Historisk set
Hvordan gik du fallit?« spurgte Bill. »På to måder,« sagde Mike. »Gradvist og så pludseligt.«
Ernest Hemingway: Og solen går sin gang, 1926
Dagen efter valget undsagde Anders Fogh Rasmussen i Publicistklubben den forældede højre-venstre akse. Vælgerne ville fremover stemme på tværs af sociale skel.
Der er to punkter i udsagnet: Det sidste at vælgerne vil stemme på tværs er korrekt. Det første at politiske forskelle er fortid er forkert. Der vil altid i en demokratisk stat være et centrum flankeret af henholdsvis et højre og et venstre, men derfor kan man jo godt undertrykke det klassiske politiske begrebsapparat i den offentlige debat.
Siden 1989-91 har især partiet Venstre under devisen om ideologiernes død prøvet at fortrænge de politiske begreber man kunne kaldte bestræbelsen et element i det gradvise og med 11. september kom så det pludselige. En frygtsom klode vågnede op til et sprog, som John Ford ikke ville have tilladt i sine westerns og som har grumme konsekvenser:
I forbindelse med den danske valgkamp, for eksempel, har man kunnet ane en radikalisering af vores moderate muslimer. De jages mod højre dels af en beskidt valgkamps retorik, dels af utilstrækkelige forståelsesformer (hvor mange danskere er f.eks. i stand til at afkode islamisk retorik?). Kort sagt: Med det politiske sprogs fortrængning er vi endt med et dem og os, netop dét præsident Bush for sent advarede imod.
I øvrigt var den del af retorikken faktisk ikke et problem i USA, hvis seks millioner muslimer lever i fordragelighed med naboerne, og hvis kvinder bærer tørklæde eller ej på arbejde, som det passer dem (i modsætning til Danmark og Frankrig, jvf. The Economist, 17. nov.).
Et andet element i det gradvise er den danske debats voksende utålsomhed. Tidlige anklagede var de her 68ere, der skulle angre fortidens synder. Senere kom historikere, der har pillet ved den blåstemplede historieskrivning om besættelsen og efterkrigsårene, på anklagebænken. De syndebukke kunne dog svare igen og var i modsætning til mange flygtninge og indvandrere usynlige i gadebilledet. Både Claus Bryld og jeg kan i det store og hele gå på Strøget uden at døje med olme sideblikke.
Det pludselige var terrorangrebet den 11. september. Med enten-er-I-for-os-eller-imod-os-retorikken og en efterfølgende krig i Afghanistan.
For og imod-retorikken er ikke ufarlig, men den vil antageligt lyde temmelig kortvarigt. Under krigen i Vietnam varede det længe, før det danske samfund kunne og ville acceptere, at der fandtes et Andet Amerika, der var imod krigen. Således går det næppe med denne krig.
Allerede den 25. oktober holdt en mr. Paul fra Texas en tale i Repræsentanternes Hus, hvor han sagde, at den amerikanske regering ikke altid er synonym med amerikanske idealer og advarede mod at affærdige alle med en kritisk holdning (»blame America crowd«). Desuden antydede han, at man mistede proportionssansen, hvis man ikke huskede USAs 40.000 trafik- og narkodødsfald pr. år.
Mr. Paul beklagede også kommende indgreb i borgerlige rettigheder, beklagelser man just har hørt i den engelske Underhus.
Hvordan vil det gå her? Efter at Birthe Rønn Hornbech skiftede retspolitisk holdning under en gyser af en valgkamp, kan man frygte, at antiterrorlovpakken fører til et overvågningssamfund, hvor de borgerlige rettigheder slankes, og retslig usikkerhed ender med at være det normale.
I december 1952, da McCarthyismens heksejagt var godt i gang, skrev forfatteren Mary McCarthy til sin veninde Hannah Arendt:
»...en besynderlig blanding af venstrefløjselementer, anarkistiske elementer, nihilistiske elementer, opportunistiske elementer, der alle ifører sig konservative klæder, som et Narrenschiffe... Det nye Højre gør sig stor umage for at blive
accepteret som normalt... og det
må efter min opfattelse stoppes, hvis det ikke allerede er for sent...«
Gennemsnitspolitikere og professionelle læserbrevsskribenter (folkets stemme?) vil sikkert altid bruge de kneb, der har været brugt i hetzen mod 68erne: Mistænkeliggørelse, citatfusk, forvrængninger af udsagn og som det værste vil de tillægge anderledes tænkende synspunkter, de ikke har. Med terrorbekæmpelsen som dyster baggrundsmusik vil den slags blive det normale. Så sent som søndag aften den 19. november måtte jeg i en radioudsendelse om bogmessen høre Brian Mikkelsen sige, at man jo ikke kunne regne med mig, fordi jeg havde skrevet under på annoncen (den med at Danmark ikke skal regeres fra højre).
Rent bortset fra, at jeg befandt mig i selskab med kunstnere som Bodil Udsen, Niels-Henning Ørsted Pedersen, forfatterkollegaer og internationalt kendte filminstruktører, så er det absurd at mistænkeliggøre mennesker med en mild centrum-venstre holdning.
Men sådan skal det måske til at være nu efter denne ti år lange gradvise tilvænning til offentlig mudderkastning så at sige på
indenrigspolitisk plan?
Eller har den rige vestlige verden i dén grad vænnet sig til at definere sig i forhold til en fjende og så en dag opdager, at man savner sine faldne modstandere, fordi man ikke kan definere sig og sine værdier uden dem?
Er det tilfældet, ja, så har en af krigsugernes udenlandske analytikere ret i, at fremtiden er fortiden.
Hvordan brød det lille hyggelige foregangsland sammen? Tja, både gradvist og pludseligt.
Det gradvise kan være flere ting. I et længere perspektiv skal man måske tilbage til Første Verdenskrig. Det har i hvert fald strejfet mig flere gange, når kloge hoveder har postuleret, at den arabiske verden ikke kan komme overens med moderniteten.
Spørgsmålet er, om andre skulle have et tilsvarende problem.
Det er almindelig antaget, at gud døde i de flamske skyttegrave. Men da skandinaverne ikke befandt sig der, kan det have været en af forudsætningerne for vores velfærdsstater:
På positiv vis kunne Danmark, Norge og Sverige bevare en vis
naiv (?) tillid til fremskridt og solidaritet mellem mennesker. På negativ vis indfoldedes en vis selvgodhed og nationalromantik i selve vores grundlag, netop dét der forsvandt i det industrialiserede massedrab på kontinentale og
engelske soldater.
Nu, næsten et århundrede efter Første Verdenskrig, toner omkostningerne ved fremskridtstroen og det kønne menneskesyn frem som en udbredt ængstelighed ved livet i endeløs forandring. Men man kan også se omkostninger ved selvgodheden og nationalromantikken. De senere år har danskerne måttet erkende, at ikke alt i vores lille land er så godt, som vi har fået at vide i flere generationer. Og man (jeg) har som tilhænger af et europæisk fællesskab set, hvor rædselsfulde virkninger den forvitrede nationalromantik kan få.
Politikerne har svigtet ved ikke at tale ligeud om forholdene. De og her tænker jeg især på socialdemokraterne har talt ned til og undervurderet borgerne, noget man ikke gør ustraffet. Hvad valget tydeligt har vist.
Hvad mange politikere igen især socialdemokraterne heller ikke rigtig har forstået, er den sære utilfredshed, der kommer af følelsen af at blive snydt. Snydt for hvad er lidt uklart. Skandinavernes gud døde ikke i skyttegravenes mudder, han visnede langsomt. Og da mennesker ikke lever af brød alene, ulmer et begær, som ikke kan tilfredsstilles alene af materielle goder.
Det er denne vanskeligt definérbare utilfredshed, det formløse begær, som højrepopulister kloden rundt er mestre i at udnytte, og som anstændige politikere finder under deres værdighed at spille på med andet end løfter om forbedringer af velfærdsstaten.
Det var det gradvise sammenbrud. Det pludselige kom med 11. september og et dansk triple-valg udskrevet på en statsmandseffekt, der hurtigt blev slidt ned, fordi valgkampen foregik i skyggen af terrorismen. Ikke terrorismen som mange europæiske lande og nære naboer kender den, men som den blev defineret af en mildt sagt ikke særlig progressiv amerikansk administration.
Så udlændingedebatten kom ikke bare i centrum, men låste valgkampen fast i et størknet centrum, hvor ingen skelnede mellem et islamisk højre, centrum og venstre i politisk forstand. Og det på trods af, at der var opstillet muslimske centrum-venstre kandidater til Folketinget.
Fremtiden er ved at blive fortid. Dén ny verdensorden, som præsident Bush senior proklamerede i 1991, begynder at tegne sig her ti år efter under præsident Bush junior.
Den 20. november blev den sidste tirsdag i relativ uskyld i Danmark. Efter en amerikaniseret valgkamp, en præsidentvalgkamp, kommer lammelsen og skammen og en inderlig trang til at trække dynen op over hovedet og blive i sengen. Når vennerne i udlandet ringer eller sender en e-mail med spørgsmålet: Hvad er det, der sker i Danmark!?, får jeg lyst til at græde. Mit svar er stort set dét, der står her.
Jævnaldrende venner forstår mig, når jeg siger, at vi er bombet tilbage til koldkrigsårene med den tids nedbrydende krav om loyalitet enten er du for os eller også er du imod os. Og hvis du ikke er med os, er du en forræder mod den Frie Verden.
Der er naturligvis forskelle på før og nu, om det er for det gode, er svært at afgøre.
Men for det første er der hele den islamiske verden som en afgørende faktor på den politiske scene, en mægtig og broget faktor som skal tages alvorligt på en anden måde end russerne. For det andet er der den teknologiske udvikling, primært Internettet, hvor man kan finde de informationer, som ikke flyder ud af de danske medier, og som man savnede i Den Kolde Krig, hvis man ville bevare proportionssansen.
Alligevel er jeg ikke fortrøstningsfuld. Vi vil se flere veluddannede udlændinge forlade Danmark og flere tilbageblevne radikaliseret, fordi atmosfæren er utålelig. Vi vil se Europa-debatten droslet ned til platituder, højere fartgrænser, mere social udstødning, et forsømt miljø. Lige så slemt er, at i det endnu ophedede klima er der antagelig en villighed til at sælge ud af de frihedsrettigheder, som vi priser, og som så mange andre på denne plagede klode drømmer om.
Når man vil deltage i den offentlige debat, kan man ikke længere nøjes med at udtrykke sin mening direkte, hvis man vil undgå at få hadebreve og verbale skraldespande tømt ud over hovedet. Brutaliseringen af debatten vil tvinge mange til at skubbe citater fra den internationale presse og åndshøvdinge fra den globale scene foran sig. Mange vil simpelthen tie og gå i indre eksil.
Den uafhængige tankes integritet, det selvstændige menneskes troværdighed risikerer kort sagt at blive slidt ned og forsvinde fra det offentlige rum. Og så netop nu, hvor der mere end nogensinde er brug for selvransagelse!
*Inge Eriksen er forfatter
