Kronik

En gådefuld mand

På næste torsdag udkommer andet bind af Bo Lidegaards store biografi om Jens Otto Krag. Han fik Danmark i EF. Men var baggrunden en større vision – eller bare baconet til England?
Debat
28. januar 2002

Historisk set
Gennem sit velskrevne og monumentale værk om gåden Jens Otto Krag har historikeren Bo Lidegaard fornyet diskussionen om, hvilket eftermæle vi skal give Krag. Diskussionen drejer sig ikke om privatpersonen og mennesket Krag. Ingen kan efter Lidegaards biografi være uenig i, at personen Jens Otto var en tragisk skikkelse – hvis nogen var i tvivl herom tidligere.
Men hvad med politikeren Krag? Historikere er ofte uenige og historien skrives til stadighed om. Der er dog meget få, der afviser, at Thorvald Stauning var en af de dygtigste politiske skikkelser i det 20. århundredes Danmark. For nogle var han simpelt hen den største. Han var en samlende figur i et Socialdemokrati, der i hans tid nåede et optimum af indflydelse. Socialdemokratiet uden ham genvandt aldrig samme styrke. En tilsvarende enighed om Krag er der ikke tegn til. Men historikere som Lidegaard, Søren Mørch og Tage Kaarsted, samt politologen Mogens N. Pedersen, ser Krag som vidtskuende statsmand.
I Lidegaards optik er Krags hovedindsats, at han i efterkrigstiden tidligere end andre fremtrædende socialdemokrater ser, at de internationale forhold har ændret sig. Danmark må følgelig omorientere sig. Det er imidlertid ikke Krags stærke efterkrigsantikommunisme og positive holdning til NATO, der sætter ham i særklasse. Lidegaard skriver i øvrigt, at der heller ikke efter åbningen af de sovjetiske arkiver er fremlagt noget, der dokumenterer planlægning af sovjetiske anslag mod Danmark.
Nej, Krags præstation er, at han meget tidligt forestiller sig Danmark i et europæisk samarbejde, fastholder visionen og kroner sin karriere med at vinde afstemningen om tilslutningen i 1972. Og Søren Mørch betragter Krag som den enkeltperson, der har størst betydning for Danmarks tilslutning til EF, nu EU . Allerede her forstår vi jo, at det EU-splittede Danmark vil have svært ved at enes om formatet netop heri.
Men var Krag europæisk visionær eller blot en dansk realpolitiker, der så, hvad han mente var en økonomisk nødvendighed for Danmark, og blot lejlighedsvist iklædte denne nødvendighed europæisk retorik? Søren Mørch har advaret mod ikke at lade sig forføre af de mange skriftlige kilder Krag efterlod. Desuden mangler vi endnu at læse bind II i Lidegaards værk.
Men lad os nu alligevel lægge til grund, at billedet af ham som visionær kan holde for al nærgående kildekritik. Så må det fastslås, at han aldrig formåede at videregive visionen til sit parti eller vælgerne.
Det er dog let for EU-tilhængere uden større følelse for den klassiske arbejderbevægelse at se stort på sådanne begrænsninger. Men andre, som historikeren og journalisten Jan Bo Hansen, har kaldt Krag ’den mest overvurderede’. Hansen ser intet andet i Krags Europa-politik end en beslutning om, at Danmark skulle følge Storbritannien i forhold til Fællesmarkedet. Måske nøgtern realpolitik, men statsmandskunst?!

Flere historikere ser i Krags afgang i 1972 en flugt. Måske flygtede Krag fra at have splittet Socialdemokratiet på EF-spørgsmålet? Partiets medlemstal faldt i hans formandstid fra 237.000 til 175.000, mens mandattallet i Folketinget faldt, og et år efter hans afgang blev det kun til 46. Hvis han virkelig var så dygtig en statsmand, må han vel også have anet, hvor det bar hen? Og hans effektfuldt overraskende afgang kunne vel godt af nogle opfattes som en utryg bekræftelse af, at her var en person, der ikke havde rent mel i posen, og som løb fra ansvaret? Først mange år senere forstår vi den personlige baggrund for beslutningen i lyset af Krags dagbøger.
For nogle socialdemokrater at se lagde Krag grunden til Socialdemokratiets fjernelse fra socialdemokraterne. Forfatteren Ole Hyldtoft mener, at Krag indledte en vej væk fra Stauning, Hedtofts og Bomholts projekt om at gøre den åndelige almue til aktive brugere af det bedste i vores kultur.
Hyltoft er mere end skeptisk over for de mange mere eller mindre kulturradikale og akademikere, som fra Krags tid satte præg på Socialdemokratiet. Mange var talatletiske ‘bogholderi-sosser’. For Hyldtoft er de ganske simpelt ikke rigtige socialdemokrater.

Historikeren, professor Jens Engberg mener, at Socialdemokratiet gennem årene har »perfektioneret sin konfliktskyhed, når det drejer sig om den kulturpolitiske debat«. I 1960’erne tvangsfodrede man de socialdemokratiske vælgere med borgerlig kultur.
Det skabte rindalistisk frastødning af vælgere. Man fortsatte med en bred kulturstøtte uden at få en værdidebat. Og Krag gav befolkningen fornemmelsen af skjulte dagsordener i EF-spørgsmålet. Vi stod dårligt rustede, da mange i 1990’erne blev bange ved indvandringen af folk med ikke-europæisk kultur. For Engberg går der en lige linje fra Krag til partiets reduktionen til landets næststørste parti i 2001.
Nu kan Krag jo ikke lastes for, at Socialdemokratiet ikke har rettet kursen op siden 1972. Men den hårde kritik viser, at der i grunden kun er lidt, man kan enes om, når det gælder politikeren Krag: Ingen afviser dog, at han havde en formidabel arbejdsevne eller, at han som politisk debattør og taler var stiv, distanceret og uden virkelig vælger-appel. Det sidste mente han tilmed også selv.
Der er også stor enighed om, at Krag havde usædvanligt gode analytiske evner. Disse evner brugte han både på saglige og politisk-taktiske problemer, det sidste til tider med al den brutalitet og hensynsløshed, der skulle til, når hans lederposition blev udfordret – eller når utilfredsstillende partifæller skulle sættes fra bestillingen som minister. Hans taktiske overblik over forhandlinger og hans realpolitiske sans svigtede sjældent. Han balancerede ofte fint under vanskelige parlamentariske forhold.

Det var aldrig Krags mål at blive leder af Socialdemokratiet. Men økonomerne Krag og Viggo Kampmann var de eneste socialdemokrater i 1950’ernes regeringer, som havde en opdateret akademisk uddannelse, hvorfor de var uundværlige – uanset om de var afholdte.
Kun det statistisk set abnorme forhold at tre forgængere – inklusive Kampmann – på syv år enten døde eller måtte gå af på grund af sygdom i en alder af 51-53 år gjorde, at det til sidst uundgåeligt blev Krag.
Regeringerne i efterkrigstiden var i det hele taget de dårligst uddannede i Danmarkshistorien med den rene socialdemokratiske regering fra 1955-57 som bundskraber:
*Hans Hedtofts manglende analytiske overblik var med til at lægge ham i graven.
*En så begavet politiker som H.C. Hansen led under mangelen på sprogkundskaber og økonomisk uddannelse.
*Hans R. Knudsen, der var minister 1960-62, fik hjertestop i 1962 kort før sin 59-års fødselsdag. Knudsen var en dybt usikker minister, der måtte overlade meget til Kampmann, Krag og den delvist skolede Per Hækkerup. Knudsen klagede ofte til sin kone over, »at de, der havde en embedseksamen, havde det lettere.« Den sidste ledende håndværksuddannede socialdemokrat fra et arbejderhjem var Poul Hansen, der sled sit hjerte op som finansminister, måtte gå af og døde som 53-årig.
Vurderingen af teknokraten Krag, der snublede ind på posten som statsminister, må afhænge af vurderingskriterierne. Nogle har opfattet ham som velfærdsstatens far.
Men på trods af at velfærdsstaten kom til fuld modning i hans tid, så holder det ikke for en nærmere betragtning. Velfærdsstaten er resultatet af meget komplicerede processer, hvor mange aktører spillede ind.
Heller ikke Lidegaards beundrende værk tyder på, at Krag hørte til dem, som personligt interesserede sig for velfærdsstaten mere end de øjeblikkelige taktiske overvejelser tilsagde.
Man kan også vurdere Krag ud fra det omfang, hvormed han var i stand til at gennemføre sin ungdoms intentioner om planøkonomi, økonomisk demokrati og arbejdspladsdemokrati. Med den målestok må man give Jan Bo Hansen ret i, at Danmark ved Krags afgang snarere var under liberalisering end socialisering. Et liberaliseret samfund uden økonomisk demokrati, men med grundspekulation og ejerlejligheder var virkeliggjort.
Krag deltog med andre ord i et udsalg af socialdemokratiske mærkevarer. Samtidig begyndte bevægelsen at falde fra hinanden. Bl.a. var kooperationen under afvikling. Og det samme var den socialdemokratiske livsform inden for bevægelsen.

Man kan hævde, at Krag stod for nødvendige brud med klassiske socialdemokratiske positioner – selv om det også kan problematiseres – men man bør ikke negligere, at en god del af barnet røg ud med badevandet. Historieskrivningen om Jens Otto Krag bør hverken ende i heltedyrkelse eller skurkeudnævnelse. Den bør ikke ligne en fortsættelse af den politiske kamp – bare med andre midler. Kvalitetskriteriet for historieskrivning burde være, om den redeligt og nuanceret kan fremlægge flertydighed og redegøre for sine målestokke.

*Første bind af Bo Lidegaards mammut-biografi, ’Jens Otto Krag 1914-1961’, udkom i efteråret 2001 og solgte 21.000 eksemplarer de første 14 dage.

*Andet bind, ’Jens Otto Krag 1962-1978’ udkommer torsdag den 7. februar.

*Læs også Bo Lidegaards egen kronik fra efteråret om Krag og velfærdsstaten på www.information.dk

*Tim Knudsen er professor ved Institut for Statskundskab, KU.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her