Læsetid: 2 min.

Fred – min bare

WTO er lige så fredsskabende et samarbejde som kolonitidens mellem England og Indien
Debat
3. december 2001

WTO
Når Christian Friis Bach i sin kronik den 24. november om WTO skriver, at »en vision om fred og sikkerhed… i de sidste årtier (WTO er syv år gammel, bm) har været glemt og overset i WTO-systemet«, så er det jo ikke svært at forstå hvorfor der er så megen krig i verden, med en sådan fredorganisation.
Christian Friis Bachs argument for WTO som fredsorganisation er, at »den bedste garanti for fred og stabilitet i fremtiden netop er at vi får koblet verdens lande tæt sammen i et bindende samarbejde«. Men det er jo ikke blot et spørgsmål om at være bundet, men også hvem der binder knuderne. At England og Indien var tæt bundet sammen handelsmæssigt i kolonitiden, gav ikke fred og stabilitet. Forudsætningen for, at handel kan styrke freden, er at dette handelssamarbejde ikke kommer til at foregå på de rige landes betingelser, men tager udgangspunkt i de svagest udviklede lande og udviklingslandene.
Og det er jo her, at den ene af de to fundamentale kritikpunkter af WTO er funderet: WTO er i dag en organisation, der handelsmæssigt fastholder de nuværende strukturer i samhandlen til fordel for de rige lande og de multinationale selskaber. (En anden hovedkritik går på, at WTO blander sig i al for mange andre ikke-handelsrelaterede områder (f.eks. patenter og offentlige serviceydelser)). Og som sådan er den ikke freds-, men konfliktskabende.
Inden Doha-mødet havde en række danske ulandsorganisationer stillet en række præcise krav til, hvad Doha-forhandlingerne skulle munde ud i bl.a. med hensyn til miljø og fattigdomsbekæmpelse, og der skulle ikke mere fokuseres på handelsliberalisering.

Uacceptabelt resultat
Slutresultatet af forhandlingerne var, ud fra disse krav og forventninger, absolut uacceptabelt. I slutdokumentet bliver alle ulandenes krav ’anerkendt’, ’bekræftet’, lovet ’undersøgelse’ i ret uforpligtende vendinger, mens EU’s og USA’s (og de multinationale selskabers) krav, generelt kommer i bunken af emner, der skal ’forhandles’, med en meget præcis beskrivelse af hvad der skal forhandles og hvornår (f.eks. skal ændringer i GATS gøres færdigt først).
Ikke et af de krav, Christian Friis Bach var rejst til Doha med på u-landenes vegne, fik han opfyldt. Han var med sine egne ord kun »et dagligt kolorit« i Doha. Ikke så meget som en sæk rådne æbler kom han hjem med. Og alligevel prøver han nu at overbevise os om, at vi skal udbryde: Hvad fatter gør er altid det rigtige.
At der kom en indrømmelse på spørgsmålet om mulighederne for at producere kopimedicin var så lille et fremskridt, at det ikke engang var blandt de fem hovedkrav de danske ulandsorganisationer havde stillet op til Doha.
Som han selv gør opmærksom på, var indrømmelserne fra EU beskedne og USA havde heller ikke taget nogen indrømmelser med til Doha. Så resultatet blev at WTO fortsatte i den samme gænge: Til fordel for de rige lande og deres selskaber, med en cementering af neoliberalismen som den grundlæggende verdensorden.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her