Læsetid: 1 min.

Krig på kanten

De civile tab omfatter også sultens ofre
Debat
22. december 2001

Afghanistan
Martin Burcharth, i en leder den 11. december skriver du, at antallet af dræbte i krigen nok kan forventes at være mindre end man ellers skulle formode. Begrundelsen er større præcision i bombningen, som følge af specialstyrkernes identificering af militære mål.
En begrænsning af civile tab fra fejlbombninger er selvfølgelig godt, men du overser, at hungersnøden er blevet voldsomt forstærket af krigen. Ifølge World Food Program er millioner af mennesker i fare for at sulte i bjergområder i den kommende vinter. Det er for tidligt at gøre tabstallene op, men disse ofre må tages med i regnestykket over dræbte under USA’s krig.
I lederen omtaler du USA’s »ret til selvforsvar«. Problemet er imidlertid, at angrebet ikke er selvforsvar ifølge international lovgivning. USA hævdede selvforsvar i Sikkerhedsrådet, men ret til selvforsvar gælder kun indenfor meget snævre rammer. Landet skal selv være under angreb, gengældelse og »forebyggende selvforsvar« er udelukket, og andre midler skal være afprøvet før selvforsvar er legitimt ifølge FN. Husk at Bush afviste alle forhandlinger.
Man kunne indvende, at ulovligheden af militæraktionen er en mindre detalje, sammenholdt med afghanernes lidelser. Jeg mener derimod at de juridiske aspekter er mere end blot et diskussionstema.

Uheldige signaler
Når USA vælger at løse konflikter udenfor lovens rammer, undergraves FN’s troværdighed som fredsmægler. Uheldige signaler at udsende nu, hvor eksempelvis konflikten mellem Pakistan og Indien risikerer at udvikle sig til regulær krig. Forhåbentlig vælger Indien ikke at hævde sin ’ret til selvforsvar’ som svar på terrorismen i Kashmirområdet; situationen er jo sprængfarlig eftersom begge parter har atomvåben. Det er klart, at alle lande må opfordres til at respektere international lovgivning – også USA.

SVAR: Der findes ikke belæg for, at »hungersnøden er blevet voldsomt forstærket af krigen«. Chancen for at flere hungersramte i nordlige Afghanistan vil overleve vinteren er større end under et fortsat Taleban-styre. Nødhjælpsgrupper, der før måtte forlade landet eller fungere for lavt blus, vil få bedre adgang.
burch

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her