Læsetid: 3 min.

Fogh på vippen

Fogh-regimets indre modsætninger gør det til et historisk mellemspil
4. december 2001

Efter valget
De borgerlige vil alt godt for børnefamilierne, de syge og de ældre. Nogle har i den anledning kaldt Anders Fogh en forklædt socialdemokrat. Minimalstatsprojektet, som Anders Fogh plæderede for i 1993 er aflyst. Tilsyneladende. Den nuværende regering afholder sig fra social massakre – minimumslønnen skal f.eks. bestå – men kravet om markedets dominans, som unge Fogh ville det, er ingenlunde opgivet.
Tempoet og redskaberne er derimod nye. Kulturen skal markedsdirigeres, universiteterne skal markedsdirigeres, forskningen ligeså, og der skal forberedes omfattende privatisering. Nedlæggelse af Energiministeriet og Boligministeriet, og indførelse af en telefonsvarer på nogle kontorer i Miljøministeriet indvarsler mere marked, ligesom det erklærede ønske om at samle alle statslige selskaber fra Post Danmark over DONG til DSB i ét kontor for at modne hele dynen til salg udtrykker viljen til kvalitativ forandring. Det samme gælder begyndende privatisering af almennyttigt byggeri. Sigtepunktet er markedsdominans og minimalt fællesskab. Som Fogh ville det 1993 og vil det i 2001.
Der tegner sig et billede, hvor venstrefløjen ligger til tælling. Tilsyneladende. Den modne Fogh og hans hold er stadig yderst politisk virile hvad angår det store mål: Afskaffelse af socialstaten.

Skrøbeligt fundament
Der er imidlertid tre forhold, som tilkendegiver, at den borgerlige blok hviler på et skrøbeligt fundament og er præget af dybe modsætninger.
*Ingen ville umiddelbart kendes ved den liberalistiske model under valgkampen. De borgerlige fortrængte deres hedeste drømme om udlicitering og privatisering – for en stund. Nyrup Rasmussen afsvor i flere omgange sit eget partis åbenbare flirt med den liberalistiske model gennem 90’erne. Man skal passe ekstremt meget på udlicitering inden for nye områder, ud med de private konsulentfirmaers skemaer i ældreplejen, fjern den uacceptable nedslidning af vore rengøringsassistenter under konkurrencens jag, sagde den forhenværende statsminister før og under valgkampen. Den ’moderne’ SF’er Jørn Jespersen, bedyrede ved flere valgmøder, at SF ville en offentlig sektor uden nogen form for udlicitering og privatisering. Marianne Jelved understregede de offentligt ansattes ret til at øve indflydelse på egen hverdag.
Italesættelsen pegede mod den (yderste!) venstrefløj – mod offentlig drift og selvforvaltning. Min salighed!

Selvdestruktion
Bag dette skift i tidsånden gemmer sig på ingen måde en stærk venstrefløj, men derimod den borgerlige models selvdestruktion. ISS er blevet jaget ud af Ålborg og de to venstrehøjborge Assens og Farum på grund af elendig rengøring, svenske plejehjem er blevet indliciteret fra privat til offentlig drift, og et af de mest omfattende globale privatiseringsprojekter, nemlig den engelske jernbane er inden for store områder brændt sammen. De private plejede børskurser, ikke skinnerne. Profit gik forud for sikkerhed, afsporinger og ulykker førte den 7. oktober i år til en de facto nationalisering af Railtrack PLC i England.
*Der bliver stigende behov for hjertevarme kvinder og mænd fra 3. landene, til just den ældresektor og sundhedssektor, som de borgerlige vil betænke med flere midler. Der fattes arbejdshænder. At efterlyse flere flygtninge falder ikke blot i tråd med et humant, internationalt orienteret menneskesyn, men også arbejdsmarkedets efterspørgsel efter flere arbejdshænder.
*De borgerlige har bedyret, at deres julegaver skal finansieres krone for krone. Man har hermed afvist en lempelse af finanspolitikken, og samtidig udelukket at finde de nødvendige midler gennem stigende skatter og afgifter, eller aftrapning/fjernelse af fradrag.

Foghs kattelem
Skattestoppet er regeringens kit. En uløselig modsætning træder frem. Tilbage er dog en vigtig kattelem: Fogh og hans regering kan vælge at træde i karakter som ægte liberalister: Man kan iværksætte nedskæringer/brugerbetalinger eller brandudsalg af arvesølvet – dvs. privatisering så det klodser.
Fanden tage venstrefløjen og fagbevægelsen hvis ikke man har blikket skarpt rettet mod disse modsætninger, og viser evne til at gøre Fogh-regimet til et kortvarigt historisk mellemspil. Inden Foghs egentlige dagsorden – den med markedets dominans – for alvor bider sig fast.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu