Kronik

Tosprogede elever skal fordeles

At udstyre tosprogede gymnasieelever med de sproglige og kulturelle færdigheder, de får brug for, skal enkelte dansklærere på nogle få skoler ikke stå alene med
11. december 2001

Retfærd & Velfærd
Kort før sin afgang nåede Margrethe Vestager på en konference i Odense om fremtidens gymnasiale uddannelser at fremsætte følgende uforgribelige undervisningsministerielle mening: »Der er for meget fag og for lidt pædagogik (= projekt og tværfaglighed) i gymnasieskolen«.
Heri tog – og tager – hun grundigt fejl. Dels fordi selve ideen om at tømme gymnasiet for fag og faglighed vil være et afgørende misgreb, dels fordi der faktisk pågår mange pædagogiske diskussioner, og både meget projektarbejde og tværfagligt samarbejde, som bare ikke er organiseret og registreret – og derfor ikke så let at få øje på.
Efter folkeskolen i mange år har nedprioriteret fag og faglighed, er skuden ved at vende. Fag og faglighed er ved at vende tilbage. Men samtidig bebuder man så at ville fjerne ’fag’ (både forstået som fagligt indhold i enkelte fag og som selvstændige fag i fagrækken) fra gymnasieskolen. Erstatningen hedder tvungen tværfaglighed og pålagt projektarbejde.
De, der nynner med på ideerne, siger: »Uddannelsestænkningen i gymnasiet er i dag i alt for høj grad domineret af fag. Fokus skal i højere grad rettes mod samspil mellem fagene og udvikling af et tværfagligt studiemetodisk grundlag. Obligatoriske tværfaglige forløb vil tydeliggøre en række fags gensidige afhængighedsforhold og give nye rammer for undervisningens tilrettelæggelse.« (Sådan skriver i hvert fald to jyske rektorer i et af de sidste numre af Gymnasieskolen.)
Jeg kunne ikke være mere uenig.
Som gymnasielærer er jeg uddannet i og med et fag. Det er med faget og den faglige indlæring som udgangspunkt, jeg – i samråd med eleverne – vurderer hensigtsmæssigheden i, i hvilken pædagogisk iklædning indlæringen bedst sker, og målet er at lære eleverne noget fagligt konkret. Set gennem min pædagogiske optik skal gymnasiet nemlig ikke lære eleverne at blive ’nogen’. De skal lære ’noget om noget’, så de ved at bruge denne viden kan blive til noget – og dermed også blive til nogen.
At eksplicit fremhæve og satse på elevernes personlige udvikling og arbejdsmetoder, på bekostning af fag og faglighed er efter min bedste overbevisning til skade ikke alene for uddannelserne, men da især for behovet på arbejdsmarkedet. Så vidt jeg ved, har arbejdsmarkedet ikke primært brug for folk, der er nogen, men for folk, der kan noget.
Lad os med dette in mente vende blikket mod danskfagets sprogundervisning:
»Alle mennesker kan deres modersmål, men det meste af det man ved, når man kan et sprog, er underbevidst viden. Man følger regler og normer man stort set ikke er i stand til at formulere; man taler bare.«
Sådan lyder det i indledningen til bogen Dansk sproglære, der udkom i 1996. Og den underbevidste viden, der gør at man ’behersker’ sit modersmål, omfatter såvel sproglige som sociale og psykologiske strukturer. Derfor lærer danske børn født af etnisk danske forældre i Danmark faktisk heller ikke dansk sprog. De tilegner sig det, og denne tilegnelse er en tilegnelse, hvor sproglige og kulturelle koder (såvel som sociale og psykologiske) så at sige organisk indoptages som en samlet dansk-fagpakke i takt med barnets opvækst.
Denne ’dansk’-indoptagelse ligger til grund for skolefaget dansk og den danskfaglighed, der arbejdes med i hele det danske uddannelsessystem. Sprogligt arbejdes der således ikke med en egentlig indlæring af sproget dansk, men der arbejdes på at bibringe eleverne større sproglig bevidsthed, og derigennem mulighed for mere nuanceret sprogbrug og sprogforståelse, gennem sproglig iagttagelse, beskrivelse og analyse af et basalt behersket – og altså: Ubevidst tilegnet – kommunikationssystem, ’det danske sprog’.

Muligheden for at ’tilegne’ sig dansk er altså i høj grad nationalt-geografisk betinget. Der er helt givet også andre end børn af etniske danskere, der bor i Danmark, der ’tilegner’ sig dansk, men det sker i stærkt varierende grader (afhængig af den sociale og psykologiske situation) og ofte kombineret med en speciel, direkte sprogindlæring.
Om man ’behersker’ et sprog er således afhængig af såvel sproglige som sociale, kulturelle og psykologiske indsigter og rygmarvsreaktioner. Grammatik, syntaks, morfologi, ortografi, idiomatik, m.m.m. skal beherskes både skriftligt og mundtligt. Skriftlig beherskelse kræver desuden indsigt i tegnsætningssystem(er), og mundtlighed kræver både retorisk indsigt og (en vis) fonetisk beherskelse, for nu blot at nævne hvad der lige falder én ind.
Socialpsykologisk indsigt er nødvendig, når man vælger henvendelsesform; evne til at ind- og afkode – og skelne mellem – ironi og alvor kan være altafgørende i en kommunikationssituation, ganske som beherskelsen af pausemarkører.
Og her taler vi faktisk kun om ’samtids’-sprog. Skal man beskæftige sig med tekster, der er bare 40 år gamle, for slet ikke at tale om flere hundrede år gamle, kræves et andet (kulturhistorisk) sprogligt beredskab.
I 1.g og i 1.HF begynder en del elever, der ikke er i besiddelse af de sproglige forudsætninger, der er påkrævet for at kunne gennemføre en gymnasial uddannelse på tilfredsstillende vis. Jeg lader her de etnisk danske elevers sprogproblemer ligge, og vender mig mod danskundervisningen af tosprogede elever på det gymnasiale niveau.
Langt de fleste dansklærere ved endnu alt for lidt kvalificeret om området, men det er min umiddelbare fornemmelse, at det måske er et helt nyt og anderledes danskfag, der er brug for til undervisningen af elever med andet modersmål end dansk.
Der er f.eks. tale om en fremmedsprogspædagogik, der er de fleste dansklærere fremmed, og der er tale om en basal kulturel introduktionsundervisning, der skal introducere og bevidstgøre om de kulturelt betingede adfærds- og perceptionsmønstre, der gælder for danskere, der har ’tilegnet’ sig dansk-pakken. Dermed tegner der sig også indholdsmæssigt et helt anderledes danskfag end det, der undervises i i dag.

Der er tegn i sol og måne på, at andre deler denne opfattelse. På seminarierne er oprettet et liniefag i ’Dansk som andetsprog’, og på universiteterne arbejder man på at oprette studier, der tager udgangspunkt i at uddanne lærere, der skal undervise elever med anden sproglig og kulturel baggrund i faget dansk. I Norge og Sverige er der allerede etableret selvstændige gymnasiefag i hhv. norsk og svensk for elever med andre modersmål end hhv. norsk og svensk.
Dansklærerens – og danskfagets – vigtigste arbejdsområder på det gymnasiale niveau er sprog, litteratur og medier – med områdernes danske variant i centrum. Men det er som sagt netop arbejdsområder, der kræver en beherskelse af og en bekendthed med alle tre dele på et relativt højt og kompliceret niveau, fordi faget på det gymnasiale niveau fortrinsvis beskæftiger sig med bevidstgørelse om allerede kendte og (bevidst eller ubevidst) indoptagne og vante områder.
Faget beskæftiger sig kun i begrænset omfang med basal indlæring – og da slet ikke med indlæring af dansk som fremmedsprog.
Fagets hovedsigte er, både sprogligt og litterært, at forbinde tradition med modernitet, således at den enkelte elevs livsverden og fortolkningshorisont beriges og udvides og nuanceres ved mødet med de livsverdener og fortolkningshorisonter, sproget (og her især da: litteraturens) formidler.

På de gymnasiale uddannelser gælder det for (dansk)fagets lærere, at de (stadig) har universitetsuddannelse som kompetencegivende baggrund. Undervisningen i fagets områder er den traditionelle dansklærer uddannet til at varetage, og det kan man være ganske tryg ved.
Men den nuværende bekendtgørelse giver hverken en beskrivelse af – eller afsætter tid til – en sådan almen undervisning i dansk som fremmedsprog og dansk som fremmed kultur.
Det er, tror jeg, fag med helt andre målsætninger og helt andre genstandsområder end den almindelige gymnasiale danskundervisnings, der skal løfte disse opgaver.
Der må udvises langt større politisk vilje til at indse, at målet i den nuværende bekendtgørelse ikke kan opfyldes på bare et rimeligt niveau, hvis mere end en tredjedel af en klasses elever ikke er fortrolige med dansk sprog, kultur og historie, og denne indsigt må føre til politisk handling.
Den opgave at udstyre de tosprogede elever med de sproglige og kulturelle færdigheder, der er nødvendige for at kunne begå sig i det danske uddannelsessystem, er så vigtig, at enkelte dansklærere på nogle få skoler hverken kan eller skal stå alene med den.
Derudover er det indlysende, at enhver tendens til kulturel ghettodannnelse på enkelte gymnasier vanskeliggør en naturlig integration, og det er den til enhver tid siddende undervisningsministers ansvar, at en sådan integration gives optimale vilkår.
Et politisk-ideologisk betinget ønske om frit skolevalg må derfor vige for hensynet til alle elevers ret til dansk-undervisning på højt niveau, og tosprogede elevers ret til danskundervisning, der tager udgangspunkt i deres behov. En ordentlig integration af tosprogede elever i det danske uddannelsessystem – og dermed i det danske samfund – er i alles interesse, og alle skoler må være med til at løfte opgaven.
Derfor må der hurtigt tages politisk initiativ til at fordele de tosprogede elever på gymnasier inden for et overskueligt geografisk område, så en naturlig integration af disse elever gives optimale muligheder.
Med fag, faglighed og faglig kunnen som udgangspunkt.

*Søren Peter Hansen er lektor ved Amtsgymnasiet i Roskilde og formand for Dansklærerforeningens gymnasiefraktion

*Dansklærerforeningen har i december 2001 nedsat en arbejdsgruppe, der skal kortlægge problemer og udfordringer med specielt henblik på de tosprogedes elevers deltagelse i danskundervisningen på de almengymnasiale uddannelser. I løbet af 2002 håber Dansklærerforeningen at have konstruktive bud på håndteringen af områdets forholdsvis store udfordringer

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu