Kronik

Politisk paparazzijournalistik

1980’erne og 90’erne har flyttet grænserne for, hvad man ’må’ skrive om politikeres privatliv. Det er menneskeligt rædselsfuldt, skriver en snart fhv. ’spin doctor’, der foreslår helsides-dementier...
Debat
22. december 2001

Lørdagskronikken
Går vi til udlandet og ser på medierne og den politiske journalistik i f.eks. USA og England, opdager vi hurtigt, hvor meget der skrives om politikeres privatliv. I Danmark har medierne og den politisk journalistik i mange år respekteret politikeres privatliv. Men siden slutningen af 1980’erne og begyndelsen af 1990’erne har grænsen for, hvor tæt medierne og den politiske journalistik kan gå på politikeren som privatmenneske og deres privatliv flyttet sig. Og den flytter sig stadig.
I Danmark er vi ikke i nærheden af amerikanske og engelske medietilstande. Men vi er bestemt på vej. Bestemte bøger og sager har gjort det muligt for medierne og den politiske journalistik at flytte grænsen.
I 1990’erne har der været udgivet bøger om både tidligere og siddende statsministre, som på hver deres måde har medvirket til, at medierne konkret flyttede grænsen – forsider blev ryddet og politikeres privatliv udstillet. I bogen De danske ministerier 1953-1972 (1992), overskrider historikeren Tage Kaarsted den gamle grænse mellem politikeren og privatmennesket. Han mere end antyder, at Hækkerups spiritusforbrug påvirkede hans politiske handlinger.
Medierne reagerede særdeles positivt på Kaarsteds grænseoverskridende handling. Selvfølgelig var der journalister, der var forargede, men det afholdt ikke medierne fra at slå hans påstand stort op, og udstille mennesket Per Hækkerup.
Inden for den politiske journalistik var der i samme periode en tendens til at ville beskæftige sig mere med politikeren som menneske, og det uanset om det var relevant for forståelsen af de politiske processer og beslutninger. Journalisterne Michael Kristiansen, Thomas Larsen og Michael Ulveman tilhørte gruppen af journalister, der havde sat sig for at overskride den gamle grænse mellem politikeren og privatmennesket. I biografien Poul Schlüter – en biografi (1992), går de på en hidtil uset måde tæt på mennesket Poul Schlüter.
Medierne reagerede atter engang overordentlig positivt på bogen. Den fik megen opmærksomhed og mennesket Schlüter blev udstillet.

En anden biografi, der også udstillede en politikers privatliv, var Helle Virkners Hils fra mig og kongen. Bogen udkom i 1994 og tiltrak sig også straks mediernes opmærksomhed. I bogen kommer man ikke kun tæt på ægtesengen, men også ned i ægtesengen.
Virkners bog var på samme måde som Schlüter-biografien en af de bøger, medierne kunne bruge til, igen at overskride den gamle grænse mellem politikeren og privatmennesket, og så oven i købet fralægge sig ansvaret med henvisning til, at det ikke var dem, der havde sat fokus på mennesket.
Og det var præcis, hvad de gjorde. I Ekstra Bladets leder den 23 oktober 1994, roses Helle Virkner til skyerne for at have skrevet en ærlig biografi, og ikke mindst for at have fortalt om sit og Krags intime forhold.
I Børsens Nyhedsmagasin den 2. december samme år, springer man også over grænsen og proklamerer en ny politisk journalistik: »Det er velkendt i pressemiljøet, at tidligere ministre har haft alkoholproblemer. Der er eksempler – også fra nyere politisk historie – på regeringsmedlemmer, der har været så berusede, at de var uarbejdsdygtige i store dele af arbejdsdagen. Men pressen har ikke beskrevet det – fordi det var omfattet af det journalistiske tabu.(…) Så lavt er niveauet for politisk journalistik. Det er uansvarlighed, så det batter. Og derfor er der brug for en ny type politisk journalistik – og for nye grænser for, hvad der kan og bør offentliggøres. (…) Tavsheden er et valg – og tavsheden er den ringest tænkelige forvaltning af pressens demokratiske ansvar. Det er vanrøgt af ytringsfriheden. (…) Politikere skal ikke fredes for enhver pris«.
Det er de bestemt heller ikke blevet. Dette forsvar for en ny politisk journalistik kommer efter, at Børsens Nyhedsmagasin i en artikel om Poul Nyrup Rasmussen og regeringsdannelsen i 1994 selv havde vist vejen.
I artiklen »Nyrup tager magten« analyseres forholdene omkring regeringsdannelsen i september 1994. I artiklen fremhæves det, at grunden til at den daværende skattepolitiske ordfører for Socialdemokratiet, Anne-Marie Meldgaard, ikke blev skatteminister var, at hun havde haft et ’nært’, eller snarere intimt forhold til finansminister Mogens Lykketoft. Historien igangsatte megen medieblæst. Morgenaviser og formiddagsaviser gengav i hvert fald historien, og både stats- og finansministeren måtte igen og igen svare på nærgående spørgsmål fra journalisterne.
Selvom både stats- og finansministeren offentligt tog afstand fra påstanden, og at den journalist, der skrev historien i Børsens Nyhedsmagasin senere tog afstand fra den og oven i købet dementerede oplysningerne, valgte Børsens Nyhedsmagasin i det efterfølgende nummer alligevel at slå til lyd for, at hvis ikke medierne offentliggjorde den slags historier, »så bedrager pressen demokratiet (…) Det er vanrøgt af ytringsfriheden«.

Det var ikke kun i formiddagsaviserne og i et enkelt nyhedsmagasin, at grænsen flyttede sig, men så sandelig også i public service medierne
Da sundhedsstyrelsens tidligere medicinaldirektør, Palle Juhl Jensen den 18 december 1995 tog sin afsked som chef for sundhedsstyrelsen, var det efter længere tids kontroverser med skiftende sundhedsministre. Det var en vred medicinaldirektør, der tog sit tøj og gik. Han følte sig i den grad uretfærdigt behandlet – ikke mindst af de to sundhedsministre Torben Lund og Yvonne Herløv Andersen – at han offentligt tog til genmæle. I 1996 udgav han bogen I statens tjeneste – sundhedspolitisk efterskrift.
Allerede en måned før bogen udkom i september, havde forlaget udsendt en pressemeddelelse, hvori det fremgår, at den tidligere medicinaldirektør i bogen påstår, at aids-politikken og -kampagnerne synes at have været »betinget af sundhedsministerens seksuelle observans«. Det fik de fleste medier ud af starthullerne inklusive TV2-Nyhederne. Allerede den 13 august om aftenen, kunne TV 2’s politiske redaktør, Kaare R. Skou, fortælle seerne, at den tidligere sundhedsminister, Torben Lund, og (dengang) siddende sundhedsminister, Yvonne Herløv Andersen, var hhv. »bøsse« og »lesbisk« .
Dagen efter havde også den trykte presse ryddet forsider, og på flere sider inde i aviserne skrevet om de to sundhedsministres seksuelle tilbøjelighed og deres indflydelse på aids-politikken. Dagen efter igen var det så politikernes tur til at markere sig:
Lone Møller gjorde i en udtalelse til Jyllands-Posten (den 15. august 1996) opmærksom på, at »ikke en kæft tænker på, hvilke personlige omkostninger, afsløringer af den art har for de involverede.« Det havde hun fuldstændig ret i, og det skal tilføjes, da slet ikke medierne.
For læser man bogen – hvad de færreste journalister havde på det tidspunkt – springer det i øjnene, hvor spinkelt et grundlag Palle Juhl Jensen kritik af de to sundhedsministres bygger på. Så spinkelt, at hans bog aldrig burde have haft den megen medieopmærksomhed. At Torben Lund og Yvonne Herløv Andersens privatliv aldrig burde have været udstillet på den måde.
Før i tiden plejede medierne og den politiske journalistik at forholde sig kritisk til den slags påstande, men ikke længere. Påstanden om de to sundhedsministres seksualliv var nu blevet til en god historie – til en god nyhed.
Hvis politikerne var rystet over det, ville de være gået i chok, hvis de vidste, hvad der var i vente. I September 1997 sendte forlaget Achehoug en ny biografi om en toppolitiker på gaden. Forfatterne var de to journalister, Henrik Qvortrup og Niels Lunde, og biografien handlede om daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen. Bogens korte forord skal fremhæves, for her skriver forfatterne, at biografien ikke kun handler om politikeren, men så sandelig også om mennesket Poul Nyrup Rasmussen, og »om årsagerne til de valg – og fravalg – som mennesket Poul Nyrup Rasmussen træffer.«.
Jeg er ikke tidligere stødt på en biografi, der i den grad snager i meget private og intime forhold, roder i skraldespande, vasketøjskurve og klædeskabe. Selvom bogen også indeholder, journalistisk set, anstændige kapitler om Poul Nyrup Rasmussens tid i fagbevægelsen som EF-ekspert og senere som cheføkonom, overskygges de af afsnittene om mennesket Poul Nyrup Rasmussen, de private forhold og af kapitlet om »Førstedamen« Lone Dybkjær. Sidstnævnte er et bestialsk forsøg på et karaktermord.
Ikke overraskende var det de private forhold, og i særdeleshed Lone Dybkjær, medierne fremhævede og udstillede. Helt karakteristisk for tiden med en ’ny politisk journalistik’, forsvares den nu direkte. Ekstra Bladets redaktør, Bent Falbert, skriver: »Er det nu synd for Poul – og især Lone – at denne bog udkommer – hvilket mange har skyndt sig at mene? Vel er det ej.« (Ekstra Bladet, den 30. september 1997).
Med Henrik Qvortrup og Niels Lundes Nyrup-biografi blev grænsen ikke kun flyttet endnu mere, den politiske paparazzijournalistik blev også for alvor indført i dansk politisk journalistik. Den har siden været en naturlig del af den politiske journalistik.

Et eksempel, der viser, at paparazzijournalistikken er blevet en naturlig del af den politiske journalistik, er forsidenyheden på Ekstra Bladet den 1.-2. maj 1999, hvor bl.a. en tidligere venstrefløjspolitiker, Erik Clausen, og den tidligere trafikminister, Arne Melchior, bliver hængt ud for at have besøgt et bordel. I en kronik med titlen »Gratis fisse«, spørger Erik Clausen »hvorfor skal jeg blandes ind i horemutters retssag« og fortsætter » Det kan da vel ikke være rigtigt? Nej, det er det heller ikke, det er den værste gang narrefisse, vi har set i medierne i lang tid« (EB. den 4. maj 1999).
At det var rigtigt, at der var tale om »narrefisse«, fremgår vel af, at Ekstra Bladet aldrig fulgte op på historien, eller at de involverede aldrig blev indkaldt som vidner – mon så ikke Ekstra Bladet havde skrevet om det?
Et andet eksempel er en portrætartikel i Ekstra Bladet om Poul Nyrup Rasmussen og Lone Dybkjær med overskriften »Ægteskab med forhindringer – statsministerparret lever i et forhold med afsavn og store sorger«. Deres forhold beskrives og rygterne om dem gengives (Ekstra Bladet.26 december 1999).

Et tredje eksempel er en artikel fra B.T., der handler om, at folketingsmedlem, Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti har slået op med sin kæreste. Som noget helt naturligt anser B.T dette for at være en nyhed og bringer artiklen »Pia-makker ungkarl igen« (13/7 2000).
Som det sidste eksempel på, at de fleste medier, fra formiddagsaviser, morgenaviser, nyhedsmagasiner til public service nyheder idag finder det nyhedsmæssigt helt naturligt at beskæftige sig med en (eks)politikers privatliv, skal Annette Engells bog Utro, håb og kærlighed, fremhæves. For bogen ryddede fuldstændig mediernes dagsorden, og blev journalistisk taget lige så eller om muligt end mere seriøst end en rapport fra Europarådet eller en ny finanslovsaftale.
Havde den nye politiske journalistik blot sprunget over grænsen og mod det sted, hvor politikeren og privatmennesket nogle gange risikerer gensidigt at påvirke hinanden, havde det været en naturlig og acceptabel udvikling. Det ville have været på tide. For selvfølgelig er det engang i mellem relevant at skrive om relationen mellem politikeren og mennesket. Men »man har ikke brug for at vide alt. Der er relevante ting, der ikke bør forties, og der er irrelevante ting, man skal lade ligge« som den gamle folkesocialist, Poul Dam, så klogt skrev efter at have læst Schlüter-biografien.
Men det gjorde den nye politiske journalistik altså bare ikke. Den sprang i stedet mod det for mennesket allerhelligste sted, hvor kun det private menneske opholder sig, og hvor der ikke er nogen relation til politikeren. Det er en trist udvikling for den politiske journalistik, for vore politikere og for vort demokrati.
For den politiske journalistik vil kvaliteten dale og antallet af ligegyldige nyheder stiger – hvad vi allerede har oplevet. Og mere end tidligere vil vi opleve, hvordan ’snavs’ gennem medierne kastes over på politikerne (igangsat af journalister med karrieredrømme om engang at blive ’spin doctor’) hvad ikke mindst Poul Nyrup Rasmussen kan tale med om. Tænk engang, hvad den mand som politiker og som menneske har måttet lægge ryg til.
Med en politisk journalistik, der også omfatter den politiske paparazzijournalistik, bliver politikerne lette ofre for sladder og anonyme kilders ondskabsfulde historier og portrætter, hvad Schlüter, Lykketoft, Meldgaard, Nyrup Rasmussen og Lone Dybkjær er eksempler på. Det er umuligt for politikerne at tage til genmæle over for den slags historier og portrætter.
Desværre er det også meningen. For det journalistiske formål med paparazzijournalistikken er enten selv at tegne et negativt billede af politikeren som menneske, eller sørge for, at andre, der gør det, bliver refereret i medierne. Grunden er, som pressejuristen Knud Aage Frøbert engang sagde om den slags skriverier, at »man ikke vil tolerere deres (politikerens) egen rosende fremstilling af sig selv. Vi vil have besked.«.
Den politiske paparazzijournalistiks negative fremstillinger af politikerne som mennesker er ikke noget, der er sundt for landets politiske klima. Det har en negativ indflydelse på vælgernes opfattelse af politikerne, og øger politikerleden. Det er også unfair over for politikerne. For så dårlige mennesker er de jo heller ikke.

Selvom rigtig mange mennesker interesserer sig for politik, og ivrigt deltager i den offentlige debat i form af læserbreve m.m., er de dog ikke at finde i etablerede politiske fora. Her har tilgangen i de sidste mange år været nedadgående. Noget af forklaringen har været de forandringer, der er kommet med det moderne samfund. En anden forklaring kunne også være medierne og den politiske journalistik. For med udsigten til at få udstillet sig selv som menneske, sit privatliv og sine venskaber på den mest negative måde i medierne, er der ikke noget at sige til, at mange holder sig væk fra det politiske liv. Det er et problem for demokratiet.
Kan man gøre noget ved udviklingen?
Man må nok indse, at udviklingen næppe er til at stoppe. Den nye politiske journalistik vil også fremover skrive om politikerne som mennesker. Men for at det ikke kun bliver mediernes negative billede af politikerne, der står tilbage i offentligheden, må vi finde en slags modgift, der kan neutralisere eller nuancere dette billede. Her er vi heldige, for en sådan findes faktisk allerede. Den kaldes for den politiske videnskab.
I modsætning til medierne og den politiske journalistik kan den politiske videnskab på et objektivt grundlag beskæftige sig med forholdet mellem politikeren og mennesket. Vel at mærke med det der er relevant, altså det offentlige menneske (public persona).
Den politiske videnskab bygger ikke sine analyser og konklusioner på anonyme kilder, eller for den sags skyld på subjektive følelser, men på kilder, som alle kan forholde sig til. Den vil derfor kunne give et mere nuanceret billede af forholdet mellem politikeren og mennesket, og den vil også kunne kritisere og påvirke mediernes fremstillinger af dette forhold.
Sker det, bliver der også plads til politikerne i debatten. For på den måde vil de konstruktivt kunne bidrage eller tage til genmæle, fordi de både har kilder og en objektiv analyse at forholde sig til. Desværre er der bare det problem med den politiske videnskab i Danmark, at den slet ikke interesserer sig for forholdet mellem politikeren og mennesket.

Det gør den politiske videnskab i USA til gengæld.. Den retning inden for den politiske videnskab, der beskæftiger sig med det forhold, er den politiske psykologi. Det er en videnskabelig retning, der er relativt ny, men som i USA allerede har fungeret som en modgift til den politiske paparazzijournalistik. Kan danske politologer m.fl. ikke finde ud af at forske i politisk psykologi, må de sammen med medierne bære ansvaret for den nye politiske journalistiks negative indflydelse på det politiske klima, og på vort demokrati. De vil i så fald have svigtet fælt.
Selvom politikerne med den politiske psykologi får mulighed for, konstruktivt at bidrage med nuancer til billedet af forholdet mellem politikeren og mennesket, skal de stadig holde fast i retten til at have et privatliv. Med loven i den ene hånd og pressenævnet i den anden, skal de fortsat kæmpe mod den nye politiske journalistik, når den krænker dem som mennesker og deres privatliv. Den kamp må de aldrig opgive – for gør de det, bliver de jaget vildt. De ’irrelevante ting’ skal politikerne have lov til at have for sig selv.
Som et nyt redskab i kampen for nuancer og oprejsning til en politiker, vil jeg her til sidst på det kraftigste opfordre og foreslå, at politikerne tager initiativ til en ny lov, der tvinger medierne til at bruge mere synlig spalteplads/ sendetid på oprejsning til en politiker.
Giver pressenævnet f.eks. en politiker medhold i en klagesag, som i tilfældet med Mogens Lykketoft og Anne-Marie Meldgaard, så er det kun rimeligt og retfærdigt, at der afsættes en helside i en avis eller et indslag på 30 sekunder eller et minut, hvor mediet beklager, og giver ofret/ofrene en undskyldning. En sådan lov er ikke et forsøg på at styre medierne, men er derimod blot et forsøg på at drage medierne til ansvar for deres handling(er) på en lige så synlig måde, som medierne drager politikerne til ansvar for deres handlinger.

*Billy Adamsen er mag. art et art, phd. og personlig rådgiver for Poul Nyrup Rasmussen. Han fratræder denne stilling sommeren 2002

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her