Læsetid: 5 min.

Flugten over Øresund

Jøderne, der blev reddet af danske fiskere under Anden Verdenskrig, skal nu gøres til ofre, og redningsmændene til spekulanter, der modtog betaling
Debat
14. januar 2002

Jøderne, der blev reddet af danske fiskere under Anden Verdenskrig, skal nu
gøres til ofre, og redningsmændene til spekulanter, der modtog betaling

Opgør om fortid
Den danske redningsaktion af 7-8.000 jøder i efteråret 1943 har stået som noget enestående i historien; det at byde den nazistiske besættelsesmagt trods og med livet som indsats redde de forfulgte landsmænd, har stået som en uantasteligt heltegerning. Jøderne blev bragt i sikkerhed på den lysglimtende svenskekyst der lå få kilometer fra det mørklagte Danmark, der genlød af nazisternes støvletramp, clearingmord, tortur og vilkårlige fængslinger.
Dette var den usikre hverdag, fiskerne skulle tilbage til, efter at have bragt jøderne frelst i land i Sverige. Dette blev gjort i anstændighedens navn. Er det i anstændighedens navn, at der nu er mediesøgende personer, der forsøger at skabe opmærksomhed ved at ’mytologisere’ indsatsen og kaste smuds på de personer, der i generationer er set som helte, ikke mindst i Israel; personer der for længst er døde, flere af dem i forbindelse med selve redningsaktionen?
Jøderne der blev reddet, skal nu gøres til ofre og redningsmændene til spekulanter, der modtog betaling »der stod i væsentligt misforhold til det gængse lønniveau« (kronikken den 31. december).
I dag er det personlige ansvar forduftet i upersonlige strukturer, hvor det gælder om selv at være offer, og for de magtfulde om selv at få status i samfundet og medierne som ofre.
Mediernes evige søgen efter ’ofret’ har givet spalteplads bl.a. til ph.d.-stipendiat Sofie Bak om hendes bog Jødeaktionen oktober 1943.

Dubiøse motiver
Det fornemmes tydeligt, at der ligger mere dubiøse politiske motiver bag, end bare det at søge plads i mediernes søgelys. Men hvilke?
Alene billedmaterialet, der bruges i kronikkerne i Berlingske Tidende og Information, giver anledning til mistanke om fordækte intentioner ved brugen af sjusk i kildematerialet.
Billedet af fiskekutteren H 1418, fyldt med flygtninge, viser fisker Jonas Børgesens båd ’Astrid’ på seks bruttoregistertons, en 24 fods dæksbåd med en motorkraft på 19 HK og plads til tolv-femten flygtninge. I optegnelser og arkivalier fra Jonas Børgesen, Snekkersten og politiassistent Laust Sørensen, Espergærde fremgår det, at der lå aftaler om faste overfartspriser.
I forbindelse med oprettelsen af flugtruterne fra Snekkersten skriver Laust Sørensen:
»Derefter henvendte jeg mig til fisker Jonas Børgesen, Snekkersten, og satte denne ind i sagen, og han lovede at sejle for 500 kr. pr. gang fra Snekkersten til Helsingborg eller Råå. Det var en stor gevinst, og Jonas sejlede for os, hver gang vi bad ham derom De 500 kr. kunne lige dække hans udgifter til skib og medhjælp – der blev intet til ham selv.«
Altså ca. 50 kr. i gennemsnit pr. flygtning. En faglært arbejder tjente dengang ca. 500 kr. om måneden.
Der var selvfølgelig mange fattige jøder som slet intet kunne betale. Om dette skriver Laust Sørensen:
»Nogle af jøderne havde penge med, og vi ordnede det sådan, at de skulle betale omkring en tiendedel af deres indtægt. På den måde kunne de rigeste også betale overfarten for de, der ikke havde penge. Det var den uforlignelige Leif B. Hendil, der stod for den økonomiske del i vores lille organisation, og der var den faste regel, at ingen kom til Sverige uden mindst 100 kr. på lommen. Der findes brådne kar i alle lande, og jeg kunne fortælle om visse danske fiskere, der tjente styrtende på at sejle flygtninge over. Jeg har også mødt svensk uvillighed og jødisk utaknemmelighed, men tilfældene har været så isolerede, at de ikke er værd at nævne.«

3.000 jøder reddet
Fiskerlejerne Espergærde, Skotterup og Snekkersten var et af de vigtigste udskibningsområder, og man regner med, at tæt på 3.000 jøder blev reddet i sikkerhed herfra af omkring 3o små og større både med tilhørende besætning.
Nord herfor opererede ’Helsingør Syklub’ og ’Dansk- Svensk Flygtningetjeneste’. Sidstnævnte sejlede 367 ture med mennesker, hvor i alt 1888 personer blev bragt i sikkerhed.
Om dette skriver Informations chefredaktør Børge Outze:
»Hvad der udmærkede denne rute frem for andre var, at man altid kunne stole på den.« Ofte »uden at der krævedes, den mindste betaling«. Dens udgifter blev betalt af svenske og danske jøder, men der var også andre frivillige bidrag. Ved starten lå der således 10.000 kr. fra Knud Parkov på Wiibroes Bryggeri i Helsingør.
De illegale transportorganisationers folk levede i livsfare. I Snekkersten området blev flere skudt af tyskerne, nogle druknede, andre endte efter tortur i besættelsesmagtens KZ-lejre.
Henry Thomsen var én af dem der ikke kom hjem, hans mindesten kan ses på Strandvejen.
Kort efter krigen havde jeg som ferieafløser samtlige postruter i de tre fiskerlejer og kom, som postbudene gjorde det dengang, i samtlige husstande.
Ikke i et af de mange fiskerhjem. så jeg det mindste tegn på pludseligt opstået rigdom. Tværtimod. Jonas Børgesen måtte gå under jorden i mere end et år. Der kunne han hverken fiske eller sejle med flygtninge.
Selv var jeg flygtning med min familie i Sverige, men glemmer aldrig maj 1945, da vi sammen med mine mange nye jødiske venner kunne vende tilbage til Danmark. I de jødiske flygtningehjem i Helsingborg og omegn, blev der mig bekendt aldrig talt om ublu overfartspriser.
Jeg har bemærket, at tidligere overrabiner Bent Melchiors i sin iver for at agitere for jødernes ret til væsentligt meget mere af palæstinensernes land end FN, gav jøderne mandat til i 1947, meget bevidst bevæger sig ind i denne offerrolle, overfor netop dem der hjalp ham da det gjaldt hans eget liv.
Han agiterer oven i købet for brug af tortur over for palæstinensere, hvis land hans familie og trosfælder holder besat. Selv om det måske er anmassende vil jeg ikke undlade her, at erindre om I I. Ex 23,9 i Pagtsbogen, Israelitiske leveregler:
»En fremmedborger må du ikke undertrykke. I kender jo fremmedborgerens tilværelse, thi I var fremmedborgere i Ægypten.«
I Melchiors og Baks tendentiøse postulater og i de logrende anmeldelser af Baks bog, ser jeg væsentlig mere ondskab, end i de sporadiske, isolerede tilfælde af overpriser for jødiske flygtninge der fandt sted i de kaotiske dage i oktober 1943.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jeg har et par brædder fra et gl badehus fra 1906 som har stået på kysten i Hornbæk. Her er historien set fra den tyske side. Her har et par tyske soldater gået vagt D 19/12 1944 de har søgt ly inde i badehuset og har skrevet deres navne på et par brædder som jeg nu har stående hjemme