Kronik

Med dansk elforsyning ad Californien til?

’En vindmølle kan i sin levetid ikke producere den energi, som det har krævet at fremstille den.’ Vandrehistorierne er mange, de passer ikke – men man kan på det seneste frygte, at regeringen tror det
Debat
26. januar 2002

’En vindmølle kan i sin levetid ikke producere den energi, som det har krævet
at fremstille den.’ Vandrehistorierne er mange, de passer ikke – men man kan på det seneste frygte, at regeringen tror det

Lørdagskronikken
Venstres energiminister Knud Engaard var fremsynet, da han først i 1980’erne ved hjælp af etableringstilskud satte skub i den vindkraftudbygning, som hans partifælle på ministerposten Svend Erik Hovmand fortsatte sidst i 1980’erne.
Den første energipolitiske handlingsplan, Dansk Energipolitik 1976, dikterede kraftværkernes omlægning fra olie- til kulfyring og sikrede de modvillige danske kraftværker en teknologisk førerposition.
Den næste, Energiplan 81, skitserede at 60.000 vindmøller sammen med 5.000 biogasanlæg ville kunne dække 10 procent af det danske elforbrug.
I dag dækkes 17 procent af elforbruget af godt 6.000 vindmøller, og de vil i fremtiden blive færre og færre, da der i dag kun rejses nye, men større møller ved udskiftning af mange små.
4.000 af de nuværende møller er rejst efter 1989, da etableringstilskuddet blev afskaffet. Forinden havde staten i perioden 1979-89 givet 280 millioner kroner i etableringsstøtte. Det erklærede formål var at begrænse importen af udenlandsk brændsel. Vindmøller og vindkraft-teknologi er i dag Danmarks tredjestørste eksporterhverv og indbringer op mod 20 milliarder kroner årligt. Sammen med de 16.000 arbejdspladser, vindkraftindustrien har skabt alene i Danmark, er det en sidegevinst, man ikke havde kalkuleret med.
Det samme gælder et forhold, som set i historiens lys måske vil være det mest iøjnefaldende, nemlig at vindkraftindustrien trives i krisetider, hvor anden industri skruer ned, som det ses for øjeblikket, fordi vindkraft både handler om forureningsfri energi, uafhængighed af kul og olie og på det seneste også om decentral energiforsyning og dermed mindre sårbarhed.
Sidst men ikke mindst handler det dog om den økonomi, som regeringen hævder at have for øje med sine aktuelle udmeldinger, dels om at reducere ’tilskud’ til vindproduceret el, dels om at fjerne pålægget til elselskaberne om opførelse af de tre havmølleparker ved Læsø, Gedser og Omø Stålgrunde.

Desværre risikerer regeringen at blive skuffet. Dansk elektricitet er faktisk billig, ovenikøbet blandt andet takket være de danske vindmøller. Ifølge den nordiske elværksorganisation Nordel har den massive danske udbygning med vindmøller trykket priserne på den nordiske elbørs Nord Pool til glæde for forbrugerne i hele Norden. På langt sigt vurderes det at kunne det gøre danske havmøller til en massiv økonomisk succes båd for det danske samfund og for elforbrugere i Skandinavien.
Baggrunden er, at Nordel ligesom flere uafhængige energi-analytikere venter et hastigt voksende el-underskud i Norge og Sverige, mens Tysklands overgang fra kul- og atomkraft til vind- og gasproduceret el forudses at ville give stigende el-priser i Nordeuropa.
Allerede nu er Norge netto-importør af elektricitet i et normal-år. Det norske Olie- og Energidepartement har i en rapport advaret Stortinget om el-rationering, som man har set det i Californien, i et tør-år. I 2005 vil Norge og Sverige samlet set mangle 25 terawatt-timer (TWh) i et gennemsnits-år, mens mankoen ifølge Nordel vil være 41 TWh i et tør-år. Danmarks årlige elforbrug er til sammenligning 36 TWh. Skræk-scenariet er to tør-år efter hinanden, som tidligere er forekommet.
Derfor er det svært at finde fagfolk, som deler for eksempel nogle danske politikeres tillid til, at Danmark blot kan satse på at kunne købe strøm i Norden til den aktuelle lave pris i fremtiden.
De forbrugere og erhvervsvirksomheder, hvis interesser regeringen hævder at varetage, må tværtimod forudse, at den øgede efterspørgsel fra Norge og Sverige vil tvinge de nordiske elpriser op. Det samme vil ifølge det førende norske energianalysefirma Econ den gas- og vindproducerede el fra Tyskland. Og i begge tilfælde uden de forventede nye mængder vindmøllestrøm til at modvirke prisstigningerne på elbørsen.

Men forbrugere og erhvervslivet betaler jo en merpris for elektriciteten fra vindmøller i forhold til, hvad strømmen kunne købes for for eksempel på den nordiske elbørs, påpeger regeringen. Det er korrekt. Merprisen er af elværkerne og Energistyrelsen beregnet til på landsplan 7,4 øre/kWh i 2001, men har reelt været mindre, fordi vindmøllerne producerede mindre end normalt.
Imidlertid konstaterede Amternes og Kommunernes Forskningsinstitut, som næppe nogen vil beskylde for at være miljø-fanatikere, i en større undersøgelse i 1994-95, at miljøfordele samfundsmæssigt set gør vindenergi konkurrencedygtig med naturgasbaseret elproduktion og mere fordelagtig end el fra kulkraftværker.
Hvis de samfundsøkonomiske følgeomkostninger medregnes, koster en kulproduceret kilowatt-time samfundet, 45-55 øre, naturgasproduceret el 32-39 øre/kWh og vindproduceret strøm mellem 26 og 34 øre pr. kWh.
Så elforbrugerne betaler under alle omstændigheder, blot også som skatteydere. Hvad angår deres forbrug af vindproduceret el, betaler de som elforbrugere straks og sparer i øvrigt penge, fordi det kulfyrede alternativ ville have kostet samfundet og dermed skatteyderne mere.
Internationale forskere har bekræftet AKF-undersøgelsen, blandt andet i EU-undersøgelsen The ExternE Project, et tiårigt forskningsprojekt, som blev publiceret sidste år. Undersøgelsen konkluderer, at prisen på elektricitet fra kul- og gasfyrede kraftværker i de 12 EU-lande på i gennemsnit godt 30 øre/kWh skal øges med 40 øre/kWh, mens merprisen ved vindproduceret el kun er 0,7 øre/kWh, hvis elprisen skal afspejle de samlede samfundsmæssige omkostninger ved elproduktion.
Mest enkelt kan man måske sammenfatte det, som for eksempel økonom Ulrik Stridbæk, Elsam, og seniorforsker Peter Fristrup, Risø, samstemmende har gjort:
Så længe emissioner er gratis, vil elektricitet være billig. Begge pegede de på et offentligt møde i november sidste år på, at kun en brændselsafgift – gerne international – pålagt fossile brændsler, kunne give de ærlige elpriser, som finansminister Thor Pedersen bebudede kort efter.
Men det er formentlig næppe fjernelse af dette indirekte tilskud til konventionel elproduktion, ministeren har i tankerne?

Myterne lever med andre ord i bedste velgående, når det gælder vindkraft. Da Dansk Folkeparti nu ikke blot er regeringens parlamentariske sikkerhedsnet, men også har gjort det klart, at partiet, der afskyr vindkraft af et godt hjerte, vil have indflydelse, kan der være grund til at hæfte sig ved de oftest gentagne påstande:

*»Vindmølleejere får tilskud – og det er dig, der betaler«-argumentet:
Ved indførelsen af lov om el-afgift blev bestemt, at folk, der producerer deres egen strøm ved hjælp af vindmøller, ikke skulle betale el-afgiften, som havde til formål at begrænse import af udenlandsk brændsel. Derfor blev afgiften refunderet til mølleejere. Det samme skete siden med CO2-afgiften, fordi vindmøllerne jo ikke udleder CO2, når de producerer strøm. De i alt 27 øre/kWh er fra den 1. august 1999 flyttet fra statskassen og over på elprisen som et tillæg for den samfundsmæssige værdi af forureningsfri elproduktion. De ældste ca. 2.000 møller har i øvrigt allerede fået reduceret de 27 øre til 10 øre/kWh og vil fra næste år opleve yderligere reduktion i afregningsprisen som led i elreformen.
Det er ganske rigtigt stadig elforbrugerne, der betaler, men de ville have været tvunget til at betale mere som skatteydere, hvis strømmen var kommet fra et kulfyret kraftværk.

*»Vindmøller generer naboerne«-myten:
Syv meningsmålinger, blandt andet en regulær folkeafstemning i en kommune med mange vindmøller, har i perioden 1989-2001 alle vist det modsatte, nemlig at 70-84 procent af befolkningen går ind for vindkraftudbygning.
Men der findes uheldigt placerede vindmøller, ligesom der findes kværulantiske vindmøllenaboer. Begge dele er lykkeligvis undtagelserne. Når de generende møller er få, skyldes det, at miljø- og planlov med støj- og afstandsbestemmelser også gælder vindmøller. Og de skal naturligvis overholdes. Bliver de ikke det, skal vindmøllen støjdæmpes, flyttes eller standses. Det er selvsagt også rimeligt over for naboerne ved placering af vindmøller at sørge for ekstra afstand, hvor det er muligt.

*»Vindmøller skæmmer«:
Om man bryder sig om synet af vindmøller er en smagssag. Som vindkraft har visuelle konsekvenser, har imidlertid også et vindmølle-frit landskab sin pris, først og fremmest i form af forurening. CO2-udledningen anses for den alvorligste.
Det officielle danske mål er 20 procent reduktion af de 60 millioner ton kuldioxid, som Danmark udledte i 1988. Målt pr. indbygger er Danmark verdens femtestørste CO2-udleder. Danmarks udledning skal i 2005 dermed være nede på 48 millioner ton årligt.
I dag sørger vindmøllerne for mellem fire og fem millioner af de ialt 12 millioner ton, der altså skal spares. I 2030 ville sparet udledning af de 12,7 millioner ton CO2 have været sidegevinsten, hvis udbygningen med havmøller var fortsat. Oven i CO2-forureningen kommer stadig svovldioxid, kvælstofilter, støv, slagger og flyveaske – i alt knap et kilo forurening pr. kulproduceret kilowatt-time på et dansk gennemsnits-kraftværk.
Så det er muligt, at landets 150.000 mølleejere og andelshavere i vindmøller gør sig skyldige i en visuel forurening af landskabet for dem, der ikke bryder sig om synet af vindmøller, men de kan melde hus forbi, når det gælder udledning af forurenende stoffer i naturen eller ned i andre menneskers lunger.

*Vindmøller giver lys-reflekser:
Takket være vejr og forurening er møllevinger kun så blanke, at de kan reflektere lys, i kort tid efter, at møllen er sat i drift.
Derimod kan skygger fra møllevinger give »blink«, hvis man befinder sig bag møllen i forhold til solen. Risikoen er aldrig til stede syd for møllen, og nord for møllen kun helt tæt på den. Øst og vest for møllen kan risikoen for blink være til stede op til fem timer i et normal-år, fordelt på forår og efterår i en afstand 300-400 meter fra møllen.

*»Vindmøller slår fugle ihjel«:
Vindmøller udgør ingen risiko for fugle, sammenlignet med for eksempel højspændingsledninger, som fuglene ikke så let kan se. Flere videnskabelige undersøgelser har påvist, at nogle ynglende fugle trækker lidt væk fra møllerne, men at fugle i øvrigt flyver udenom vindmøller på samme måde, som de undgår et hus eller andre synlige forhindringer.

*»En vindmølle kan i sin levetid ikke producere den energi, som det har krævet at fremstille den«.
En sejlivet vandrehistorie, som er dementeret mange gange. Fire danske og udenlandske undersøgelser har siden 1990 dokumenteret, at en mølle på tre-fire måneder producerer den energi, der bruges ved møllens fremstilling, og at den i sin levetid leverer 70-100 gange så meget energi, som blev brugt ved dens bygning.

Samlet set skal det derfor blive interessant at se, hvordan regeringen vil opfylde løfterne om ’ærlige’ elpriser, lavere priser på elektricitet og respektere de internationale miljømål uden at sætte resultaterne af 25 års bredt politisk samarbejde over styr.
Udviklingen følges ikke mindst med interesse fra dansk vindkraftindustris udenlandske konkurrenter, efter at den første vantro over meldingerne fra Danmark har lagt sig.

*Torgny Møller er journalist og udgiver af Windpower Monthly samt redaktør af Månedsmagasinet Naturlig Energi.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her