Lørdagskronikken
WTOs fjerde ministermøde i Doha blev en milepæl for det globale samarbejde. Både fordi det fandt sted efter de store topmøde-demonstrationer i Seattle, Gøteborg, Genova og Prag, hvor det globale samarbejde gik i stå. Og fordi ministermødet fandt sted kort tid efter den 11. september. Mødet i den lille og meget varme ørkenstat kom dermed til at virke som et termometer på det internationale samarbejde. Det kan berettes, at patienten fortsat har feber, men overlever og er i svag bedring.
Ser man på substansen, er der måske ikke så meget at skrive hjem om. U-landene kom til Doha for at få gennemført den gamle handelsaftale, Uruguay Runden, mere retfærdigt og nægtede at tage nye emner ind, før det var sket. EU kom med en lang ønskeliste til den nye Doha Runde, men med meget få penge til at betale med i form af indrømmelser til u-landene. Kompromiset blev, at u-landene fik en række, ofte vage løfter, om bedre implementering af den gamle runde.
Derudover blev det aftalt, at starte den nye Doha Runde snævert, men slutte den bredt. Forhandlingerne om investeringer, konkurrencelovgivning, offentlige indkøb, handelsprocedurer og en række miljøspørgsmål skal nemlig først sættes i gang på den femte ministerkonference i år 2003. Det gør det muligt at få emnerne med inden Doha Runden meget optimistisk forventes at slutte den 1. januar 2005. Derudover måtte EU sluge en gevaldig kamel når det gælder arbejderrettigheder. De røg endnu længere ud af WTO, men er til gengæld blevet styrket marginalt i den internationale arbejderorganisation ILO.
Kompromiset gør det muligt for alle at tage hjem og kalde det en succes. EU kan sige, at det bliver en bred runde. U-landene kan sige det modsatte. Alle får ret, og WTO får fred til at gå i gang med forhandlingerne.
En af de helt positive resultater i Doha var, at det lykkedes at køre forhandlingerne mere åbent og demokratisk end nogensinde før. Det var afgørende for en succes, da det netop var manglen på demokrati som fik forhandlingerne til at bryde sammen i Seattle. Denne gang forsøgte man at gå nye veje, blandt andet undgik man arbejdsgrupper, som uværgeligt kører de små u-lande ud på et sidespor. De har ofte kun to-fem deltagere med, og kan derfor umuligt kan følge plenum, fire-fem arbejdsgrupper og en række uformelle grupper på samme tid. Dernæst blev processen med at udvælge en lille gruppe lande til at køre de afsluttende forhandlinger, det såkaldte Green Room, kørt langt mere åbent og formelt. Og der var flere af de aller fattigste u-lande med.
Det virkede. I modsætning til Seattle gik kun ganske få lande ud og kritiserede processen og demokratiet i WTO. Dermed smuldrede NGOernes vigtigste angreb på WTO - nemlig at de små u-lande bliver presset, bestukket og truet til at give indrømmelser. De 2-300 NGOer, der som kamelen var kommet gennem nåleøjet til Qatar, blev derfor nærmest betragtet som lidt daglig kolorit snarere end som centrale pressionsgrupper, der kunne kaste ørkensand i WTO- maskinen. Det var bestemt ikke Seattle.
Doha blev dermed endnu et eksempel på den nye koalitionstænkning, som har præget tiden efter den 11. september. Verdens lande står tættere sammen, og forståelsen for de store demonstrationer og for kravet om at nedlægge globale organisationer som WTO, Verdensbanken og IMF er mindsket. Og der er en meget lille tolerance overfor ethvert forsøg på at bruge metoder der bare lugter af vold og opstand. Når stormen raser, rykker landene sammen.
En anden vigtig ændring, der vil forme det fremtidige globale samarbejde, er en klar tendens til at u-landene bliver mere og mere interesserede i WTO, og de fordele som WTO kan give dem. U-landenes eksport er faktisk vokset mere end de rige landes eksport i de sidste år. Og u-landene ser pludseligt WTO som et vigtigt bolværk mod protektionisme og nationalisme i de rige lande. Samtidig var u-landene langt bedre forberedt, organiserede og magtfulde i Doha end nogensinde tidligere. Det vil i høj grad forme fremtidens WTO. Det førte blandt andet til oprettelsen af en arbejdsgruppe om handel, gæld og finansiering i WTO og langt mere tekst om udviklingsbistand end nogensinde før. WTO kan dermed blive en central aktør i den Global Deal, som Danmark og en række andre rige lande gerne vil indgå med verdens fattige lande på Verdenstopmødet om Bæredygtig udvikling i Johannesburg næste efterår.
Omvendt bliver USA, som ellers var drivkraften i GATT/WTO i de første 50 år, mindre og mindre interesserede. Amerikanerne havde meget lidt at komme efter i Doha. De har en rimeligt god adgang til andres landes markeder. De har gode bilaterale investeringsaftaler, som sikrer deres transnationale selskaber. Trods retorikken er de ikke for alvor interesserede i nye bindende aftaler om miljø eller arbejderrettigheder i WTO alene af den grund at de ikke har underskrevet en række af de globale miljøaftaler eller arbejdsretlige konventioner. Og de har en global aftale om Intellektuelle Ejendomsrettigheder, der er meget favorabel for de amerikanske interesser. Der er med andre ord ikke mange nye ting på amerikanernes ønskeliste og samtidig ved de, at de har endnu mindre at betale med end EU. Derudover oplever amerikanerne nu i stigende grad, hvordan de bliver nedstemt af u-landene, på følsomme emner som anti-dumping told, tøj og tekstiler og andre typer markedsadgang. Og de oplever, hvordan de bliver dømt i WTOs panelsager. Det er ikke populært i kongressen. Den amerikanske dagsorden handler derfor mere og mere om at forsvare deres eksisterende interesser, snarerer end at være en drivkraft i WTO-samarbejdet.
Mest slående var det dog, at katastrofen den 11. september ikke satte sig stærkere spor i WTO. Forventningen var, at det sikkerhedspolitiske ville spille en markant rolle og at WTO ville få genoplivet visionen fra starten i 1947 og fra EU: Fred skal skabes gennem et stærkt og bindende økonomisk samarbejde.
Men den 11. september havde ikke fået amerikanerne til at tage flere indrømmelser til de fattigste lande med til Doha. Det havde til gengæld fået dem til at tage en hær af sikkerhedsvagter med, og et skib med 2.200 marinesoldater som blev placeret uden for havnen i Doha. Amerikanerne kom for at forsvare sig, og ser stadig fred og sikkerhed som noget der handler om militær og misilskjold. Det var nedslående, for WTO er verdens vigtigste fredsorganisation. Den bedste garant for fred og stabilitet i fremtiden er netop, at vi får koblet verdens lande tæt sammen i et bindende samarbejde. Men det var ikke den vision amerikanerne kom til Doha med. De virkede skræmte, defensive og indelukkede. Fortsætter den tendens ser det skidt ud for det globale samarbejde og for WTO. Man kan frygte, at vi vil opleve situationen i FNs handelsorganisation, UNCTAD, i 70erne og 80erne. Efter at være blevet stemt ned af u-landene i talrige sager, satte USA sig for at marginaliserer UNCTAD. Det lykkedes, og UNCTAD er i dag en hensygnende organisation, som man, efter de seneste beslutninger i Doha, snart kan skrive en nekrolog over.
USAs defensive rolle fik til gengæld EU til for alvor at træde i karakter. EU-landene var offensive, aktive og dagsordenssættende. De blev brobygger mellem USA og u-landene på områder som TRIPs og anti-dumping. Og de blev indpisker på emner som miljø, sociale forhold, investeringer, konkurencelovgning og teknisk bistand. Den eneste, men alvorlige skramme i lakken, var den europæiske landbrugspolitik, som fortsat og vedholdende er en snærende spændetrøje for en aktiv europæiske profil i WTO. Den spændetrøje kunne EU ikke ryste af i Doha blandt andet fordi den franske præsident Jacques Chirac står overfor et valg, hvor han får hårdt brug for de franske landmænd. Men EU-landene var åbne, debatsøgende, dialogsøgende. Den profil lover godt, omend indrømmelserne fra EU var yderst beskedne.
En af de afgørende begivenheder i Doha var Kinas optagelse i WTO. Det er både en revolution og et paradoks, at verdens største kommunistiske land nu er blevet medlem af frihandelsorganisationen WTO. Formand Mao må vende sig i graven. For Kina kan det betyde starten på en barskere konkurrence, privatiseringer og et markant pres på de store statslige virksomheder. Mange kinesere kan frygte fyresedler og arbejdsløshed. Men det betyder også øget markedsadgang, vækst, udvikling og nye arbejdspladser.
Med Kinas optagelse kan Danmark og de fleste rige lande sætte et lille plus ud for handelsbalancen. Men vi kan sætte et lille minus ud for danske mærkesager som miljø, menneskerettigheder og arbejderrettigheder. Både fordi presset på Kina vil aftage nu hvor de rige lande, og ikke mindst USA, ikke længere kan bruge truslen om handelssanktioner til at fremme reformer i Kina. Og fordi Kina, efter alt at dømme, vil blokere i WTO for at netop de emner kommer langt. Her vil Kina krybe i ly i det beduintelt, hvor lande som Indien, Malaysia og Pakistan allerede opholder sig. Men det vigtigste er måske, at WTO med Kinas optagelse, og udsigten til at Rusland kommer med, for alvor er blevet en global organisation. Da WTO blev dannet den 1. januar 1995 var der 76 medlemmer. I dag er der 144. Tre ud af fire medlemslande er nu u-lande. 20 procent af verdens samlede produktion er dækket af reglerne. Og antallet af panelsager i WTOs tvistbillæggelsesorgan er steget markant. I de sidste 15 år før WTO blev dannet fra 1980 til 1994 var der 122 panelsager, her 51 som førte til en dom. I de første fem år med WTO var der hele 185 sager, med 62 panelafgørelser. Det er en markant udvikling for et system som bygger på bindende aftaler og globale retsregler. Det kan blive til meget mere.
WTO kom derfor styrket ud af Doha, og er for alvor ved at blive en af de vigtigste globale organisationer måske allerede den vigtigste. Og sammenlignes det tidlige EU med WTO i dag er der mange lighedspunkter. I begge organisationer startede det med en vision om at skabe fred og sikkerhed gennem økonomisk samarbejde, selv om den vision i de sidste årtier har været glemt og overset i WTO-systemet.
I begge organisationer har det været tydeligt, hvordan det snævre økonomiske samarbejde om frihandel har tvunget landene til at sætte stadigt flere emner på dagsordenen. Efter etableringen af det indre marked i EU kom der for alvor skub i udviklingen af fælles standarder og regler på alt fra miljø til sociale spørgsmål. Den udvikling går desværre alt for langsomt i WTO. Men det er derfor frihandel er så vigtigt.
Frihandel er ikke vigtigt fordi det, som mange liberale politikere tror, i sig selv skaber mirakler. Men fordi kun en fri og åben verden kan sikre et stærkt globalt samarbejde.
Hvis verdens lande lukker sig inde bag høje toldmure og nationalisme, så vil det internationale samarbejde gå i stå og de svageste lande lades i stikken. Frihandelen er en afgørende katalysator for det globale samarbejde. Men frihandelen kræver en stærk global regulering og en stærk global fordeling. Derfor må vi kombinere frihandelen med stærke globale regler for miljøbeskyttelse og med bindende aftaler om en bedre fordeling af verdens velstand helt som EUs strukturfonde eller de danske kommunale udligningsordninger. Det er her WTO halter langt, langt bagefter. Der blev ganske vist snakket mere om miljø og udviklingsbistand i Doha end nogensinde før i WTOs historie. Men der er langt igen.
Doha blev dog et lille skridt i den rigtige retning. Spørgsmålet er om WTO vil udvikle sig til et globalt EU, eller fortsætte som en forholdsvis snæver organisation der diskuterer tekniske toldsatser og markedsadgang. Man kan frygte det sidste. Efter Doha er der et spinkelt håb om det første.
*Christian Friis Bach er lektor i International Økonomi på Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole og tidligere formand for Mellemfolkeligt Samvirke. Han har netop udgivet debatbogen The Global EU visions for the World Trade Organization der kan hentes gratis på www.TheGlobalEU.dk.
