Økonomi & Politik
Klodens miljøproblemer lokalt og globalt har gjort det klart for de fleste, at på længere sigt vil de økologiske ødelæggelser, koblet sammen med en hastigt voksende befolkning, udgøre en stadig større trussel mod den økonomiske udvikling og omvendt.
Miljøet er så at sige blevet et økonomisk problem. Økonomi er samtidigt en disciplin, der handler om at anvise fordelingen af begrænsede ressourcer på den mest effektive måde, og miljøet (bredt betragtet) er på grund af økonomiens udbredelse blevet en sparsom ressource.
Fire overordnede hovedområder kan indkredses for, hvad økonomer beskæftiger sig med i relation til økonomisering af miljøet:
*Hvad er det korrekte niveau for miljøbeskyttelse?
*Hvordan skal det besluttes, (staten eller via markedet) ?
*Hvordan skal dette niveau nås (regler eller økonomiske styringsmidler) ?
*Hvem skal bære omkostningerne?
Siden 1970erne, har økonomer beskæftiget sig med miljø i et sådant omfang, at man i dag kan tale om udviklingen af en særlig subdiciplin indenfor økonomien: nemlig miljøøkonomi.
Miljøøkonomien er derimod en under-diciplin indenfor en bestemt økonomisk skole, den såkaldte neo-klassiske økonomi.
Denne skole, som er den mest anvendte i dag, har et helt bestemt sæt af værdier for, hvordan økonomi, markeder, virksomheder og forbrugere opfører sig. Det betyder også, at den anskuer miljøproblemer ud fra nogle bestemte verdensbilleder, og denne skole vil derfor også komme op med nogle bestemte sæt af (økonomiske) løsningsforslag til de undersøgte miljøproblemer.
Markedet er hjertet for analyserne i den neo-klassiske økonomi, og markedet registreres som udbud og efterspørgsel af homogene varer. Alle markedets aktører har fuld information om alternative valg og deres konsekvenser ved køb og salg.
Målet er ligevægt på markedet mellem udbud og efterspørgsel. Selvom markedet generelt forventes at fungere optimalt, specielt under fuldkommen konkurrence, kan det undertiden fejle. Eksistensen af miljøproblemer anskues som en markedsfejl.
Hvis landmanden f.eks. ødelægger grundvandet med overgødskning af markerne, er det fordi det eksterne miljøproblem, grundvandet, ikke er internaliseret i landmandens omkostninger. For at løse dette miljøproblem vil en miljøøkonom anbefale at lægge en afgift på kunstgødning, svarende til det samfunds økonomisk optimale niveau, hvor de marginale fordele ved renere vand mødes i ligevægt med de marginale omkostninger ved tab i landbrugsproduktionen. Hvor det optimum ligger, bør findes ved en såkaldt cost-benefit- analyse (CBA).
Teoretisk lyder det som sund økonomisk snusfornuft og et objektivt beslutningsgrundlag. I praksis kan der derimod blive tale om en næsten umulig dataindsamlingsopgave. For hvornår er det for giftigt med for meget nitrat i grundvandet og for hvem? Vil det være billigere for samfundet at rense grundvandet bagefter, frem for at pålægge landbruget en særskilt afgift? Har jordtypen betydning for udvaskningsgraden?
Det kræver ikke megen fantasi at forestille sig den uendelige række af politiske krav og modkrav, der kan stilles i relation til data- og informationskravene for at finde det samfundsøkonomiske optimum, og at grundvandet for længst kan være ødelagt inden økonomerne har beregnet den rette prioritering.
Samme marginalnyttebetragtning i cost-benefit analysen ligger også bag Bjørn Lomborgs tanker om, at det vil være billigere at bygge højere diger i for eksempel Bangladesh, frem for at de rige lande skal investere i CO2-begrænsninger, for at mindske skaderne ved drivhuseffekten. Hvad borgerne i Bangladesh mener om dette er sådan set ligegyldigt. Den neo-klassiske økonomi teori kan kun sige noget om verden, når den måles i penge.
Jeg vil fremhæve tre svagheder ved cost-benefit-analysen som beslutnings- og prioriteringsmetode i relation til diverse miljøtiltag:
*Informations- og datagrundlaget er en never ending story. Det er en illusion når politikere tror, at de med cost-benefit-analysen endelig får et objektivt mål for miljøprioritering. Selv om Helga Moos (V) »er dødtræt af de manglende proportioner indenfor miljøområdet, og vi må blive bedre til at måle forskellige typer af forureninger op imod hinanden« (Inf. den 31. november), så ender hun alligevel med at skulle prioritere skatteborgernes penge i forhold til mængden af data, der skal til for at gennemføre politiske miljøindgreb. Det være sig afgifter på kunstgødning, CO2, eller om u-landsbistanden til digebyggeri i Bangladesh skal igangsættes nu.
*Kompleksiteten af databehov til cost-benefit-analysen vil alt andet lige stige til det uoverskuelige når man bevæger sig fra det lokale niveau til det globale niveau, jævnfør eksemplet lokalt med nitrat i grundvandet til drivhuseffekten globalt.
*Cost-benefit-analysen har et bestemt iboende værdisæt, der kan bruges til at legitimere bestemte økonomiske og magtpolitiske interesser. Kravene om den rette værdisætning vedrører formelt kun de nulevende generationer. Men hvad med de fremtidige genrationer? Hvem og hvilke institutioner skal forsvare deres rettigheder? Dette er et af kernepunkterne i en bæredygtig udvikling, som jeg vil berøre lidt senere.
I den modsatte ende af skoler indenfor økonomi og miljø findes den økologiske økonomi (ØØ). I sit udgangspunkt er økologisk økonomi holistisk, mens den neo-klassiske økonomi teori er individorienteret. I økologisk økonomi opfattes økonomien som et undersystem af et større miljø. Vores liv og færden her på Moder Jord kan betragtes som selve livet ombord på et rumskib. Hvis ikke vi genanvender vores affaldsstoffer, udvikler energi af mere vedvarende karakter, vil vi undergrave vores eget livsgrundlag ombord på rumskibet.
Fokus for miljøproblemerne i den økologiske økonomi er omfanget eller skalaen af det økonomiske system i forhold til naturens samlede bæreevne, snarere end det er allokeringen og prioriteringen af miljøressourcerne i selve det økonomiske system.
Det kan godt være, at miljøøkonomerne kan beregne, hvordan det totale volumen skal placeres optimalt i en båd så den ikke tipper, men hvad nytter det, hvis den samlede mængde får båden til at synke? Denne kosmologiske tilgang til miljøproblemerne, hvor der er grænser for økonomiens samlede udbredelse, betyder også, at de økonomiske svar på helbredelse bliver anderledes end hos miljøøkonomerne. Det gælder først og fremmest i opfattelsen af staten og de over- statslige myndigheders (EU, internationale klimaaftaler, etc.) ret til indgreb i markedet og i økonomien til fordel for miljøet.
Men hvor og hvordan skal der politisk prioriteres i forhold til samfundets miljøproblemer lokalt såvel som globalt? Hvor er grænserne for økonomiens vækst og udbredelse på Moder Jord, inden hun kollapser uhelbredeligt? Hvornår overstiger omkostningerne ved diverse miljøtiltag de økonomiske fordele? De økologisk økonomer står i samme dilemma som de neo-klassiske miljøøkonomer: De mangler præcis viden om, hvor grænserne ligger og dermed muligheden for de rette beregninger.
To årsager hertil kan fremhæves.
*Den ene er den dynamiske udvikling, der ligger i de teknologiske forandringer. Teknologien skubber hele tiden til vores potentielle muligheder for at gøre brug af naturen som råstofleverandør og affaldsmodtager.
*Den anden er, at teknologien samtidigt øger vores viden og kreativitet om naturen, og dermed igen åbner op for nye potentialer såvel som nye begrænsninger.
Denne gråzone mellem det økonomiske systems fortsatte vækst og det ydre miljøs forskellige begrænsninger i tid, sted og rum, ligger bl.a. til grund for begrebet om at samfundsudviklingen bør finde en bæredygtig udvikling. Økonomer har forsøgt at operationalisere dette begreb, og der kan grundlæggende trækkes to positioner frem:
*Det samlede kapitalapparat, Naturkapitalen (olie, skove, mineraler etc.) og den Menneskeskabte kapital (virksomheder, universiteter, veje, jernbaner etc.) mellem generationer skal bevares.
*Bevare eller øge Naturkapitalen mellem generationer.
Den første position er kendt som den svage bæredygtighed, den anden som den stærke bæredygtighed. Forskellen mellem den stærke og svage bæredygtighed er spørgsmålet om, hvornår nogen ressourcer og typer af kapital er komplementære, og hvornår de kan substituere hinanden.
Er det f.eks. i orden at bruge noget af Nordsøolien, hvis den investeres i universiteter og forskning (menneskeskabt kapital substituerer naturkapital). Eller skal Nordsøoliens indtægter specifikt gå til udbygningen af vedvarende energi eller tilplantning af mere skov?
Forskellen på en svag eller stærk bæredygtig udvikling vil give forskellige svar på valget af politiske handlinger, som igen vil give forskellige økonomiske prioriteringer.
De fleste miljøøkonomer betegnes som tilhængere af den svage bæredygtige udvikling, mens de økologiske økonomer overvejende vil gå ind for den stærke, bæredygtige udvikling.
Den svage og stærke bæredygtige udvikling kan igen opdeles i en meget svag og en meget stærk bæredygtig udvikling. I den meget svage skylder vi ikke kommende generationer en bestemt mængde naturressourcer, men blot et samlet kapitalapparat, der sikrer dem mulighed for at opnå samme levestandard som os. Økonomiske værdier er eneste målestok for bæredygtighed og prioriteringsvalg.
Blandt økonomer vil der være en udbredt konsensus om, at Bjørn Lomborg er tilhænger af den meget svage bæredygtighed. Modsat opfattes naturen i den meget stærke bæredygtige udvikling som noget, der har sin egen værdi, og bæredygtighed er derfor ikke længere et økonomisk mål, men f.eks. et spørgsmål om begrænsning af befolkningstilvæksten.
Når økonomer tænker miljø, bunder deres konklusioner i forskellige tilgange til miljøproblemerne.
Er fokus rettet mod markedet og de forskellige individers adfærd, eller er økonomien underlagt nogle fysiske restriktioner via det ydre miljø? Beskæftiger vi os med de lokale eller globale miljøproblemer, og i hvilket tidsperspektiv skal lokale eller det globale samfunds miljøomkostninger måles med de økonomiske fordele ved en given lokal eller global forurening?
Svarene vil i første omgang afhænge af
*hvilken økonomisk skole der tages udgangspunkt i,
*hvilket syn på bæredygtighed der anlægges, samt
*i hvor høj grad troen på at markedets usynlige hånd kan give os en verden, der er alle pengene værd.
Etableringen af et nyt Institut for Miljøvurdering, som varslet i regeringsgrundlaget, vil derfor næppe bidrage epokegørende til miljø- og økonomiforskningen, hvis instituttet overvejende vil få rod i en enkelt økonomiskole og samtidigt være båret af et værdigrundlag, der har sit udspring i den meget svage bæredygtighed.
*Paul Rye Kledal er cand.oceon.agro og miljø- og
Naturressourceøkonomi-forsker ved FødevareØkonomisk Institut
