Kronik

Se selv

David Hockneys billeder gør os mere bevidste om virkelighedens ’blændværker’ ved at skabe billeder – ikke af ting, men af selve det at se
14. december 2001

Det virtuelle rum
Når jeg ser David Hockneys billede af en landevej, der snor sig legende gennem et bakket landskab med eksplosivt røde huse og grønne marker spredt ud over højderne, får jeg minder fra min barndoms rejser, hvor jeg sugede mit blik fast til nye landskaber og forsvandt ind i omgivelserne med alle sanserne på stilke.
Hockney formidler nogenlunde samme oplevelsesiver og det er den, der driver værket. Han maler ikke et landskab for at vise, hvordan det ser ud. Han maler det for at vise, hvordan han oplever det: »This is not a picture of Grand Canyon, this is a picture of looking at Grand Canyon,« siger Hockney om sit kæmpemaleri, der på sin egen måde forestiller Grand Canyon.
Med denne trang til at videregive sit subjektive syn suger Hockney mig ind i billedets forvrængede perspektiver og dybder. Her inde vækker han tanker og inspirerer mig til at standse op og huske på, hvor vigtigt det er at se verden med egne øjne.
Hockney er en varm fortaler for det subjektive blik. Det er det, der gør hans billeder vedkommende både som kunst og som en påmindelse til beskueren om at tage samme slags jeg-fiksering med ind i hverdagslivet, når han eller hun ser på omverden og skaber meninger, minder og historier. I en moderne verden som vores, hvor medierne non-stop bombarderer os med andre folks meninger om alt lige fra krig til skilsmisser, er det vigtigt at gøre som Hockney: At skærpe sit eget blik.

Mennesket søger altid forståelse og vi har det bedst, når vi kan forklare de fænomener, der omgiver os. Derfor er det naturligt for os at tro på de fortællinger, vi præsenteres for gennem medierne. Men vi glemmer også, at når vi for eksempel præsenteres for en historie om krigen i Afghanistan, så er det altid kun et udsnit af virkeligheden.
Det betyder ikke, at det er en usand historie, men det er sjældent hele historien. En stor informations-reduktions-proces har fundet sted, inden historien når til medierne, fordi journalister såvel som eksperter og øjenvidner også kun er mennesker, der gerne vil forstå helheden og derfor må negligere nogle informationer, som ikke umiddelbart giver mening.
Det siger sig selv, at der nødvendigvis tegnes store linier, som ofte udvisker nogle af de mindre. Medierne gør et utrolig godt arbejde for at fortælle sandheden, men man skal ikke opgive sin egen sunde fornuft og intuition, værdier og tro af den grund.
Når Hockney maler eller fotograferer, ligger det ham meget på sinde at minde beskueren om, at det er hans oplevelser, som han gengiver, og ikke en eller anden form for objektiv skildring. Det viser han tydeligst i sine fotografier, hvor han altid har sine egne fødder med på billedet. Så er beskueren ikke i tvivl om, at det er ham, der er afsenderen, og at det er hans udsnit af verden, som vi ser.

Det forhold, at individet i dag har svært ved at vide, hvad det skal tro på, og hvad der er sandt og falskt, er der flere tænkere i vores tid, der filosoferer over – og for de flestes vedkommende harcellerer over. Mario Perniola er en af dem, og hans fokus er netop på, at individet i vores tid bliver mødt af et utal af billeder, som i kraft af deres overpræsentation gør, at vi lever i en verden af blændværker.
De bliver til blændværker, når det er dem og ikke virkeligheden, vi forholder os mest til, og i værste fald antager de karakter af opspind eller kunstværker til trods for, at de foregiver at være dokumentariske. Faktisk mener Perniola, at det står så grelt til, at billedmængden er så enormt stor, at den dominerer over virkeligheden, og at det er de usande billeder af virkeligheden, som vi tror på, mere end det er virkeligheden selv.
Vi møder dette tvivlsspørgsmål i snart sagt alle de historiske begivenheder, som har hele verdens bevågenhed:
*Er billederne sande?
*Var det angrebet på World Trade Center, som palæstinenserne grinede af lige efter det var sket, var de instrueret til at grine, eller grinede de af noget helt andet?
*Var det massegrave i Jugoslavien, vi så billeder af, eller var billederne konstruerede?
Hver gang en fotograf tager et billede, er der risiko for, at han pynter lidt på tilværelsen. Han vælger ét nanosekund frem for et andet og i det nanosekund, kan der godt vise sig et smil, selvom der de følgende sekunder er alt andet end smil. I det øjeblik, fotograferne bliver for gode til at tage billeder og journalisterne for gode til at skrive historier, er der fare for, at vi kommer til at leve i en verden af opspind. Blændværker, som Perniola ville sige.
Vores oplevelser af omverdenen er i stigende grad præget af, hvad andre mener, synes og tænker.
Der er ikke den del af livet, som ikke bliver debatteret i tv og radio, og det må unægteligt forvrænge vores oplevelser – især hvis nogle af historierne er blændværker.
Det er lige præcis det, Hockney minder os om: Kraften i det blik, som er nærværende overfor virkeligheden, og som skaber en selvstændig oplevelse, der er løsrevet fra andres fortolkninger. Han minder om, at man ved at skærpe sit eget syn kan gøre sig fri af mediernes påduttende fortællinger om livet og verden.
David Hockney er en mand, der har pudset linserne på sine egne øjne og stolt underordner al form for objektivitet.

Den franske, nulevende tænker Jean Baudrillard tager skridtet videre i forhold til Perniola. Baudrillard påstår, at verden er ved at kappe båndene til virkeligheden. Med det mener han, at alle de nyheder, billeder og fortællinger, som vi omgives af blot henviser til hinanden og ikke til nogle realiteter.
Alle de betydninger, som vi støtter os op ad, florerer med andre ord som tomme tegn, der cirkulerer i egne cirkler uden nogensinde at ramme virkelighedens cirkler til trods for, at det netop er virkeligheden, de påstår at præsentere.
Baudrillard har tendens til at overdrive. Ingen tvivl om det. Men hans ide er alligevel tankevækkende, og det skader nok ikke, at se nyheder med en vis distance – vel vidende, at de er med til at skabe virkeligheden lige så meget som virkeligheden skaber dem.
Når man følger Baudrillards tankegang, og hans ret triste syn på mediernes magt og fylde i vores hverdag, er det skønt at komme i nærheden af Hockneys kunst, som ikke forsøger at pådutte beskueren en objektiv sandhed.
Der er noget andet ved Hockneys billeder, som også gør dem interessante: Han formår at lægge tid ind i dem.
I modsætning til at se på et fotografi, har man som beskuer af Hockneys billeder, en oplevelse af at stå foran et værk, der varer op til flere minutter.
Først falder blikket ét sted, så et andet sted, så et tredje og så videre. Hans billeder er stykket sammen af flere synsretninger og forskellige perspektiver, hvilket giver indtryk af en grundig dvælen ved motivet.
Netop evnen til at dvæle er endnu en menneskelig evne, som flere af vor tids tænkere savner. Fredric Jameson er en af dem. Han taler om mediernes evige nu.
Medierne søger hele tiden at præsentere seneste nyt, og hvis noget ikke længere er seneste nyt, så fordufter det ud i intetheden, og alle glemmer, at det nogensinde var.

Godt nok bruger vi lang tid på at bearbejde store historiske hændelser som angrebet på World Trade Center, men vi dvæler ikke ved oplevelsen af det. Medierne fodrer os konstant med den seneste udtalelse fra New Yorks borgmester, fra brandmændenes chef, fra terror-eksperter og seneste nye tal om diverse tab. Det betyder, at vi er omgivet af et evigt nu, påpeger Jameson.
Jamesons store frygt er, at medierne er med til at gøre individet dybdeløst, og det har flere årsager. Dels på grund af det evige nu, der konstant udvisker det, der lå før nuet. Dels på grund af, at medierne i mange sammenhænge erfarer for os og dermed stjæler nogle vigtige udviklingstrin fra mennesket.
Og endelig fordi vi ikke får lov til at dvæle ved tingenes tilstand. Vi zapper gennem verden. Vi præsenteres for krigsbilleder det ene øjblik, sportsresultater det næste og popstjerner det tredje. Hvornår er det så, at man skal nå at fordøje de enkelte billeder og lagre dem, som en form for dybde i personligheden?

Nok er individet i centrum i vores moderne tidsalder, men der er mange eksempler på, at individet faktisk drukner i muligheder, meninger og billeder, så det bliver svært at finde sin vej gennem vildnisset.
Vi konfronteres konstant af medier, der mener at kende og vise sandheden, men som aldrig hverken viser eller kender den hele sandhed, og det kræver rygrad at skære sine egne snit, finde sin egen virkelighed og værdier i et sådant evigt omsluttende bombardement.
Baudrillard siger det således: »Speech is perhaps free, but I am less free than before. I no longer succeed in knowing what I want, the space is so saturated, the pressure so great from all who want to make themselves heard.« The Ectasy of Communication, 1999).
Med det i tankerne kan det anbefales at se David Hockneys billeder på Louisiana og lægge mærke til, hvor god Hockney er til at formidle sin subjektive oplevelser i billedet.

*David Hockney-udstillingen kan ses på Louisiana frem til den 27. januar 2002

*Mette Højrup er cand.mag. i moderne kultur og kulturformidling

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu