Læsetid: 2 min.

My Sweet Lord

Harrisons død er en oplagt anledning til at forsøge at forklare, hvad Beatles egentligt var for en størrelse
5. december 2001

George Harrison
Til helvede med medierne! Man græder snot over specielt TV2, der i nyhederne sendte en såkaldt journalist i byen for at ’dokumentere’, at George Harrison egentligt ikke var noget særligt, men blot var heldig at være på rette sted på rette tidspunkt, da en 18-årig Paul McCartney inviterede otte måneder yngre Harrison inden for i det orkester, der skulle blive til The Beatles. Det er jo helt ude i Strawberry-hampen!
Som Klaus Lynggård for nylig i en meget indlevet og følsom anmeldelse af Paul McCartneys seneste cd igen gjorde opmærksom på, så var Beatles formentligt ikke blevet til det, de blev, uden nogen af medlemmerne.
Ingen tvivl om, at Lennon-Mccartney lagde fundamenterne til hovedparten af klassikerne, men igen – symbiosen mellem de to – og igen – symbiosen med Harrison og hans guitarspil, der i al sin velafstemthed og perfekte dosering var uovertruffen: Hvad fanden har det ikke betydet for de to komponister Lennon og McCartney, at de arbejdede sammen med en mand, der allerede før dem selv kunne spille guitar. Tag nu riff’et til »Taxman«, som senere i 70’erne og 80’erne blev kopieret af så mange. Tag kompositionerne »While my Guitar Gently Weeps«, »Something« og »Here comes the sun«.
Tag de to helstøbte lp’er Revolver og Sgt. Pepper, hvor de fire beatler mere end nogensinde før og siden arbejdede tæt sammen, og hvor så meget materiale var kommet hjem fra Indien med Harrison på det flyvende tæppe af hallucinationer og sitar.

Kys englene
Der er massevis af direkte aflæselige Harrison-elementer, der igennem de ni-ti år, eventyret varede, fik beatlerne til at kysse englene – og hinanden. Så hvorfor fanden afskrive manden, som om han netop ikke var en del af en kanon-symbiose, der rykkede en par generationer op af vanetænkningen.
Jeg må i hvert fald spørge mig selv, hvorfor jeg selv – født så sent som i 1958 – græd baner til to gule undervandsbåde, da jeg ved frokosttid hørte, at George Harrison var død.

Når helte dør
Det er klart, at alle generationer har deres helte og græder, når heltene dør. Men at medierne i deres susen afsted efter nye vinkler og en evig tilfredsstillelse af nye behov og nye ansigter, skøjter henover Beatles’ betydning – og dermed også Harrisons – som en af The Fab Four (ja, nemlig: The Fab Four) – er »Helter Skelter« og »Yesterday«. Det viser alt om tv-nyhederne, at man på begge nationale kanaler vægtede Harrison hen i nærheden af kulturenden som sidste indslag, mens den efterhånden fuldstændigt ligegyldige saga om Thorsen og Trads havde topprioritet.

Fælles kulturhistorie
Det er trist, at de få store i vore allesammens fælles kulturhistorie ikke bliver braget henover skærmen som topnyhed, når de dør – med en samtidig grundig dækning og forklaring på, hvad i alverden de stod for eller var del af.
Med andre ord: .
Er der mon kun purunge mennesker tilbage på redaktionerne? Yeah, yeah, yeah.... eller no, no, no?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu