Læsetid: 3 min.

Ministeriet for eksperimenterende produktivkraft

Hvordan bliver Kulturministeriet en central aktør i videnssamfundet?
Debat
18. december 2001

Kommentaren - Skabelse
Kan I huske de gamle dage, hvor Claus Deleuran tegnede flotte pyramider over samfundets opbygning? Nederst var produktionssfæren, hvor snavsede arbejdere knoklede for cigarrygende kapitalister. Øverst havde vi præsterne, kunstnerne, professorerne, kulturlivet og de borgerlige saloner, hvor der førtes åndfulde samtaler i en små-dekadent eksistentialistisk atmosfære.
Modellen var nu i øvrigt ikke specielt marxistisk eller venstreorienteret. Også klassiske borgerlige økonomer som Adam Smith og David Ricardo mente, at det hang sådan sammen, at først skulle det nyttige arbejde gøres, og derefter kunne kunsten nydes.
Således indleder Adam Smith sit banebrydende værk fra 1776, Nationernes velstand med de manende ord: »Enhver nations årlige arbejdsmængde er den fond, der forsyner den med alle nødvendigheder og bekvemmeligheder«, idet han straks tilføjer, at velstanden afhænger af proportionen mellem dem, der beskæftiger sig med nyttigt arbejde og dem der ikke gør. Og nyttigt arbejde er lige siden i al væsentlighed blevet forstået som industriarbejde.
Men sådan er det ikke længere. I et videnssamfund er kunst og kultur ikke ’unyttigt arbejde’, der tilhører samfundspyramidens overflødige overbygning. Kunst og kultur er produktivkraft.
Grundlaget for viden er forskning, uddannelse, kunst og kultur. Følgelig er de tre vigtigste ministerier i den nye regering Ministeriet for videnskab, teknologi og udvikling, Undervisningsministeriet og Kulturministeriet.
Lad mig koncentrere mig om det sidste: Kulturministeriet er et af videnssamfundets tre politisk-administrative centre, skriver jeg. Hvordan skal det forstås? Forklaringen er, at kunst og kultur er nyttig, fordi det er her samfundet udforsker og udvikler sit formsprog. Og formsprog er penge værd. Derfor tilhører kunst og kultur ikke en eller anden eksotisk luksusniche, som vi kan skrue op og ned for, alt efter om vi har råd.
Det betyder imidlertid ikke, at kunstnere skal være umiddelbart nyttige. Nej, kunst og kultur bør opfattes som en forskningsaktivitet, og må som al anden forskning ikke spændes for nyttevognen – for så mister den sin frihed og dermed sit potentiale.
Hvem har for eksempel betydet mere for mediernes og reklamernes sprog end Lars von Trier? Og hvorfor har han kunnet det? Netop fordi han ikke blev ansat som produktudvikler i et reklamebureau.
Derfor er den eksperimenterende kunst – blandt andet den der orienterer sig mod de nye medier – guld værd for et samfund, der forandrer sig og som baserer sig mere og mere på vidensproduktion og vidensformidling, på fortællinger og på medier og kommunikation.
Denne kunst fungerer som laboratorium for samfundets udvikling generelt, og specielt som et eksperimentarium for de digitale medier.
I sidste århundrede var det den fysiske arkitektur og det industrielle design, der gjorde Danmark kendt. Hvor havde vi stået kulturelt og økonomisk uden PH, Arne Jacobsen, Jørn Utzon, Henning Larsen og alle de andre? Hvor ville virksomheder som Lego, B&O og Fritz Hansen – The Republic of Fritz Hansen, hedder de oven i købet – have været uden det arkitektoniske og designmæssige opgør med skønvirketraditionen?
I dette århundrede er det digitalt design, der skal sættes i centrum. Det er her, udforskningen af de nye tiders formsprog sker. Og som al anden forskning skal der også her skelnes mellem grundforskning og anvendt forskning.

Digital kunst
Grundforskningen repræsenteres af den eksperimenterende digitale kunst. Den udforsker de nye mediers udtryksmuligheder, og den afsøger grænserne for det uudsigelige i et hyperkomplekst samfund. Hvor går grænsen for, hvad vi kan forstå?
Hvilke livsparadokser tumler vi med? Og hvordan giver vi disse vilkår udtryk i de nye medier, både ved udnyttelsen af de interaktive muligheder, de visuelle og lydmæssige potentialer og de 3D effekter, der kan skabes.
Ét eksempel på en sådan aktivitet er den eksperimenterende grundforskning, som projektet vedrørende interaktive film under Filmværkstedet i København repræsenterer. Et andet eksempel er de mange banebrydende projekter, Kulturministeriets Udviklingsfond har sat i gang.
Denne grundforskning har værdi i sig selv, fordi den er arnestedet for den fortsatte udvikling af god og udfordrende kunst, og dermed for vores selvforståelse og selvfortolkning. Men den er også uundværlig for alle de folk, som arbejder med markedsføring, udsmykning, kommunikation og design inden for de nye digitale mediers felt.
*Hvilke nye programformater skal DR og TV 2 udvikle ved overgangen til digitalt tv?
*Hvordan gøres World Wide Web til et både kommunikativt og æstetisk tilfredsstillende medie?
*Hvordan sikrer vi en fortsat udvikling af den danske filmproduktion: De interaktive film, 3D filmene osv.
*Hvordan gør vi os gældende på det eksplosivt voksende computerspilsmarked? Her er et nyt og jomfrueligt område, som ikke alene rummer fantastiske kunstneriske muligheder, men som også repræsenterer et af de områder, som især børn bruger utroligt meget tid på.
Kort sagt: Ved at det sikrer den eksperimenterende kunsts udfoldelsesmuligheder, vækst og frihed.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her