Lørdagskronikken
Kvindelige filosoffer har altid tilhørt en minoritet udenfor historikernes bevågenhed. Jeg vil præsentere fem filosoffer, som hver især er slået igennem i deres egen tid, lodret imod samtidens tradition. De har alle et budskab, som er kommet frem, uanset de personlige omkostninger.
Det, som helt overordnet kvalificerer kvinders tankegang, sat i forhold til mænds, er, at kvinder altid har haft et helt andet udgangspunkt end mænd. Kvinders præmisser adskiller sig historisk set på afgørende punkter fra mænds, både hvad angår sociale, juridiske, økonomiske, politiske og biologiske erfaringer. Det betyder rent praktisk, at kvinder, som tænker, drager andre konklusioner end mænd, som tænker. Det betyder igen, at den kvindelige synsvinkel er vigtig at få draget ind i samfundsdebatten og i videnskaben, hvis vi mellem mennesker har det udgangspunkt at begge køn, mænd og kvinder, er ligeværdige, og hvis vi ønsker at få et mere sandfærdigt og helstøbt billede af relevante problemstillinger.
Det, der er fælles for de fem kvinder her er, at deres tanker vækker stærke følelser i folk, fordi kvinderne er eksponenter for brud med bestående dogmer, og fordi kvinderne ser og påviser sammenhænge ingen andre mænd før har gennemskuet. Deres tilgang til emnerne er ofte præget af stor ildhu og kraft.
De taler alle fem i forsamlinger (bogstaveligt og overført), selvom Paulus advarsel i 1. Korinterbrev bruges i århundreder til at forhindre kvinder i at udbrede et budskab. Alle fem synliggør kvinder ved selv at være synlige. De viser, at kvinder har selvværd. Ved at sætte egoet til side, sætter de sig igennem. Og alle har de givet afkald på sider af tilværelsen, som mandlige filosoffer ikke har været tvunget til.
Hypatia er den første kvindelige filosof og matematiker, vi kender. Født i cirka 355 eller 370 i Romerrigets tredjestørste metropol, Alexandria, hvor hun lever og arbejder hele sit liv.
Hypatia blev filosofilærer for tidens elite af unge velhavende mænd fra indflydelsesrige familier. Hypatia har det, som tidens mandlige elite stræber efter, når hun holder sine velbesøgte forelæsninger, hvor hendes tanker vækker opsigt, bliver drøftet og fortolket. 1.500 år før kvinder med få undtagelser får stemmeret, har hun en usædvanlig stærk indflydelse på en hel generation af unge mænd og kommende magthavere. Hypatia fastholder en stærk kontakt med sine gamle elever i sin brevveksling med dem, og eleverne får gode embeder, heraf bliver to af dem kristne biskopper.
Damascius, 462 540, fortæller, at Hypatia bliver efterstræbt af en forelsket student. For at tæmme ham og lære ham noget vigtigt, viser hun sin egen kompromisløshed ved at fjerne sit blodige menstruationsbind, kaste det imod ham og sige: »Dette er, hvad du virkelig ønsker, unge mand, og det er ikke noget værd«. Det er essensen i Hypatias nyplatoniske filosofiske lære, at det jordiske og de jordiske glæder ikke er noget at stræbe efter. Det man skal stræbe efter, er det åndelige og dets verden.
I 414 optrappes konflikten mellem Alexandrias kristne fraktioner, og hedninger som Hypatia bliver klemt. I marts 415 bliver Hypatia slået ihjel af en horde fanatiske kristne, som skærer hende i småstykker med potteskår.
Det er påfaldende, både at morderne ikke stilles til ansvar, og påfaldende, at hendes breve, som eksperter formoder indeholder bl.a. filosofiske diskussioner med eleverne, er forsvundet. Det er slående, fordi hendes elever magtpolitisk set klarer sig så overordentlig godt og deres samtidige breve er bevaret.
Sei Shonagon, æsteten, født i cirka 965 i Japan, dækker 10 års tjeneste ved det kejserlige hof i The Pillow Book. Sei Shonagon arbejder for kejserinde Sadako gennem resten af det århundrede, men ellers ved vi næsten intet om hende ud over, at hun lever et frit liv, som giver anledning til sladder.
Hun filosoferer over dagliglivet på en fragmentarisk og æstetisk måde. Hun skriver f.eks. Om en elskers besøg eller Om det, der får hjertet at banke hurtigere. Herom siger hun bl.a. : »At se en fin herre standse sin vogn foran ens port og give sin tjener besked om at meddele sin ankomst«, eller: »Det er nat, og man venter en gæst. Pludselig bliver man forskrækket af lyden af regndråber, som vinden blæser mod skodderne«.
Om upassende ting skriver Sei Shonagon f. eks. »Om en magtfuld person, som får almindelige mennesker til at ryste af frygt i hans nærvær og være bange for at møde hans blik« en opførsel, hun finder upassende. Som eksempel på en sjælden ting, skriver hun: »En tjener som ikke taler dårligt om sin herre«.
Sei Shonagon formidler hverdagens æstetik som en evig værdi, fordi hun skriver, så det taler til os 1.000 år efter i en anden kultur. Hendes iagttagelsesevne er på linje med nutidens sociologers og socialantropologers.
I den europæiske middelalder, lever den religiøse filosof Hildegard af Bingen. Født i 1098 i en adelig tysk familie, og som otteårig givet bort til kirken som tiende. Klosterlivet er hendes mulighed for at få lære latin og lægeurtekunst. Hun er profet, som dem i testamenterne bortset fra, at de andre profeter er mænd.
Hildegard får visioner og budskaber direkte fra Gud. I 1141 siger Gud til hende, at hun skal skrive sine syn ned og forkynde dem offentligt. Sådan bliver hendes bogværk Scivias til. Heri er skaberværket og forløsningsmystikken beskrevet i ord og billeder af stor kraft. Paven bliver meget begejstret og giver Hildegard et pavebrev, som giver hende lov til at udbrede sine profetier.
Hildegards enestående evner giver hende afgørende indflydelse på kirkepolitikken og troen, og fra at være en ukendt nonne, bliver Hildegard én, konger, kirkelige, adelige og almindelige folk spørger til råds om religiøse og politiske spørgsmål.
Da Hildegard når 60-70 års alderen, rider hun på lange forkyndelsesrejser i Tyskland, hvor hun prædiker offentligt for store folkeskarer. Det har ingen kvinde sandsynligvis gjort siden Hypatia i Alexandria, for i 1100 tallet følger man Paulus, som giver udtryk for: »... at kvinder skal tie i forsamlinger«.
Kirkefædrene går primitivt til værks, når de bekæmper katharerne ved at brænde kætterne på bålet. Hildegard bruger derimod talens kraft til at overbevise folk om, at den kathariske lære er falsk. Hun er profet, og folk lytter til hendes budskaber, selvom hun kritiserer kirken. For Hildegards filosofi er ikke spekulativ eller fortænkt, men intuitiv, følelsesladet og praktisk. Hun lever op til Plotins nyplatoniske lære om, at man når det eneste ene ved hjælp af ekstasen, som hun altså når gennem sine visioner fra gud.
Simone de Beauvoir, 19081986, er fransk, og bruger sin filosofisk trænede hjerne til at dissekere kvinders vilkår. Hun siger, at børn gør kvinder til slaver, og at manden sætter kvinden i fængsel.
I bogen Det andet køn fra 1949, det 20. århundredes bedste bog om kvindespørgsmål, beskæftiger hun sig analytisk med kvindens stilling og forudsætninger. I bogen beskæftiger sig hun sig med ægteskabet, som hun mener er erotikkens grav.
Hun taler åbent om erotik som et emne, hvor kvinders forudsætninger er afgørende forskellige fra mænds. Hun anbefaler en adskillelse af den fysiske kærlighed fra ægteskabet. Hun beskæftiger sig med anoreksi, inden tilstanden får et navn, hun analyserer husarbejdet som ulønnet slavearbejde for kvinder, hun analyserer moderskabet og ægteskabet.
Skabene i kvinders liv er fyldt med en rodet baggage, som Simone de Beauvoir pakker ud. Hun gør endeligt op med kvinders naturlige plads i hjem og samfund, og derfor bliver Simone de Beauvoir en forfatter, som ofte mødes med forbud, censur og krav om, at trykte tekster skal trækkes tilbage.
de Beauvoirs roman Mandarinerne censures, da den udkommer i USA i 1950erne. Perversionerne skal ud. I 1959 bliver et tv-interview på canadisk tv stoppet, »... fordi hun fremkommer med meninger, der groft strider mod folks overbevisning om Guds eksistens, ægteskabet som institution og andre spørgsmål af den største betydning«.
I Det andet køn beskæftiger hun sig med, at kvinder med succes oplever tab af kærlighed, fordi mænd ikke kan lide kloge piger, drengepiger og blåstrømper. »...for stor dristighed, dannelse, klogskab og karakterstyrke skræmmer mænd væk. At være kvindelig vil sige kraftesløs, flygtig, passiv og føjelig«, siger Simone de Beauvoir.
Den kvinderolle, hun beskriver, som den mænd kan forstå, er Den lille havfrue af H.C. Andersen. Eventyret gør så stort indtryk på hende, at dets tema genfindes flere steder i hendes forfatterskab tabte ben, tabte stemmer og liv, som bliver udslukt og forvandlet til skum.
Det faktum, at kvinders præmisser er andre end mænds, ses i hendes filosofiske arbejde. Simone de Beauvoir kan i kraft af sine forudsætninger teoretisere om undertrykkelse og frigørelse, og hun når andre konklusioner om menneskers vilkår end hendes jævnaldrende og samlever, filosoffen Jean-Paul Sartre gør.
For Simone de Beauvoir er mennesket ikke en »forgæves stræben«, friheden ikke absolut og de medmenneskelige relationer ikke nødvendigvis konfliktfyldte.
Bogen Alle mennesker er dødelige fra 1946, kan ses som et genmæle overfor det samlede mandssamfunds drømme om udødelighed, som om Simone de Beauvoir siger Se her, I aner ikke, hvad I taler om. Hvem vil ønske sig udødelighed.
Hanna Arendt, tysk-jødisk-amerikansk politisk filosof, teoretiker og historiker, født 1906 i Tyskland død 1975 i USA.
Nazismen tvinger hende til at forlade Tyskland, og hun bliver i 1959 den første kvindelige professor, som Princeton Universitet ansætter.
Hanna Arendt er mest kendt for, at hun lægger grunden til totalitarismeforskningen efter Anden Verdenskrig.
Hendes hovedværk analyserer totalitarismens oprindelse. Her følger hun sporene, som fører til det 20. århundredes tyranner som Hitler og Stalin. Hun analyserer, hvordan disse politiske fænomener har påvirket den vestlige civilisation og mennesket. Hun afslører ondskab, som vi ser i det 20. årh. med dødslejre, hvor mennesker udsætter andre mennesker for ultimativ magt. Hun viser, at praktisk anvendt totalitarisme, som vi har anvendt den i det 20. årh. lever op til middelalderens værste helvedesbeskrivelser. Hendes analyser vækker opsigt i 1950erne.
Hanna Arendts opgør med totalitarismen, er også et opgør med mandssamfundet personificeret i den almægtige far, den perfekte far, som er indbygget i drømmen om den totalitære leder. Den totalitære leder, er den almægtige gud på jorden, han er perfekt og han er mand.
Det er påfaldende at de totalitære lederskikkelser, vi har set i det 20. århundrede, på nær måske en enkelt, er mænd.
Hypatia åbner for kvinders ret og evne til at tænke selv, ved at tænke kvinden ind i det intellektuelle og i naturvidenskaben. I dag er Hypatia synonym med feminisme.
Sei Shonagon tænker kvinden, som aktiv deltager, ind i erotikken, og hun tænker hverdagen ind i filosofien.
Hildegard tænker det kvindelige ind i himlen, som Maria-guddommelig i en patriarkalsk tro.
Hildegard er en religiøs rollemodel.
Simone de Beauvoir tænker kvinden ind i både det intellektuelle og det erotiske, og gør kvinden til et helt individ, der ikke behøver give afkald på det ene, for at få det andet.
Hanna Arendt tænker kvinden ind i magtpolitiken og den politiske tankegang, som den klart-seende og klart-tænkende faktor.
Dermed bidrager de hver især, via en særlig kvindelig synsvinkel og indsigt, til at tænke kvinden ind i en helhedsorienteret sammenhæng, væk fra hendes naturlige plads...
*Ann Lehmann Erichsen er jurist og pressechef på www.netjurist.dk
