Kronik

Den hvileløse tænkning

Pædagogik er ikke mere blot et redskab for formidling af etableret viden. Om filosofi i en sårbar verden
Debat
5. december 2001

Pædagogik er ikke mere blot et redskab for formidling af etableret viden.
Om filosofi i en sårbar verden

Tro & Filosofi
For halvandet år siden vedtog Folketinget at nedlægge Danmarks Lærerhøjskole og et par andre pædagogiske institutioner, og til gengæld oprette Danmarks Pædagogiske Universitet, der for en gangs skyld ikke blot er en provinsfilial af et af de gamle universiteter.
Men hvorfor var det ikke nok at have en lærerhøjskole? Hvorfor var en faglig overbygning til skolefagene ikke tilstrækkelig? Hvorfor har det nye universitet ikke blot et institut for curriculum, der analyserer uddannelsessystemets indhold og funktion, men fire andre institutter for henholdsvis pædagogisk psykologi, antropologi, psykologi og filosofi?
Og hvorfor ville man have et universitet, som ikke alene henvender sig til alle fra ’det pædagogiske område’, men til alle professioner, der har brug for en højere uddannelse med fokus på pædagogik, dvs. på kunsten at lære nogen noget?
Det må være fordi verden har ændret sig. Viden og indsigt kan ikke mere opfattes som noget stabilt, der blot forøges og forbedres, og som derfor blot skal udbredes ved oplysning. Det vi ved om os selv, om samfundet og om naturen er under konstant forandring, og vi bidrager selv til denne forandring gennem vores praksis og fortolkninger.
Derfor kan pædagogik ikke mere blot være et redskab for formidling af en etableret viden. Gennem læring og kompetenceudvikling udvikler vi selv viden og skaber de forståelsesrammer, hvori vi kan bruge vores viden. Det betyder, at vi ikke kan nøjes med uddannelse i viden og indsigt, men vi må også forstå hvordan vi selv medvirker til at fremme denne viden og indsigt.
I denne sammenhæng har pædagogisk filosofi fået en særlig rolle at spille, og det er kommet til udtryk i oprettelsen af Institut for pædagogisk filosofi ved vores nye universitet.
Der er to grunde til denne nydannelse i Danmark.
Dels er den resultatet af en stadig mere intens debat om pædagogikkens betydning for menneskets liv i en ustabil verden. Her i landet har oplysning, opdragelse og ’indirekte meddelelse’ siden Grundtvig, Kold og Kierkegaard været genstand for en voldsom mængde litteratur og debat. Tænk blot på kritikken af elitedannelse, kravet om samfundskritisk ’erfaringspædagogik’, og som modvægt hertil ønsket om ’værdiafklaring’ i skolerne.
Dels er den et modtræk til pædagogikkens fortrængning fra visse nyere former for fagfilosofi, f.eks. på Københavns Universitet. Denne fortrængning er besynderlig, eftersom læring har spillet en central rolle i filosofien siden Sokrates og Platon. Hovedspørgsmålet for Sokrates var: Hvordan lærer man at tænke? Og Platons dialoger har ned gennem hele vores historie stået som modellen for en filosofi, der læres ved samtale mellem lærer og elev. I oplysningstiden (1700-tallet) nåede pædagogisk filosofi et klimaks med Rousseau og Kant, der begge betragtede disciplineringen som sekundær i forhold til lærerens omsorg for eleven. Senere kom Nietzsches kritik af dannelsesanstalternes moralisme – alt sammen centralt for en frigørende pædagogik i det 20. århundrede.
Pædagogikkens fortrængning fra fagfilosofien skete ved en indsnævring af filosofien til metodelære, logisk hjernegymnastik og gold argumentationsteori med den dertil knyttede foragt for ’de store filosoffer’ og ’livsfilosofferne’. Det kom allerede til udtryk, da Knud Grue Sørensen, der havde skrevet disputats om pædagogisk filosofi i 1950, blev forbigået til et professorat i filosofi ved Københavns Universitet, og i stedet måtte tage imod et særligt oprettet professorat i pædagogik. Fagfilosofferne ønskede ham ikke ind i varmen.
I det hele taget opfattede fagfilosofferne pædagogisk filosofi som letbenede overvejelser over populariseringen af viden, ikke i sig selv som virkelig filosofi.

Intet er imidlertid mere filosofisk end pædagogisk filosofi. Den er nemlig ikke blot teori om. hvordan man formidler andres tanker. Den er selv filosofi. Den forudsætter, at man ikke kan skille målet, den filosofiske indsigt i dannelse og uddannelse, fra midlet, som er selve den filosofiske dannelse gennem filosofi. Den erkender, at ingen formidlingsmetoder er neutrale, og kan være simple redskaber for hvad som helst. Metoderne er bestemt af det indhold, de skal formidle.
Pædagogisk filosofi kan da heller ikke blot være en tilfældig sammenstykning af filosofiske ideer og pædagogiske erfaringer, således at disse ideer og erfaringer blot skulle være gensidige redskaber for hinanden. Den er derimod som dimension for tænkningen helt igennem filosofi, medens dens faglige fokus helt igennem er rettet imod den pædagogiske praksis.
På denne måde er den fuldt så meget filosofi som de former for filosofi, der studeres og udvikles (med eller uden pædagogisk fokus) ved filosofiske og idehistoriske institutter. Den er måske endda mere relevant end visse andre former for filosofi, fordi den handler om, hvordan vi lærer at forstå det mest relevante i livet og handle derefter, ikke blot om, hvad man i almindelighed kan tænke, sige og gøre.
Filosofi er egentlig slet ikke nogen fagvidenskab. Den sætter spørgsmålstegn ved alt, og derfor kan den ikke holde sig til et bestemt genstandsområde som f.eks. psyken, samfundet eller menneskets kultur. En fagvidenskabs styrke ligger i dens begrænsning: Den undersøger et veldefineret område efter bestemte metoder. Filosofiens styrke ligger i at den ikke er bundet af noget område. Den er den hvileløse tænkning, ikke fordi den mangler et ståsted, men fordi den bestandig vil efterprøve alt, så kun det, der tåler kritik, står fast.
Denne uro i tænkningen svarer godt til en foranderlig verden. Og derfor råbes i dag på filosofi fra alle kanter.

Men når filosofi ikke er en fagvidenskab, er det så ikke selvmodsigende at indskrænke den til et bestemt område, pædagogikken? Vil pædagogisk filosofi ikke nærmest naturstridigt begrænse filosofien, der netop skulle gå på tværs af alle grænser? Kan man overhovedet lave sådan noget som pædagogisk filosofi?
Nu har filosofi ganske vist forskellige discipliner, såsom filosofihistorie, videnskabsfilosofi, æstetik, etik osv. men det pædagogiske kan ikke være en særlig filosofisk disciplin, da alle discipliner er mere eller mindre relevante for det pædagogiske felt. Tag blot etikken – eller idéhistorien.
Kunne man så ikke sige, at pædagogisk filosofi er en særlig form for anvendt filosofi? Nej, det går heller ikke, for anvendt filosofi forudsætter en grundlagstænkning som den anvender; f.eks. forudsætter anvendt etik på sundhedsområdet eller fødevareområdet, at der er en grundlæggende etisk indsigt og etiske principper man kan anvende på disse områder.
Pædagogisk filosofi er ganske vist også altid anvendt filosofi, idet vi anvender filosofien på bestemte områder som vi studerer konkret, f.eks. børns forhold i børneinstitutioner og skoler, voksnes læring i uddannelsesinstitutioner og/eller gennem it-kommunikation. Men pædagogisk filosofi vil ikke blot anvende en grundlagstænkning, den må også selv være det. Altså er den ikke blot anvendt filosofi.

Hvad er den så? Den er en filosoferen over den kunst at lære at filosofere, og dermed den kunst at lære at leve med alt, hvad livet kræver af indsigt og praksis. Som sådan kan den ikke være værdifri analyse, men må udtrykke et bud på en normativ, eksistentiel og social vision om det gode, som i dag, efter World Trade Centers fald, kun kan være visionen om verdensborgeren.
Derfor kan man naturligvis ikke lide den, hvis man helst vil have filosofi til at svæve i den blå luft, f.eks. som ’metaetik’ uden engagement.
Dannelse og uddannelse har ingen mening uden at man derved vil sikre det gode liv, forny det og finde kilderne til fornyelse. Men hvis mennesket kan og skal dannes og uddannes til at leve i samfund og natur, kan den filosofiske indsigt heri heller ikke have mening uden engagement.

*Peter Kemp er nyudnævnt professor i filosofi ved Danmarks Pædagogiske Universitet og holdt igår tiltrædelsesforelæsning om emnet: ’Efter World Trade Centers fald: Pædagogisk filosofi i en sårbar verden’

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her