielsens interview med den ghanesiske økonom Kote-Nikoi, forsøgt sig med et indlæg i det som kaldes »Mysteriet Ghana og Sydkorea«. Det er prisværdigt, at HH vil bringe debatten videre, og slå et slag for kulturen, men han kommer desværre til at bidrage endnu en misforståelse af årsagerne til Sydkoreas økonomiske mirakel.
Det hele startede med, at Anders Fogh Rasmussen i en kronik i Politiken kom til at skrive, at Sydkorea havde gennemløbet en succesrig vækstproces, fordi landet – til forskel fra Ghana – havde valgt »det åbne samfund, markedsøkonomi, frihandel«. Det turde være indlysende, at det ikke var udtryk for stor visdom at betegne en statskapitalistisk udviklingsmodel i Østasien som et liberalt dydsmønster.
Bedre bliver det selvfølgeligt ikke af, at den sydkoreanske økonomi i samme periode hørte til en af de mest koncentrerede og oligopoliserede økonomier i verden. Her fandt størstedelen af de økonomiske kredsløb sted inden i virksomhederne (de såkaldte Chaebols) og ikke, som foreslået af Fogh Rasmussen, på det berømte frie marked.
Videre var Sydkorea ikke åbent, men meget lukket og restriktivt overfor udenlandske virksomheders indtrængen, og landet benyttede sig i stedet af at optage store udlandslån og importere udenlandsk teknologi – især fra Japan.
Endelig var Sydkorea heller ikke før dets indtræden i OECD særlig åbent i handelsmæssig henseende. Det havde tværtom ladet nationale virksomheder vokse frem på et lukket marked, samtidig med at det eksporterede til det relativt åbne marked i USA.

Foghs elendige eksempel
Altså, alt i alt en udviklingsmodel, som er enhver venstreøkonoms mareridt. Spørgsmålet er således ikke om Sydkorea er et velvalgt eksempel på liberal politik, men hvordan det har kunnet falde Anders Fogh Rasmussen ind at vælge et så elendigt eksempel – især i en tid, hvor liberale økonomer og IMF i forbindelse med finanskrisen in Asien netop forsøgte at forklare Sydkoreas nedtur med henvisning til landets anti-liberale udviklingsmodel. (At denne forklaring heller ikke holder vand er en anden historie).
Et enkelt opslag i f.eks. Den Store Danske Encyklopædi kunne havde hjulpet Fogh af med de værste misforståelser, men ellers er det befriende, at den ghanesiske økonom i interviewet (15 nov.) sætter tingene på plads.
Der er tre hovedforklaringer på Sydkoreas vækstmirakel 1965-97. For det første den nyliberale forklaring, som Fogh Rasmussen forsøger sig med.
Den var ellers i forskerkredse afgået ved døden og godt begravet for 15 år siden. For det andet findes der en ny-merkantilistisk forklaring, der lægger vægt på, at staten har støttet, styret og disciplineret privat-kapitalistiske virksomheder, som led i en hastig national økonomisk udviklingsstrategi. Kote-Nikoi gør udmærket rede for hovedtrækkene i denne forklaring.
Den tredje forklaring er den ny-konservative, som lægger vægt på Østens/Sydkoreas særlige kultur. Her benyttes den traditionelle sociale organisering og de traditionelle kulturelle værdier som forklaringsfaktor. Det er her Hauge kommer ind i billedet efter at have læst Samuel Huntington, der som bekendt dyrker kulturforskelle til det yderste.
De særlige asiatiske værdier er over tid blevet (mis)brugt til meget. I forhold til Sydkorea blev først de anvendt til at forklare den politiske ustabilitet, korruption og uduelighed, som prægede Sydkorea under Syngman Rhees styre i 1950’erne. Dernæst benyttedes de samme værdier til at forklare den politiske stabilitet og den moderne økonomiske vækst i landet frem til midten af 1990’erne.
Endelig er disse værdier sågar også blevet brugt til at forklare, hvorfor Sydkorea endte i finanskrisens suppedas i 1997.

Dårligt udgangspunkt
Selvom kulturelle værdier er dynamiske, så hører de alligevel til det mere stabile faktorer i denne verden. Derfor danner de et dårligt udgangspunkt, hvis man vil give en seriøs forklaring på de op- og nedture, som Korea har gennemløbet siden Korea-krigens afslutning.
Dertil kommer, at forskere faktisk har haft betydelige vanskeligheder med at finde de værdiforestillinger, som Hauge/Huntington er inde på, i hovederne på den sydkoreanske befolkning.
Det er godt, at Hauge i modsætning til Fogh Rasmussen har læst på ’lektien’, men vi vil komme længere i forståelsen af Sydkoreas udvikling, hvis vi lægger Kulturen (med stort K) på hylden, og i stedet lytter til det, som den ghanesiske økonom havde at berette.
Det betyder ikke, at hans ny-merkantilistiske forklaring er uden problemer. Det betyder heller ikke, at socio-kulturelle faktorer ikke med fordel kan indgå i en mere fuldstændig forklaring, når vi vil forstå ’regimentiseringen’ af samfundet under Park Chung Hee; når vi vil forstå de særlige regionale netværks rolle i Sydkoreansk politik; når vi vil forstå nationalismens store betydning i landet; når vi vil forstå hvorfor kvindelige arbejdere så længe kunne aflønnes med under det halve af hvad mandlige arbejdere fik o.s.v..
Men her får vi brug for kultur med lille k, og det er nok bedst at lægge gamle Huntington på hylden igen, hvis vi ikke skal bidrage til en dobbelt misforståelse.
Det samme vil utvivlsomt gøre sig gældende, hvis vi vil undgå en primitiv og stereotyp forståelse af Ghanas udviklingsproces, men det overlader jeg trygt til den betydelige Ghana-ekspertise, som findes i kongeriget.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu