Læsetid: 3 min.

Russiske pirater

Krokodilletårer for underholdningsindustrien
Debat
28. december 2001

Rusland
Jon Kysts kronik den 7. december om Ruslands copyrightforbrydelser er interessant, men giver et ensidigt og forenklet billede af problematikken. Det er godt nok at man tager et opgør med Sovjetstaten og dens forbrydelser, men så må man skelne mellem forbrydelser og mindre alvorlige konsekvenser af dens ideologi.
Man kunne glæde sig over at en maltrakteret udgave af Some like it hot overhovedet blev vist i Sovjetunionen, og undre sig over censurens uudgrundelige irgange og de mange selvmodsigelser i kulturpolitikken under Brezhnev, men Kyst foretrækker at begræde Hollywoods manglende royalties. Det får stå for hans regning. Jeg vil begrænse mig til at udfylde billedet han giver af musikpirateriet.
I 1980 begyndte en vis Andrei Tropillo at lave optagelser med rockbands i et studie, hvor han underviste børn i lydregi. Båndene blev distribueret non-kommercielt, og kopieret og genkopieret i titusindvis af eksemplarer. Således opnåede bands som Akvarium, Kino, Alisa m.fl. stjernestatus endda før pressen overhovedet skrev om dem.
Tropillo blev så i slutningen af 80’erne headhuntet til pladeselskabet Melodijas Leningrad-afdeling, hvor han genudgav samtlige af de tidlige indspilninger han havde været med til. Bandenes andel udgjorde beskedne 1:5.000 af indtægterne.

De stenrige artister
Så begyndte den nyvalgte direktør at distribuere Beatles, Rolling Stones og en række vestlige artister, noget som gav Paul McCartney et apoplektisk anfald, men vanskeligt kunne siges at påføre vestlige pladeselskaber eller de allerede stenrige artister noget tab, eftersom købekraften i Sovjetunionen ikke rakte til at købe dyre vestlige originalindspilninger. Trods alt, blev en masse god musik spredt til interesserede mennesker til en fordelagtig pris. Melodija var imidlertid et synkende skib, og Tropillo blev afskediget i kølvandet af McCartneys trusler. Han oprettede straks et nyt firma i Den Lutherske Kirkes lokaler i Leningrad, hvorfra han udbredte Sonic Youth, Dead Can Dance og meget andet til musikinteresserede med inflation i tegnebøgerne. Disse udgivelser muliggjorde faktisk senere koncertbesøg af flere af de piratudgivne band, som ellers næppe ville have haft noget publikum i Rusland overhovedet.

Bulgarske udgaver
I midten af 90’erne gik pirateriet imidlertid så langt, at den seneste Prodigy kunne købes i bulgarsk udgave for tyve kroner – inden den var udgivet i England. For et års tid siden blev musikmarkedene i Moskva og St. Petersburg lukket af hætteklædt politi. I dag kan man imidlertid gå ind i en pladeforretning i St. Petersborg og tilsyneladende legalt anskaffe den sidste til Nick Cave for 30 kroner, så hvad er der sket?
Jo, exentrikeren Tropillo, som ynder at fremstå som russisk musiks redningsmand, og en direkte efterkommer af Jesus Kristus, har trods alt vundet en vigtig sejr på vegne af købekraftsløse musikfans: Musikindustrien er blevet tvunget til at indse at de ikke vil få solgt nogen plader i Rusland, med mindre de tilpasser prisene efter købeevnen.

Recessionsjammer
Licensudgaver af vestlige klassikere og nyheder dukker nu op i oplag på 500 eksemplarer, som en slags aperitif. At det reelle oplagstal nok er et ganske andet, er nok et faktum industrien må leve med endnu en stund.
I mellemtiden vil jeg anbefale Kyst og hans ligesindede at tørre tårerne over multimillionærernes (for det er ikke popverdenens fattigrøve det her er tale om) tabte royalties.
Nyd heller følelsen af, for en gangs skyld at kunne gå i en pladeforretning og købe alt, der virker interessant, næste gang I er i Rusland. Mon ikke billigere plader også herhjemme ville være en vej ud af musikindustriens recessionsjammer?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her