Læsetid: 4 min.

Maria, Eva og småkagerne til jul

Josef blev reduceret til skaffedyr og pålagt at forsørge sin kones horeunge. Hvor er Foreningen Far i denne sag?
24. december 2001

Kommentaren - Mor Jul
Lad os i anledning af julen begrave myten om den gode mor. Hvis vi skal fejre Jesu fødsel, så kan vi passende starte med at korsfæste Jomfru Maria. For hele iscenesættelsen af myten om den ubesmittede undfangelse må være Marias eget værk.
At glide fra jomfrutilstanden direkte over i morrollen uden det mellemliggende besmudsende samleje er en af de helt store løgne i vores kultur. En fantastisk konstruktion, der cementerer kvindens magt inden for hjemmets fire vægge. Ingen mand kan konkurrere med en mor, der sætter symbiosen med sit barn i centrum i så ekstrem grad. Og hvor er Foreningen Far henne i den her sag? Hvorfor er der ingen mænd, der offentligt igennem de sidste to tusind år har protesteret over at stedfaderen Josef, historiens sande helt, blev reduceret til skaffedyr og uforvarende fik pålagt et ansvar for at forsørge sin kones horeunge?
Det blev oven i købet forlangt af ham, at han skulle udvise taknemmelighed. Den stakkels tøffelhelt står til grin og er vidne til at nogen har taget hans forlovedes mødom, skrider og aldrig nogensinde betaler børnepenge. Og denne nogen bliver oven i købet guddommeliggjort.
Selvopfunden moder
Jomfru Maria satte sig ud over elementære sociale og logiske spilleregler for at undgå vanære, straf og udstødelse. Al respekt for hendes overlevelsesevne og kampånd. Jeg synes det er stort, at man kan bygge en hel verdensreligion op på det.
Jomfru Marias historie er historien om den selvopfundne moder. Den monstrøse mor, der kun eksisterer som offer og martyr, for det er vel det hun gør, ved at give afkald på sin seksualitet.
Hvis det er den målestok den perfekte mor skal måles med, så vil jeg gerne melde mig ud. Jeg tror ikke på selvopofrelse som et middel til at gøre børn store, stærke og i stand til at klare sig selv. Og det er det yngelpleje handler om.
Nu er der sikkert mange moderne kvinder, der mener, de for længst har sat sig ud over den her gamle historie. Det troede jeg også selv. Indtil jeg opdagede, at jeg hver jul ligesom syntes det var meget vigtigt at bage småkager sammen med børnene. Og ikke nok med det, jeg blev plaget af den sorteste samvittighed, når tiden alligevel ikke var til det, eller når jeg i fortvivlelse brændte hele lortet på.
Der er selvfølgelig intet galt i at bage sammen med sine unger, hvis man selv synes det er skideskægt, og man ville gøre det under alle omstændigheder, børn eller ej. Men når den gustne illusion om den glade hjemmegående husmor fra 1950’erne sniger sig ind og griber en om struben, så er det på tide at vågne op og overveje, om ens børn har godt af ens egne forestillinger om den gode mor.
Hvad i herrens navn skal de med kunstige forestillinger, når man er til rådighed som sig selv; den ægte vare.
Næ, hvis vi skal tale om rollemodeller i den gode bog, så lad os gå direkte til urmoderen, Eva, den kvinde, hvis nysgerrighed satte hele evolutionen i gang. Al eksistens forudsætter en cyklus af liv, der efterfølges af
død, der generer nyt liv, der bærer kimen til sin egen død osv. Hvis paradiset var et evigt fastfrosset uskyldsøjeblik, så Gud kunne have sin egen lille legetøjsglaskugle at ryste med, så var Gud kun ude på underholdning for underholdningens skyld. Så er han ikke skaberen af livet, men den ensomme nar, der måtte opfinde et stykke langtidsholdbart legetøj for at slå tiden ihjel i universets uendelige nat.

Evas eget værk
Altså starter skabelsen af alt liv først, da Eva opdager sin egen seksualitet, som er en forudsætning for moderskabet. At sætte livshjulet i gang er således ikke Guds værk, men Evas.
Guds straf er den enorme arbejdsbyrde og smerten ved at føde børn. Sagde han. Men det er jo noget forbandet sludder. Hvorfor, oh hvorfor, skal vi altid knokle så meget? – har alle mennesker til alle tider altid råbt op om. Hvorfor, oh hvorfor, skal det gøre så forbandet ondt at føde? – har kvinder altid galet op om.
Vi er nødt til at arbejde, fordi vi skal have mad i munden og tøj på kroppen. Det kaldes livets opretholdelse, det er alle levende skabninger nødt til at slås for.
Hvis vi skulle have undgået vesmerterne, skulle vi aldrig have rejst os op, men blevet ved med at kravle på alle fire. Vi menneskehunner har blandt alle pattedyr tilsyneladende vanskeligst ved at føde, fordi vores bækkenknogler skal bære hele vægten af os og derfor er mindre fleksible.
Men Gud har ikke rigtig nogen indflydelse der.
Skal vi så tage ansvaret for vores egen udvikling og skæbne i stedet for at skyde skylden på Eva – og i anden omgang Adam? Hvorfor skal små bitte nyfødte belemres med den tunge arvesynd, bare fordi Eva tog en lille bid af det æble og Adam valgte at være loyal over for kæresten?
Herregud, jeg vil gerne indrømme, at havde jeg været der, havde jeg gjort det samme. Hvem gider at være dum i al evighed?
Så Eva blev mor nærmest ved en tilfældighed. Ved at aktivere tiden og dermed sit eget forfald opfandt hun også nødvendigheden af at give den biologiske arvemasse videre.
Evas nysgerrighed og dødsangst er den arv hun har givet videre til os alle sammen. En udmærket forudsætning for forældreskab. Det er godt nok.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu