Det virtuelle rum
Er danskerne blevet nationalistiske og fremmedfjendske?
Det mener udenlandske medier efter valget, og Bjarke Møller gav dem i en stor artikel den 24. november ret. Han mener, at venstrefløjen også bærer et medansvar for opinions- og højrefløjsskredet, idet den ved sin fremhævelse af den danske velfærdsstats fortræffeligheder, og sin nationalistiske argumentation i forbindelse med EU-afstemningerne, har gødet bunden for og legitimeret især Dansk Folkepartis nationalisme.
Endvidere mener han, at fremmedangsten skyldes angsten for at miste materielle goder og den mere diffuse angst for globaliseringen, især angsten for at miste arbejdspladser.
Mens jeg kan være enig et langt stykke hen ad vejen i det første argument, så mener jeg, at Møller tager fejl i det andet. Der tales sjældent blandt etniske danskere om angst for tab af materielle goder selv om der er en udbredt surhed over, at de ligger samfundet til byrde, fordi mange er på overførselsindkomst men oftere om bevidsthedsmæssige forskelle og disses kulturelle udtryk, hvilket fører til konflikter.
Det tilbagevendende tema i negative udtalelser om fremmede er, at de skaber en masse problemer, fordi de ikke vil tilpasse sig, men ikke at man er imod fremmede. De skal bare opføre sig ordentligt.
Debatten forplumres af, at etniske, religiøse og evolutionære begreber sammenblandes i et væk. Problemerne skyldes ikke i sit udgangspunkt etniske forskelle, altså danskere over for fremmede, men før-moderne kulturer over for moderne kultur.
Til begreberne før-moderne og moderne kulturer knytter sig forskellige bevidsthedsniveauer, der afspejler en evolutionær udvikling fra mindre til mere differentierede og komplekse bevidsthedsstrukturer. Da den progressive del af befolkningen heller ikke har været i stand til at adskille begreberne er debatten blevet polariseret, så man enten er fremmedfjendtlig eller humanist. Det har ikke været stuerent at udtale sig kritisk om indvandrere og indvandring.
Når individer fra før-moderne kulturer kommer til højtudviklede senmoderne kulturer, opstår der problemer i kultursammenstødet. Ofte har de før-moderne mennesker meget dårlige forudsætninger for at opfylde de ret avancerede krav, der stilles på arbejdsmarkedet de simple, manuelle jobs forsvinder hastigt, og sproget udgør en væsentlig barriere og derfor kommer de ofte på overførselsindkomst.
Samtidig udsættes børn og unge for modsatrettede krav og påvirkninger fra de to kulturer, idet de i hjemmet i en opdragelsespraksis præget af kontante sanktioner oplæres til lydighed og rollekonformitet, uden at skulle tage selvstændig stilling og ofte kommer til at mangle sproglig kompetence mens det i uddannelsesinstitutioner og den offentlige sfære forventes, at de er verbalt ræsonnerende og selvstændigt tager stilling til tingene.
Resultatet bliver, at de unge bliver spaltede og ofte rodløse individer, der får sociale problemer. Kultursammenstødet medfører, at en del indvandrere søger faste holdepunkter i den oprindelige kultur og trækker sig tilbage til denne, hvorved integrationen forhindres. Dette forstærkes af den udbredte praksis med at hente ægtefæller fra hjemlandet.
Herved kan integrationen starte forfra, idet anden- og tredjegenerationsbørnene stadig fastholdes i den oprindelige kultur, og f.eks. ikke får lært dansk i førskolealderen. Der er således ved at udvikles en voksende underklasse af indvandrere og deres efterkommere, der lever i segregerede ghettoer.
Progressive danskere har hidtil begået den kulturrelativistiske fejlslutning, at fordi alle mennesker er lige, så gælder det også, at kulturer er ligeberettigede, hvorfor man ikke kan kritisere andre kulturer. Derfor bliver det også svært at kritisere andre kulturers praksisformer, f.eks. deres kvindeundertrykkelse, som man aldrig ville acceptere, hvis den foregik blandt etniske danskere, eller deres krav til det danske samfund begrundet i den muslimske mytologi, der vil medføre nedbrydelse af adskillelsen mellem religion og stat.
Resultatet ville nemlig blive, enten at de moderne universelle frihedsrettigheder ophæves, eller at kulturerne indfører forskellige retssystemer, dvs. en form for stammesamfund. Man må fastholde, at det moderne samfunds grundlag er de universelle frihedsrettigheder knyttet til individet, hvor grupper og kulturer ikke har krav på særrettigheder.
Hidtil har det stort set kun været de udstødte dele af danskerne i byernes betonkvarterer, der i det daglige har været udsat for det multikulturelle samfund. Det multikulturelle samfund er nemlig ikke bare, som Bjarke Møller skriver, et spørgsmål om kulturelle produkter som eksotiske madretter serveret på etniske restauranter som er en kulinarisk berigelse men om forskellige livsopfattelser og bevidsthedsformer, der støder sammen og skaber konflikter.
Når de etniske danskere har oplevet, at deres erfaringer og kritik blive ugyldiggjort af humanistiske danskere, er de blevet frustrerede og har ikke haft andre steder at gå hen end til Dansk Folkeparti, der som de eneste har artikuleret deres protest.
Den eneste undtagelse herfra har været de socialdemokratiske borgmestre på Vestegnen, der har mærket, hvor skoen trykker og derfor har forlangt begrænsninger i tilstrømningen, hvis ikke konflikterne skal eskalere yderligere.
For progressive danskere har det hidtil været gratis at være tolerante, da man ikke bor i samme kvarter som de fremmede og derfor ikke har problemerne inde på livet. Når progressive danskere endelig bor i samme kvarterer som de fremmede, som på det progressive, røde Nørrebro, ønsker man dog i praksis ikke at udsætte sine børn for det eksperiment, det er, at gå i skoler med mange indvandrere, men sætter sine børn i privatskoler. Det er kun de udstødte danskere, der i praksis skal tvinges til at bære byrden med at integrere de fremmede.
Resultatet har været, at racistiske tendenser desværre er på fremmarch, ligesom diskriminationen af indvandrere i dagligdagen er mere udbredt, end mange danskere er klar over, hvilket igen er med til at forstærke de fundamentalistiske tendenser blandt indvandrerne.
Problemet med progressive danskeres holdning har været, at den har været styret af en sindelagsetik, dvs. at man ved at udvise solidaritet over for forfulgte og mennesker i nød har vist sit rette sindelag, at man er et godt menneske.
Hvis man i stedet fulgte en konsekvensetik ville man spørge, hvad konsekvenserne af éns holdning bliver, eller hvad konsekvenserne af en fortsættelse af den hidtil førte politik vil være.
Er der f.eks. ingen grænser for, hvor mange indvandrere landet kan kapere? Det er ædelt at ville være solidarisk, men hvis resultatet er manglende integration, og stigende sociale og kulturelle konflikter, der truer den sociale stabilitet, så er der ikke tale om solidaritet, men egocentreret selvgodhed uden jordforbindelse.
Med asyl- og familiesammenføringsreglerne har den danske stat i realiteten fraskrevet sig at kunne styre indvandringen til landet. I stedet for en indvandringspolitik har vi en tilvandringpolitik. Hvis vi for fremtiden skal mindske integrationsproblemerne med indvandrerne, som vi har brug for til at formindske forsørgerbryden, må vi lade arbejdsmarkedets krav regulere, hvor mange og hvem, der skal have lov til at komme ind i landet.
Hvis den nuværende indvandring gennem familiesammenføringer fortsætter, vil det forøge presset på det sociale system og blive en bombe under det sociale system.
Mehmet Ümet Necef har formuleret det sådan, at vi har valget mellem enten at ofre integrationen af indvandrerne eller at ofre velfærdssystemet, fordi det er de høje mindstelønninger, der fungerer som barriere for ufaglærte indvandrernes adgang til arbejdsmarkedet.
Da velfærdsstaten er progressive danskeres hjerteblod, er der ingen anden vej end at begrænse indvandringen til kun at omfatte de personer, der besidder arbejdsmarkedsrelevante kvalifikationer, hvilket forudsætter en stramning af flygtninge- og familiesammenføringsreglerne.
Ellers vil de sociale konflikter og polariseringen blive forstærket. Samtidig kan vi koncentrere os om, at få integreret dem, der allerede er her. Det er et beklageligt paradoks, at det har været den mest bagstræberiske del af den moderne, danske kultur, der først og klarest har fornemmet konsekvenserne af tilvandringen af personer fra før-moderne kulturer, og som har formået at indlemme kritikken heraf i en sammenhængende nationalistisk og til tider skinger diskurs, men det skyldes, at den progressive del af befolkningen har svigtet sine grundværdier og overladt banen til højrefløjen.
Hvis ikke det for fremtiden lykkes at få gennemført en meget bedre styring af indvandringen og få integreret indvandrerne, kan man frygte, at Dansk Folkeparti ved næste valg får 20 procent af stemmerne.
Det ser dog ud til, at holdningen blandt progressive danskere er ved at ændre sig, eftersom stadig flere bl.a. gennem deres arbejde i den offentlige sektor som pædagoger, lærere og sagsbehandlere selv får problemerne ind på livet og begynder at tænke i konsekvenser og ikke mere fornægter problemerne.
*Per Clausen er lektor i dansk og samfundsfag
