Læsetid: 4 min.

Problemet med ’krigen mod terror’

’Amerika er i krig,’ proklamerer CNN. ’Vi fører krig mod terroren,’ tænker resten af verden og handler derefter
Debat
17. december 2001

Kommentaren - Ord og tanke
Undertiden bestemmer ordet og tanken ikke over virkeligheden. Kalder vi noget for »krig«, tænker vi gerne på krig, selv om det, vi kalder krig, lige så vel kunne betegnes som en politiaktion eller forbryderjagt. Sig »krig«, og ordet får straks selskab af tropper, våben, bomber, fronter, territorier, allierede, forrædere, civile ofre, følgeskadevirkninger, undtagelsestilstand og militærdomstole. »Amerika er i krig,« proklamerer CNN. »Vi fører krig mod terroren,« tænker resten af verden og handler derefter.

Tanken på afveje
Den militære sejr over Taleban-regimet har yderligere styrket krigsordets magt over tanken. Gennem krigen er Osama bin Laden og hans slæng blevet berøvet deres beskyttelse, er drevet på flugt og har forhåbentlig fået ødelagt deres evne til at reorganisere sig, skønt ingen rigtig kan vide sig sikker. Selv 0m krigen ikke fører til, at Osama bin Laden personligt bliver taget til fange og stilles for retten, er der i tilfældet Afghanistan unægtelig blevet etableret en slags sammenhæng mellem krig som middel og terroristbekæmpelse som mål.
I en tidligere klumme (18.10) bedømte jeg sandsynligheden for, at krigen mod Taleban skulle indfri målet (omringelse af bin Laden og hans mænd) som lille. Indtil videre kan jeg kun konstatere, at krigens aktier i kampen mod terrorismen er steget, mens mine aktier som krigsbedømmer er sunket.
Alligevel er jeg overbevist om, at krigsordet fortsat fører tanken på afveje. Dette helt bortset fra de endnu svært overskuelige politiske og humanitære konsekvenser af krigen i Afghanistan. Krig er et vildspor af den simple grund, at terrorismen ikke er en fjende, der kan besejres i krig. Den terrorisme, som i USA førte til bombningen af den forbundsstatslige bygning i Oklahoma City i 1995 kan ikke besejres i krig. Den terrorisme, som i USA førte til udsendelse af miltbrandinficerede breve, og som efter alt at dømme stammer fra en amerikansk statsborger, kan ikke besejres i krig. Hvad der muligvis kan besejres i krig, er regimer, som støtter og beskytter terroristiske organisationer, eller regimer, som i sig selv kan stemples som terroristiske. Siger vi »krigen mod terrorismen«, tænker vi følgelig snarere i termer af mulige mål for denne krig, dvs. i termer af regimer, som bør bekæmpes og om nødvendigt styrtes.

Forfejlet tankegang
Lige nu tænker dele af den amerikanske regering i sådanne termer. Den tænker, at Afghanistan bare er begyndelsen, og at verden må terroristsikres gennem fortsat krig mod de ’slyngelstater’, hvor terrorismen antages at have sin territoriale base.
Den tænker også, at demokratier nu må indføre krigstidslovgivning og indrette krigstidsdomstole og på krigstidsagtig måde skelne mellem fremmede og hjemmehørende.
I samtlige disse henseender er dens tankegang efter min mening forfejlet. Farligt forfejlet.
Den farligste fejl lige nu er det politiske råderum, som denne tankegang har skabt for diverse stater til at definere deres modstandere som terrorister. I første omgang det råderum, Israels ministerpræsident Ariel Sharon har tiltaget sig for at definere Vestbredden og Gaza som terroristreder og dermed give Israel frie hænder til med militære midler at tilintetgøre de sidste rester af det palæstinensiske selvstyre og Osloprocessen. Palæstinensiske selvmordsbombere sidestilles med selvmordspiloterne i USA, de palæstinensiske myndigheder med talebanerne og Yasser Arafat med bin Laden. De vestledere, som for nylig skyndte sig at støtte kravet om en palæstinensisk stat for at styrke koalitionen mod talebanerne, giver nu deres tavse accept af de israelske missilangreb mod palæstinensiske institutioner, kampvogns-raids mod palæstinensiske byer og »præcisionsbombninger« mod palæstinensiske ledere med de uundgåelige følgeskader.

Ny logik
Jeg nærer ingen tvivl om, at dette er, hvad Ariel Sharon hele tiden har ønsket sig. Han har aldrig gjort nogen hemmelighed af sin livslange overbevisning om, at Israel må »leve med sværdet i hånd«, at palæstinenserne aldrig kan blive en jævnbyrdig fredspartner, at Israel aldrig kan opgive kontrollen med Vestbredden og Gaza, at den eneste fred, som er mulig, er den fred, som Israels militær dikterer. Siden han tog magten i februar, har han lidt efter lidt (med forudsigelig og velkommen hjælp fra de palæstinensiske ekstremister) ladet krigsordet styre tanken og krigshandlingerne styre virkeligheden.
Ved at stemple de palæstinensiske myndigheder som anstifter af terrorisme og behandle den palæstinensiske befolkning som potentielle terrorister er det lykkedes ham at vinde gehør for netop den militære ’løsning’, som han hele tiden har været fortaler for, og som nu bidrager til at fremprovokere det klima af skræk og terror, som bekræfter og forstærker hans klaustrofobiske verdensbillede.
Det, som George W. Bush måtte tillades at gøre i Kandahar, må Ariel også tillades at gøre i Hebron, er den nye antiterrorkrigs logik.
Denne logik er imidlertid ikke meget bevendt. Jo mere Ariel Sharon bomber sine ’terroristreder’, desto mere tager terroren til. Den periode af terrorfrihed, som fulgte på Osloaftalen i september 1993 synes ingen at mindes længere. Heller ikke at den første store terrorhandling derefter var en jødisk bosætters massakre på 39 bedende muslimer i en moské i Hebron i februar 1994. Ej heller, at det var en hjemlig ekstremist, som myrdede fredsprocessens israelske garant, Yitzhak Rabin i november 1995.
Problemet med »krigen mod terroren« er dermed ikke bare, at den savner en klar sammenhæng med sine erklærede mål, men at den tenderer mod at frembringe sine egne helt andre mål.

*Oversat af Niels Ivar Larsen

*Göran Rosenberg er journalist, forfatter, og freelance-kommentator i Dagens Nyheter og Dagbladet Information

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her