Læsetid: 4 min.

Al magt til drengerøvsmaleriet

De censurerede udstillinger accepterer blot det trendy
Debat
27. december 2001

Kunst
Kunstverdenen er som cykelsportverdenen: Vil du til tops må du prostituere dig selv, dvs. sælge din sjæl. Indenfor kunstverdenen går vejen til toppen uomtvisteligt gennem de censurerede udstillinger, også selvom det betyder, at du må svigte dit eget udtryk og påtage dig tidens, som i dag er det såkaldte drengerøvsmaleri. Har du din egen unikke stil, som ikke kan presses ned i en kunsthistorisk genre-kasse, så er det stort set umuligt at komme med på en censureret udstilling, da disse søger at give et mere eller mindre ensartet indtryk af tiden, altså en rød tråd.
Er der mange som sender stribede malerier ind til Kunstnernes Efterårsudstilling eller Charlottenborgs Forårsudstilling, så bliver der satset på ’det stribede udtryk’, og afvigende eller mere selvstændige udtryk sorteres fra. Det er altså ikke talentet der er afgørende, men evnen til at ramme moden. Dit udtryk kan være in eller yt. Intet andet.
Mange af de frasorterede kunstnere kommer selvfølgelig og ser udstillingen for at finde ud af, hvem der er kommet ind i varmen, i stedet for dem selv, og for at danne sig et indtryk af, hvilket udtryk der denne gang er gennemgående. Nogen efteraber herefter tidens nye udtryk, i håb om at komme med på næste censurerede udstilling. Nogle gange lykkes det, andre gange ikke. Det er altså i høj grad et spørgsmål om at ramme tidens tone, ligesom indenfor mode og design.

Desperate forsøg
Men er det virkelig kunstnerens rolle? Er billedkunsten ikke netop det sted hvor der skal være plads til det frie udtryk, ikke en masse desperate forsøg på at være mest in eller mest grim eller mest provokerende. At være original er at være sig selv.
Det ulykkelige er imidlertid, at de censurerede udstillinger spiller en altoverskyggende rolle i dansk kunstliv. Jeg vil vove at påstå, at de, i højere grad end akademierne, bestemmer hvilke kunstnere der klarer sig og hvilke der ikke gør. Har du som kunstner ikke udstillet på en censureret udstilling, er det nærmest umuligt at få lov at udstille på etablerede gallerier, der har råd til at gøre reklame for dig.
De etablerede galleriejere vil ikke satse på ukendte kunstnere, der ikke har fået det blå stempel fra en censureret udstilling. Det er måske derfor så mange unge håbefulde talenter svigter deres eget udtryk, i forsøget på at lave noget der er oppe i tiden. Det er alt for afgørende for en kunstners liv og virke om han/hun lukkes ind i den lille sluttede cirkel og får del i lagkagen. For er du først med i lagkageklubben, så har du nem adgang til gallerier, legater, kunstnersammenslutninger mv. Det kan sammenlignes med en anden lagkageklub, nemlig cykelsportens: Vil du være med i professionel cykelsport, så må du tage epo. Vil du være med i kunstelitens lagkageklub, så må du bekræfte dennes eget udtryk og sørge for at din kunst passer ind i lagkageklubbens fortolkning af tiden.

Den direkte oplevelse
Noget andet der kan sætte mit pis i kog, er at man efterhånden skal have en doktorgrad i kunstforståelse/kunsthistorie for at kunne tænke sig til, hvordan det er meningen, at vi skal opfatte det udstillede kunstværk. Den direkte, umiddelbare oplevelse eller følelse er åbenbart ikke god nok. Mange af de værker der finder vej gennem nåleøjet på de censurerede udstillinger, er værker, der alene kan opfattes med fornuften og analysen. På den måde holdes følelserne ude.
Værker som udelukkende har den hensigt at være smukke (et fy-ord i dansk kunst) eller rørende, og som appellerer til følelserne, sanserne, kroppen, bliver ofte kaldt banale, mens værker der intellektualiserer over kunsten bliver kaldt geniale. Som om det intellektuelle er en værdi i sig selv. Nogle gange bliver udtrykket så fortænkt at det nærmest bliver vrøvl. F. eks er det efter min mening dybt uinteressant at se på et plasticlåg fra en gammel malerbøtte, hvorpå der er malet to prikker som øjne, en streg som næse og en buet streg som mund. At den slags lort finder vej gennem Charlottenborgs censur er mig en gåde, når der hver år er flere tusind malerier at vælge imellem.

En lukket fest
Det virker komplet selvcentreret, som en lukket fest for de par hundrede kunstnere i DK som er inde i varmen – og for de kunsthistorikere/kritikere, der løber efter som stakåndede hunde og slikker de selvtilfredse kunstnere i røven – eller er det omvendt? Man kan roligt sige, at lige så megen skønhed og intensitet et kunstværk kan rumme, ligeså grim er selve kunstbranchen.
For øvrigt ville det pynte på den stærkt betændte branche, hvis man som ansøger til en censureret udstilling (og til akademierne) var anonym. På den måde sikrer man i højere grad end nu, at en kunstner ikke bliver bedømt på sit navn, men sin kunst. Sådan fungerer det ved f.eks komponist-konkurrencer og på journalisthøjskolen, hvorfor så ikke her?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her