Kommentaren - Politisk tomrum
På trods af det rædselsvækkende valgresultat den 20. november var det alligevel befriende med et punktum for en valgkamp, øredøvende baseret på standardiserede paroler og automatreplikker om ældreomsorgen, udlændingeloven og et forbedret sygehusvæsen.
Ikke mindst gik det samstemmige politiske kor til valg på bevarelsen af vores velfærdsluksus. For hvad ellers? Tendensen til bevidstløse gentagelser i den politiske valgkamp, har ikke bare være symptomatiske for de netop overståede valg, men i løbet af det sidste dusin år, har de politiske slogans ikke ændret karakter i Danmark.
Tværtimod er de tidligere forskelle mellem det klasseforankrede Højre og Venstre blevet udvandet, i takt med variabler som velfærdssamfundets udvikling, den økonomiske globalisering, it-teknologiens indflydelse, og internationaliseringen af områder, der tidligere var nationalt betingede. Hvorvidt vi foretrækker træsko, stilethæle eller anatomisk korrekte sandaler, er heller ikke længere det afgørende for vores partipolitiske orientering eller politiske trosbekendelse.
Homogeniseret valg
Det er i sig selv blevet en floskel at påpege, at vi lever i en opbrudstid, men når man iagttager det bagvedliggende samfundsskifte, er der imidlertid ingen tvivl om, at dette kræver en fornyelse af de politiske slogans, og et opgør med den politiske vanetænkning i klasseinteresser. Derfor var det en skam at bevidne endnu en homogeniseret valgkamp i en tid, hvor behovet for en grundlæggende diskussion om samfundets indretning og dets værdifundament er vital.
Tager man den politiske trusselsretorik overfor de fremmede og det mangfoldige i betragtning, så har den markante radikalisering for alvor sat intolerancen og fremmedallergien øverst på den nationale dagsorden. På en måde, hvor faren for panikpolitiske løsninger på udlændingeområdet har fået internationale observatører til at rette det skarpe blik mod Danmark, der i danskhedens navn har satset sit verdensrenommé.
Og der er ingen tvivl om, at eskaleringen af den skingre tone i indvandrerdebatten i kølvandet på den sorte septemberdag og novemberdag vil forårsage alvorlige klimaproblemer, hvis ikke den uheldige udvikling afværges.
Den manglende debat om værdier larmer derfor ikke blot i sit fravær den er alarmerende. Ikke kun fordi de etablerede politiske partier er folkeligt afstumpede, og synes at leve et selvstændigt liv uden at kunne levere tidssvarende visioner. Men også fordi konsekvensen af en skævvridning mellem store dele af befolkningen (der frastødes af de politiske klichéer), og politikerstanden (der lever af selvsamme klichéer), er på vej mod, at underminere det repræsentative demokrati. Idealet om lighed i velfærdsstatens arbejde for omfordeling af materielle goder, forplanter sig i et krav om ensartethed.
Indsnævnrede visioner
Det er et paradoks, at det danske samfund på den ene side rummer mennesker med forskellige værdier og idealer, mens det politiske liv afspejler en udbredt holdningskonsensus. Homogeniseringen af den politiske kultur er et resultat af, at den aktive dialog om værdier har urimelige og elendige vilkår i et samfund, hvor grænserne for det normale har indsnævret visionerne for fremtiden.
Holdninger der afviger fra det normale forbliver marginaliserede og udgrænsede i forhold til midten.
En anden tendens, der vanskeliggør den grænseløse værdidebat, er nationaliseringen af den politiske debat. Den politiske debat virker unægtelig som en leflen for frikadelle-danskeren, hvilket er gennemgående i hele det politiske spektrum. Eksempler som det nationale EU-kompromis, Danmark som foregangsland, Danmark som it-nation m.fl., viser netop hvor dybt indgroet det nationale er i dansk politik.
Selv partier, som umiddelbart bekender sig til det internationale udsyn og solidaritet, såsom de traditionelle venstrefløjspartier, har ikke formået at komme udover den nationale selvforståelse og er groet fast i visionen om Danmark som velfærdssamfund. Vores nationale identitet, med udgangspunkt i janteloven og millimeter-lighed hindrer en debat, som tager hensyn til forskellighed og tør se mangfoldighed som en ressource. Multikulturalitet er blevet et politisk tabu.
De hysteriske automatreplikker i debatten om ægteskabspræferencer, tørklæder, badeforhæng og svinekød, bør afløses af en grundlæggende værdidebat, der ikke tillader det populistiske misbrug af xenofobiske strømninger. Fremmedallergi gavner i hvert fald ikke samfundsklimaet eller vores internationale renommé.
Men om ikke andet, så er det et positivt signal, at vores nye statsminister ligner en udlænding.
*Mona Sheikh er sammen med Terkel Kunding redaktør på debatbogen Vakuum, der sætter det danske samfund og dets værdigrundlag til debat. Bogen er netop udkommet på forlaget Tiderne Skifter
