Tro & Filosofi
Så er det over os igen, juleræset. Hvis ikke man er så heldig at være ansat i et kendt svensk møbelfirma, har man sandsynligvis allerede været til julefrokost på sin arbejdsplads, og gaveindkøbene er forhåbentlig ved at være på plads.
Til mit eget held, men også min overraskelse, viste det sig, at samme møbelfirma har holdt søndagsåbent hele julemåneden. Hvad er det for noget? Skal de mange muslimer, hinduer og sikher i møbelforretningen virkelig gå og knokle, bare for at vi materialistiske kristne kan opretholde vores sære vaner?
»Det er problematisk, at vores helligdage er kristne, for på sin vis er det dermed noget, alle bliver påtvunget. Jeg synes ikke, at det er så oplagt, at alle muslimer, ateister og andre skal tvinges til at fejre de kristne helligdage. Det er på tide, at man begynder at gennemtænke også det med helligdage, i forbindelse med, at landet er under forandring til et mere multietnisk, multireligiøst samfund. Hvorfor skal de muslimske børn bede om fri til deres helligdage, når de kristne ikke skal?«
Disse opbyggelige ord kunne man læse i Politiken pinselørdag i år. De kom ikke, som man skulle tro, fra et ungt menneske, som havde taget sin studentereksamen på en teknisk skole og derfor ikke havde modtaget historieundervisning, men believe it or not fra en religionshistoriker, lektor Tim Jensen fra Syddansk Universitet.
Nu ved jeg godt, at religionshistorikerens spørgsmål var retorisk, og selvfølgelig ved han, at helligdagene har en historisk forklaring. Men det er bemærkelsesværdigt, at den nivellerende jantelovstænkning, som for længst er opgivet i undervisningspolitikken, nu er ved at blive politisk korrekt på det kulturelle område: Nu hedder det ikke mere, at det som ikke alle kan lære, må ingen lære, men at den kulturarv som ikke alle har del i, må ingen eje.
Særlig ejendommeligt var dette budskab i Politikens sammenhæng, hvor overskriften på forsideartiklen bød på den trivielle sandhed, at det er traditionen og ikke teologien som dikterer helligdagene. Der ville ellers være mere logik i det omvendte ræsonnement: Hvis helligdagene var teologisk bestemt, var det vel et større problem for religionsligheden, at de var der.
Helligdagene er lige som meget andet til diskussion, fordi vi står i en ny situation i vores samfund; debatten mellem forskellige religioners repræsentanter, og brydningen mellem forskellige livsholdninger, slår af og til gnister. Måske er det også en alvorlig situation, vi befinder os i. Alvorlig blandt andet fordi vi nu har et regeringsbærende parti, hvis leder er meget tæt på at have erklæret kampen mod islam for sin mærkesag. Der er mere end nogensinde brug for at styrke tolerance, forståelse og religionsfrihed. Det er derfor ærgerligt, at velmenende journalister og kyndige religionshistorikere og religionssociologer eller religionseksperter, som det nu kaldes har så ringe sans for religionens betydning i samfundet. Min påstand er, at ophøjelsen af religionslighed til et overordnet ideal vil være til skade for både Danmark og det globale samfund. Det er der flere grunde til; den vigtigste er, at indførelsen af religionslighed vil føre til afviklingen af kulturen.
Når man støder på praksiser som tilsyneladende er diskriminerende, kan man naturligvis fristes til at kræve lighed: Hvorfor skal muslimer og metodister registrere fødsler på kirkekontoret? Hvorfor skal buddhister over skatten bidrage til præstelønninger i folkekirken? Hvorfor er det dyrere for en ateist end for et folkekirkemedlem at blive begravet?
Den kyndige religionshistoriker kan naturligvis sagtens svare: Kirkebogsføring er traditionelt en del af den civile borgerregistrering. Folkekirkens finansiering er af historiske grunde noget underligt rod. Kirkegårdsvæsenet ligger fra gammel tid i folkekirkens regi. Osv. osv.
Man kan sagtens fjerne uligheden på disse områder. Men hvis lighedsprincippet skal føres konsekvent igennem, må man fortsætte, for der vil stadig være megen ulighed tilbage: Juleaktiviteter i skolen må høre op (det er en kristen højtid). Fødselsdage må ikke fejres (det er diskrimination mod Jehovas Vidner, som ikke bifalder denne skik). Svinekød må tabuiseres i offentlige køkkener (både jøder og muslimer har forbud imod det). Oksekødet må ligeledes ud (hinduer fortærer ikke koen, som de anser for hellig). Højskolesangbogen bør udryddes af vor midte (den er fuld af kristne sange). Korset må stryges af flaget (skal muslimer og ateister tvinges til at hylde håndboldpigernes indsats under det kristne symbol?). Jellingstenens kristusbillede må atter ud af passets inderside, hvor det først for få år siden fik sin plads.
Men nu tårner problemerne sig op: Selve Jellingstenen kan naturligvis ikke blive stående i bogstaveligste forstand en anstødssten for ateister, muslimer og andre; den må sprænges i stykker som buddhastatuerne i Afghanistan eller anbringes på et antireligiøst museum som religiøse genstande i kommunisttidens Sovjetunion. De hvide landsbykirker præger landskabet i urimelig grad: De må jævnes med jorden.
Endelig må det naturligvis forbydes for arbejdspladser at holde lukket om søndagen: Skal ikke-kristne tvinges til at fejre Kristi opstandelse?
Med andre ord: Det lader sig ikke gøre at have et samfund hvor der hersker fuldstændig religionslighed, fordi historie og tradition i alle kendte samfund også indeholder religion. Religionslighed i den radikale forstand, som de citerede religionseksperter gør sig til talsmænd for, er ikke et gode og findes i øvrigt intet sted i verden.
Til det sidste kan man naturligvis sige, at menneskerettighederne heller ikke efterleves ret mange steder i verden, men at det ikke forhindrer os i at perfektionere vores egen standard. Men hånd i hånd med vores egne bestræbelser på at efterleve menneskerettighederne til det yderste, går netop vores indsats for at søge dem fremmet overalt.
Det logiske skridt, hvis vi gør konsekvent religionslighed til norm herhjemme, vil naturligvis være at kræve det samme på internationalt plan på samme måde som vi i stigende grad og med stadig skarpere midler kræver menneskerettighederne efterlevet overalt i verden.
Lad os se på nogle eksempler på, hvad det vil betyde: I Thailand symboliserer flagets tre farver rød, hvid og blå henholdsvis nationen, buddhismen og monarkiet, og sanghaen (det buddhistiske tempelvæsen) er tæt forbundet med stat og kongehus: uacceptabelt!
I Israel kan man mange steder kun få kosher-mad, og der bliver stille når sabbatten indledes: Diskrimination mod anderledes tænkende, indfør religionslighed!
I de arabiske lande er fredag efter muslimsk skik den ugentlige helligdag: Diskrimination mod de kristne mindretal! I Saudiarabien kontrollerer regeringen nøje de hellige byer Mekka og Medina, hvor kun muslimer har adgang. Slut med det, vi kræver lige vilkår for kristne og ateister: Om nødvendigt med FN-tropper må vi have åbnet de hellige byer for vestlige charterturister.
Er det virkelig det, vi ønsker?
Problemet er, at de ovenfor citerede religionseksperter tolker lighed som enshed og derved ser bort fra den banale sociologiske realitet, at i et samfund hvor over 85 procent af befolkningen tilslutter sig samme religion, vil de sidste 15 procent udgøre minoriteter. Og at hvis majoriteten i et demokratisk samfund skal have lov til at udfolde sig religiøst og kulturelt, så vil der altid være en oplevet ulighed fra minoriteternes side. Men bekæmpelsen af al oplevet ulighed er ikke en farbar vej. I stedet må kræfterne koncentreres om at pleje religionsfriheden og at fjerne formelle uligheder, når det kan gøres uden væsentlige kulturtab for majoriteten.
Der er et par supplerende grunde til, at et forsøg på at indføre den konsekvente religionslighed, ville være helt forfejlet.
Den ene er strategisk: Hvis flertallet af vanekristne folkekirkedanskere virkelig fik anledning til at føle, at indvandrerne kommer her og forsøger at ødelægge vores gode juletraditioner, så ville det for alvor være vand på den populistiske xenofobis mølle.
Den anden er pragmatisk: Der ville rejse sig et væld af definitions- og afgrænsningsproblemer, hvorom det bedste, jeg som fagmand kan sige, er at det ville give beskæftigelse til flere religionskyndige.
*Hvor langt går retten til religiøst bestemt påklædning: Kan muslimske kvinder af den strenge skole påberåbe sig retten til at undervise i folkeskolen med helt tilhyllet ansigt?
*Og hvornår er en anskuelse religiøs: Kan en kassedame kræve ret til at bære klaphat på arbejdet, hvis hun erklærer roliganismen for en religion?
Vi ender i det rene pjat, hvis ikke vi erkender at at stærkt element af historisk bestemt pragmatisme må være gældende i den måde, vi indretter vores samfund på.
Alt dette betyder naturligvis ikke, at alt skal sættes i stå. Den kristne tradition præger stadig vores samfund, men ikke med samme selvfølgelighed som tidligere, og det må vi justere efter. Hvis jeg var statsminister, ville jeg i morgen tidlig tage initiativ til, at kirkebogsføringen som civil borgerregistrering blev overført til verdslige myndigheder. Det er heldigvis en rent administrativ ting, så det kunne hurtigt gennemføres.
I overmorgen ville jeg nedsætte en arbejdsgruppe, som skulle kulegrave alle spørgsmål omkring folkekirkens finanser, med henblik på, i løbet af et par år, at få gennemført en gennemsigtig og konsekvent ordning, som omfattede, at præstelønninger blev betalt af folkekirkens medlemmer, mens staten gav et tilskud til vedligeholdelse af historisk værdifulde kirker.
Endelig ville jeg i næste uge påbegynde arbejdet med en udredning af problemerne i forbindelse med en eventuel adskillelse af stat og kirke.
Sideløbende med alt dette ville jeg etablere en tænketank af kløgtige folk, som ville gennemarbejde alle de problemstillinger, man kan komme i tanke om, hvor forskelle i religiøst tilhørsforhold kan give anledning til oplevet ulighed. I mit oplæg til tænketankens medlemmer ville jeg gøre det klart, at arbejdet skulle hvile på tre principper:
*Religionsfriheden skal sikres og plejes.
*Der skal gennemføres en øget grad af lighed mellem folk med forskelligt religiøst tilhørsforhold.
*Der skal værnes om den kulturelle arv også majoritetens.
Her skal religionsfriheden nemlig plejes, men janteloven skal ikke have lov til at diktere.
*Allan Poulsen er lektor i religion ved Svendborg Gymnasium
