Kronik

Hvis terroristerne vinder...

Solidaritet over grænser er ikke alene en moralsk forpligtelse, men også en sikkerhedspolitisk nødvendighed
Debat
15. november 2001

Økonomi & Politik
Den tragiske pointe er, at vi risikerer at tabe kampen mod terrorismen.
Klyngebomberne over det i forvejen middelalderlige Afghanistan kan skabe mere håbløshed, mere had og mere terror.
Vi må styrke den ’menneskelige dimension’ i den internationale politik.
Efter den 11. september er gamle fjendebilleder under opbrud. Putin erklærer : »God bless America«, der organiseres pro-amerikanske demonstrationer i Teherans gader, og en række republikker i Centralasien er gået ind i et samarbejde med USA. Det er glædeligt, og man kan kun håbe, at landene i den store koalition vil få øjnene op for, at de har fælles interesser, der rækker ud over bekæmpelse af terror.
Men landene i koalitionen har forskellige værdier. Koalitionen mod terror er en pragmatisk koalition – ikke en demokratisk koalition.
Hadet vokser ikke alene i Kabul og omegn men i hele Den Tredje Verden, hvis umiddelbare sympati ikke tilfalder gale mænd som Bin Laden fra Saudi Arabien, men indbyggerne i det fattige Afghanistan. Bomberne kan næppe forventes at formilde den foragt som mange, ikke mindst i Mellemøsten, nærer til et Vesten, som de ikke finder mange grunde til at elske som deres næste.
Prisen for den yderst pragmatiske alliance er høj. Den omfatter Rusland, Kina og regeringer i Uzbekistan, Pakistan, Egypten og Saudi Arabien, hvis respekt for menneskerettighederne ikke er imponerende.
Definitionen på terrorisme i koalitionen spænder vidt. Flere af landene har overnight udvidet den til at omfatte oppositionen i deres egne lande, uanset om disse er gale ekstremister eller blot tillader sig at påpege manglerne i de respektive landes demokrati. Måske er de sågar dobbelt uheldige ved både at være en del af oppositionen og være praktiserende muslimer.
Glemt er tilsyneladende EU’s og det amerikanske udenrigsministeriums vedvarende samt velbegrundede kritik af den undertrykkelse af oppositionen, som finder sted i disse lande.
I vor iver efter at komme terroren til livs, må vi ikke ud fra kølige, realpolitiske overvejelser overlade f.eks. tjetjenerne til deres egen skæbne. Den russiske fremfærd i Tjetjenien er præget af grove krænkelser af menneskerettighederne, og kræver dagligt civile ofre. Der er reelt tale om statsterrorisme. Det kan ikke være rigtigt, at tjetjenerne skal betale prisen for at engagere Rusland i et internationalt samarbejde. Målet må være både at styrke samarbejdet med Rusland – hvis Rusland selv er parat hertil – og samtidig insistere på, at landet respekterer sine mindretals rettigheder og de fundamentale menneskerettigheder, herunder bl.a. retten til frit at ytre sig.
Kravet om fuld og hel respekt for menneskerettighederne må også gælde for de store lande, ellers er konventionerne ikke det papir værd, de er skrevet på. I dag Tjetjenien, i morgen……Og vi i Vesten må være parat til at fastholde et klart engagement i menneskerettighederne også når der er mere klassiske udenrigspolitiske hensyn på spil. Her er tavshed gråt metal, mens tale er guld.
Mere grundlæggende er det et problem, at vi i EU har forsømt at udvikle en sammenhængende Ruslandspolitik.
Et andet eksempel på risikoen for, at Vestens nye alliancer i kampen mod terror kan føre til, at vi fortrænger eller vælger at se bort fra fundamentale humanistiske værdier, er tibetanernes legitime krav om, at deres religiøse og kulturelle rettigheder respekteres. Det generelle billede er, at de borgerlige og politiske rettigheder i Kina er blevet forværret i de senere år. Det gælder især ytrings- og forsamlingsfriheden. Der er afsagt hårde domme over medlemmer af Kinas demokratiske opposition og den religiøse Falun Gong-bevægelse. Antallet af dødsdomme og formodede tilfælde af tortur er i stigning.
Uanset terror-koalitioner må vi forfølge indsatsen for universel anerkendelse af og respekt for menneskerettighederne, herunder de politiske og civile.

Hvis ikke dialogen fører til forbedringer på disse områder, bør vi gå ind med åben kritik. Her er tale guld…...Det er ikke rimeligt endsige begavet, at Bin Ladens terror skal føre til, at vi vender ryggen til de undertrykte i Kina. Set i et mere langsigtet perspektiv vil det også virke kontraproduktivt: Vi risikerer, at muslimerne i Xinjiang radikaliseres, og at der opstår ny grobund for terrorisme.
Saudi Arabien er et eklatant eksempel på, at vore realpolitiske overvejelser i mange år har vejet alt for tungt. For at sikre adgang til landets righoldige olieressourcer har Vesten stiltiende accepteret et brutalt og undertrykkende diktatur. Det er også tankevækkende, at en lang række af terroristerne den 11. september kom fra Saudi Arabien.
Der er behov for, at mere ideale og værdimæssige betragtninger kommer til at spille en større rolle i den internationale politik – på bekostning af snævre og ofte kortsigtede sikkerhedspolitiske eller forsyningsmæssige overvejelser. Også for at forebygge terrorisme.
Den pragmatiske koalition mod terror er ikke enige om definitionen af terror. En række af deltagerne har yderst tvivlsomme definitioner – resultat : Et yderligere had til alt, hvad de undertrykte grupper forbinder med Vesten, inklusiv Vestens accept af deres daglige fornedrelse. Et sådant had kan aldrig retfærdiggøre sindssyge handlinger men man behøver ikke et AOF-grundkursus i psykologi for at forklare, hvorfor et sådant had potentielt udvikler sig til sindssyg terrorisme.
Dog er det glædeligt, at reaktionerne på den 11. september samtidig rummer spiren til en ny international retsopfattelse. Verden reagerer med baggrund i FN-resolutioner, og det er udtryk for, at det tidligere så sakrosankte princip om national suverænitet må vige til fordel for hensynet til universelle menneskerettigheder. Vi har i de senere år set ansatser hertil : Pinochet-sagen for nylig, men også konflikterne omkring kurderne, Bosnien, Kosovo og krav om international retsforfølgelse og udlevering af tidligere diktatorer i Afrika.
Beslutningen i 1999 om at oprette en international straffedomstol var et vigtigt skridt i den rigtige retning – forhåbentlig vil Bush-administrationen genoverveje sin afvisende indstilling til at deltage i denne domstol.

Læren af den 11. september er mere end noget andet, at trygheden og sikkerheden i det 21. århundrede kun kan findes i et meget tættere internationalt samarbejde. Menneskehedens gensidige afhængighed og verdensfredens skrøbelighed har aldrig været mere åbenlys end nu.
Sikkerhed som vi (troede) vi kendte den er nu en saga blot. Vor tids sikkerhed baserer sig først og fremmest på erkendelsen af, at intet menneske er uafhængig af sine omgivelser og ingen stater eller samfund kan eksistere uden skelen til de nære – og de meget fjerne omgivelser.
Fattige menneskers desperation i Kenya kan i værste fald føre til rige menneskers ulykke i København. Behovet for internationalt samarbejde og solidaritet over grænser er ikke alene en moralsk forpligtelse, men også en sikkerhedspolitisk nødvendighed.

Amerikanerne er ubetinget verdens militære supermagt, og ingen kan bedre levere det militære svar på terroristernes syge gerninger end det amerikanske forsvar.
EU’s rolle er i den nuværende situation nærmest ikke eksisterende, og de europæiske statsledere må konstatere at informationsstrømmen om krigen, som de via NATO vel og mærke er aktivt involveret i, er større fra CNN end fra det Hvide Hus. Men den Europæiske Unions rolle og ansvar er uomgængeligt. Lige så stålsatte vi skal være i vores støtte til amerikanerne når det gælder vores fælles kamp imod terrorisme, ligeså overbevisende skal EU engagere sig i de virkelige årsager til terrorismen. Således må EU ikke forveksle loyalitet og solidaritet med ubetænksomhed og misforstået solidaritet. Man kan ikke bebrejde amerikanerne deres handlen – på det korte sigt – men vi undrer os over at europæerne tilsyneladende helt har opgivet at sætte en selvstændig – og langsigtet – dagsorden.
EU kan – trods åbenlyse begrænsninger – blive verdens moralske supermagt. Samtidig med at Unionen varetager medlemslandenes interesser, bør den aktivt arbejde for de humanistiske værdier, vi er fælles om.
Men den pragmatiske koalition bygger ikke på moral, og vores frygt er, at EU helt har opgivet en udenrigspolitik på to ben – det militære kombineret med det moralske. Indsatsen for fred og frihed handler ikke bare om krudt og kugler, men også om handel, social og økonomisk udvikling, Internet, sundhed og uddannelse. Den bør dreje sig om ’blød sikkerhedspolitik’, hvor det gælder om at forebygge konflikter og krig – og ny terrorisme.
Her kan den Europæiske Union spille en nøglerolle på den internationale scene, såfremt EU’s ledere vågner op og påtager sig ansvaret. EU er verdens største bistandsyder til Den Tredje Verden og sætter generelt bløde værdier omfattende demokrati, menneskerettigheder og udvikling højt på dagsordenen.

Forhåbentlig kan tragedien den 11. september på denne måde blive begyndelsen på en mere retfærdig verdensorden – ikke alene retsligt, men også økonomisk og socialt. Dette forudsætter dog, at EU ikke alene og fuldt ud berettiget støtter helhjertet op om den fælles kamp, men også påtager sig ansvaret for aktionens andet ben – den bløde sikkerhedspolitik. Den langsigtede strategi overfor terrorisme kan ikke forenes med prisen for den pragmatiske alliance, ligesom det er klart, at bomberegn ikke alene skaber en mere tryg verden.

*Erik Boel er landsformand for Europabevægelsen

*Martin Rossen er Master i international politik og medlem af
Socialdemokratiet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her