Kronik

Emil Nolde –– nazist og jødehader?

Emil Nolde og nazisterne – de fleste tænker på maleforbud og modernistisk kunst, der af nazisterne blev betegnet ’entartet’. Men sandheden er en anden
Debat
17. december 2001

Der er næppe nogen tysk kunstner, der er gået så meget i hjerterne på et dansk publikum som Emil Nolde (1867-1956). Nolde-museet i Seebüll syd for den dansk-tyske grænse ved Tønder modtager hvert år tusindvis af besøgende fra Danmark.

Gæsterne falder for den mystiske og stærkt personlige dimension, som Emil Nolde tilførte den tyske ekspressionisme. Oven i dette ligger vel også en snert af sympati for et offer. Det lykkedes nemlig Emil Nolde at tegne et billede af sig selv som et offer for nazisternes forfølgelse. Men hvad de færreste danske gæster i Seebüll ved, er, at Emil Nolde var nazist.

Han korresponderede blandt andet med propagandaminister Joseph Goebbels, var stærkt antisemitisk i flere af sine udtalelser og ikke alene den forfulgte uskyldighed, han især med sine »umalede billeder« har haft succes med at fremstille sig selv som.

Den 27. april 1933 – altså 11 uger efter Hitlers terrorvalg den 5. marts – skrev Emil Nolde et brev til den norske kunsthistoriker Henrik Grevenor. »I denne politisk urolige vinter er der sket så meget, som hele tiden har optaget én, fordi vi jo oplever den stærkt gennemførte og fantastiske rejsning af det tyske folk,« skrev Nolde fra sit atelier i Berlin (min oversættelse).

Tonen i brevet er euforisk. Nolde gik en anden vej ind i nazipartiet end den almindelige. Maleren var nemlig medlem af NSDAP’s Nordslesvig-afdeling, da han regnede sig selv som en del af det tyske mindretal nord for den dansk-tyske grænse.

I 1916 slog Emil Nolde sig sammen med sin danskfødte kone, Ada, ned i Utenwarf ved Møgeltønder. Fire år senere kom afstemningen, som Nolde ignorerede. Selv sagde han, at han ikke ønskede at stemme imod sin kones fædreland. Men han lagde ikke skjul på, at han følte sig tysk, og at hans sympatier ligger på den tysknationale-højrefløj.

Med den nye dansk-tyske grænse blev Emil Nolde dansk statsborger, og han beholdt sit danske pas resten af livet. Det er måske et paradoks, som man skal være født i grænselandet for helt at forstå. Nolde følte sig hverken som nord- eller sydslesviger, ej heller som friser. Hans identitet var vestslesvigsk, og 1920-grænsen opfattede han derfor som ligegyldig.

Som et bevis på dette slog maleren sig i 1927 ned i Seebüll i Nordfrisland, samtidig med, at han beholdt sit danske pas og fortsat var medlem af det tyske mindretal nord for grænsen –– hvilket set fra Seebüll egentlig var absurd.

Det er også i dette lys, Emil Noldes medlemskab af nazistpartiet skal ses. I mellemkrigstidens nazistiske rejsning blandt det tyske mindretal i Nordslesvig var et nazimedlemskab normen. Der blev i mange tilfælde set skævt til hjemmetyskere, der ikke bakkede op om de nye nationale toner i riget.

Nolde blev ikke medlem af NSDAP fra den ene dag til den anden ligesom otte millioner tyskere. I 1934 tilsluttede han sig en af de mange konkurrerende NS-afdelinger, der fandtes i Nordslesvig, og et år senere blev alle hjemmetyskernes indbyrdes stridende afdelinger ensrettet til NSDAP-Nordschleswig. Nolde var hermed nazist og medløber i terrorstaten.

Var han blot en opportunist, der håbede, at han kunne slippe gennem nazisternes nåleøje? Professor Uwe Danker, direktør for Institut für Schleswig-Holsteinische Zeit- und Regionalgeschichte konkluderede i et indlæg, som han for noget tid holdt på Nordfrisisk Institut i Bredsted i Sydslesvig: »Da Nolde tog skridtet til at melde sig ind i nazipartiet, handlede han ingenlunde naivt. Han var tværtimod meget rationel. Men han tog ikke mindst skridtet, fordi det nazistiske tankegods lå ham nært.«

Der var mange sammenfald mellem nazisternes filosofi og Noldes, som stod i gæld til Nietzsche. Nolde gav allerede udtryk for sin spirende antisemitisme i Weimarrepublikken. I selvbiografien Das eigene Leben fra 1931 forklarede han sit brud med den jødiske kunstner Max Wittner således: »Raceforskellene kan have været en årsag til bruddet. Min kunst og dens stærke udtryksform var ham fremmed. Sydens mennesker fatter kun vanskeligt det skumrende og fantastiske ved Nordens kunst.«

Uskyldigt? Ja og nej. Nolde tager ord som »raceforskelle« og »den nordiske rejsning« i munden. Men samtidig skal man huske på, at Noldes kunst netop er meget nordisk i sin udtryksform – hans billeder fra marsken især, hans billeder fra det sydlige Stillehav i sagens natur i mindre grad. Nolde må dog have følt sig hjemme i partiet i mere end én forstand.

I 1934 blev hans sprogbrug mere skinger. I Jahre der Kämpfe skrev han om jøderne: »Gennem deres ulykkelige bosættelse i det ariske folks byer og gennem deres stærke indblanding i det ariske folks magtapparat og kultur er der gensidigt opstået en uholdbar tilstand.«

Ifølge Nolde måtte jøderne gøre, hvad de ville – blot det skete i deres »eget jødiske rige« –– altså Palæstina. Og de havde værsgo ikke at blande sig i tysk politik og kultur. Nolde plæderede for en udvisning af alle jøder fra Tyskland. Det altafgørende i Noldes forhold til nazismen er dog hans forhold til regimets kulturpolitik. Han håbede at blive en førende repræsentant for »en ny tysk kunst«.

Chancerne så også gode ud – til at begynde med. Propagandaminister Joseph Goebbels var stedse i en magtkamp med chefideologen Alfred Rosenberg. Mens Rosenberg kørte en hetz mod al »uren og utysk kunst«, og på »skændselsudstillinger« i Karlsruhe, Stuttgart, Chemnitz og Mannheim blev de store tyske ekspressionister også vist frem. Men Goebbels gik imod Rosenberg.

Propagandaministeren var især fascineret af billedhuggeren og grafikeren Ernst Barlach og Emil Nolde. Der hang således flere af Noldes akvareller i Goebbels’ arbejdsværelse i Berlin. Nolde var derfor i en ejendommelig situation. Han var begejstret for det nazistiske opbrud i Tyskland, og han håbede inderligt på, at Goebbels ville gennemtrumfe sin magt. Men samtidig med, at han fik personlige indbydelser til ferniseringer fra Goebbels, blev han skændet af Alfred Rosenberg.

Præsidenten for Preussische Akademie der Künste sendte en skrivelse til Nolde, hvori han bad den nordtyske kunstner melde sig ud. Men Nolde nægtede. Situationen var forvirrende –– indtil 1937. Under et besøg hos Goebbels så Hitler Noldes akvareller på væggen og udtrykte sin afsky over for billederne. Goebbels sagde ja og amen til Hitler i alt, hvad føreren foretog sig og mødte derefter Nolde med desinteresse. Noldes kunst fik det officielle stempel som vanartet (entartet).

I 1938 skrev Nolde et brev til Goebbels: »Jeg opfatter nedrakningen som speciel hård, fordi jeg fra nationalsocialismens begyndelse som den eneste tyske kunstner gik i åben kamp mod den fremmede dominans af tysk kunst og imod den urene kunsthandel,« hed det i brevet.

Hvad Nolde mente med »den urene kunsthandel«, havde han aldrig lagt skjul på. Det var jødiske gallerister og profitmagere. »Min kunst er tysk, stærk, streng og inderlig. Heil Hitler!« sluttede Nolde.

Kun få kunne have sagt det klarere. For Nolde var den eneste af de anerkendte tyske modernister, der så direkte forsøgte at få sin kunst integreret i den officielle kulturpolitik 1933-45.

Afgørende er dog, at Nolde aldrig tilpassede sin stil efter nazisternes æstetik, som mange middelmådige kunstnere gjorde i 1930’erne. Hans billeder kan derfor stadig betragtes som det, de også er. Blandt andet et udtryk for det moralske dilemma, som flere af de første tyske modernister stod over for: Samtidig med at Nolde var eksperimenterende, var han netop konservativ. Hvordan er det så lykkedes Nolde at iscenesætte sig selv som politisk troskyldig og som et uskyldigt offer for nazisternes forfølgelser?

Under alle omstændigheder kan de billeder, han malede i al hemmelighed, »de umalede billeder«, som han skabte efter sit maleforbud i 1941, betragtes som en form for modstand mod naziregimet. Altafgørende er dog de åbenlyse modsætninger, der er mellem de forskellige udgaver af Noldes selvbiografier. Der blev nemlig udsendt én før Anden Verdenskrig og én efter.

Den sene selvbiografi er renset for alt det forkerte. Efter krigen skrev kunstneren i sine erindringer: »Jeg skrev breve, hvor jeg forsvarede mig selv på det kraftigste... men med åndelige våben var der ikke noget at gøre. De herskendes æstetiske niveau var frygteligt lavt. Alt sammen var så trøstesløst hæsligt.« Lidt andre ord end før 1941. I 1952 fik Emil Nolde den tyske fortjenestmedalje, landets højeste civile anerkendelse.

Hans Chr. Davidsen er journalist ved Flensborg Avis

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michael Kongstad Nielsen

Kig på Noldes billeder i stedet for al
denne nazismesnak og overdrevene dyrkelse af kunnsterens gøren laden. Det minder om nedgøringen af Knut Hamsuns værker efter Anden Verdenskrig

Hans Emil Hansen fra Nolde voksede op i tågerne i marsken. Man kan forestille sig, hvilket kulturchok det har været for ham at få øje på en rød blomst.

De satte sig spor i hans sind. Hvor han og hans hustru kom frem lavede de haver med farvestrålende blomster.

Han besøgte Lildstrand i 1901 og lavede i fiskerlejet enkle stregtegninger i sort på hvidt. Nolde betegnes som en religiøs maler.

Han malede senere ansigter i helt forkerte farver

Hitler gav udtryk for, at hans slags kunstsvindlere og deres forhistoriske krusseduller burde sendes tilbage til stenalderhulerne, hvor de kom fra.

Over 1000 af Noldes værker blev derfor konfiskeret som degenereret, og ingen anden kunstner nåede så højt et tal.

Jeg besøgte for nylig Noldes museum lige syd for Rudbøl. I ovenstående artikel finder jeg svar på nogle af de spørgsmål, jeg havde efter besøget.