Lomborg
Bjørn Lomborg er kendt for i bøger og kronikker at bagatellisere alle miljøproblemer. Han har med held foreslået statsministeren, at der oprettes et nyt Miljøvurderingsinstitut, og til gengæld rumler regeringen med planer om at Danmarks Miljø Undersøgelser (D.M.U.) enten skal nedlægges eller beskæres kraftigt.
Mange vælger at sige at et nyt miljøinstitut kan være en god ide, lige som de siger at det da er i orden at Lomborg sætter vores miljøindsats til debat på en ny måde. Bag denne attitude ligger en holdning om at man bør gå efter bolden og ikke efter manden. Dette gode princip ville jeg normalt også gerne følge. Men i lige netop denne sag er problemet manden selv Bjørn Lomborg.
Lomborg er en illusionsmager, som bl.a. over for regeringens ministre har formået at fremstå med en teknisk og videnskabelig pondus. Hans bøger ser faglige ud, med deres tusindvis af referencer, tekniske udtryk og alt for præcise tal. Men der er ikke tale om videnskab. Den lange referenceliste indeholder f.eks. især diskussionsindlæg, debatbøger og lignende, hvorimod egentlig videnskab kun udgør en ret ringe del.
Ekstremt tendentiøs
Lomborgs særlige stil viser sig på emner, hvor forskellige forskere leverer forskellige usikre skøn. Her udnævner han konsekvent de allermest optimistiske skøn til at være den sande værdi. Han er således ekstremt tendentiøs. Af den grund er der ikke tale om videnskab, for en videnskabsmand skal tilstræbe at være neutral og vurdere andres skøn lige så objektivt som sine egne skøn.
Lomborgs bøger og tekster om miljøet har aldrig været igennem et videnskabeligt review (kritisk vurdering). De har således aldrig fået et godkendelses-stempel som værende videnskab. Skønt han underviser i statistik, undlader han i sine bøger at tage stilling til om de beskrevne tendenser er statistisk sikre. Også af den grund er der ikke tale om videnskab.
Dertil kommer det problem, at han anvender subjektive vurderinger. Det gør han i sine diskonterings-beregninger. De er subjektive, fordi metoden kræver at man selv vælger, hvilken rentesats man vil sætte ind i sine formler. Lomborg vælger her en så høj rente, at enhver skadelig bieffekt bliver ret betydningsløs. Da vil hensynet til pengene uvægerligt komme til at veje tungere end hensynet til miljøet.
Svindel og humbug
Dette er dog ikke det vær- ste. Værre er det at store dele af hans tekster er groft manipulerende. Citater tages ud af deres sammenhæng sådan at meningen vendes til omtrent det modsatte. Noter misbruges til at skjule oplysninger for folk. Tal manipuleres sådan at det ser ud som om udviklingen går i den retning, Lomborg ønsker. Selv, hvis der i Lomborgs kilder tydeligt står, at der ikke er nogen statistisk sikker tendens til en positiv udvikling, kan det ske at Lomborg uden skrupler bilder læseren ind at udviklingen er positiv. Det betyder at Lomborg skriver direkte imod bedre vidende.
Når jeg for andre omtaler, hvordan Lomborg præsenterer de oplysninger han har til rådighed, svarer de mig undertiden: »Jamen, det er jo svindel !« Men lad os bruge et knap så stærkt ord og blot kalde det humbug.
Men dette er stadig ikke det værste.
Hvad Lomborg vil med sine bøger og i debatten, er tilsyneladende at tegne et optimistisk billede af miljøets tilstand. Men dybest set er hans ærinde et andet, nemlig at så mistillid. Han bagtaler alle sine modstandere. Med ubehagelige antydninger beskylder han dem for at være uhæderlige og utroværdige, for
at »holde sandheden skjult«, og for at opdigte problemer for at få flere bevillinger. Sådan gør han ikke blot over for f.eks. grønne organisationers pengeindsamlere, men især over for internationalt anerkendte, dygtige og neutrale forskere. Lomborg har behandlet adskillige opponenter med en så udspekuleret nedrighed, at opponenterne trak sig ud af debatten blot for at undgå nedrighederne.
Når lægfolk overværer en debat mellem Lomborg og en modstander, kan de ikke vurdere debattens faglige indhold. I stedet vurderer de kropssproget, og det får dem til at tro, at Lomborg nok ikke er så slem, idet hans opponenter ofte optræder høfligt og redeligt og siger, at det er i orden at diskutere tingene. Lomborg er derimod ofte fuld af harme og udslynger de mest infame insinuationer mod sin modstandere, hvorfor lægfolk tror, at modstanderne må være uhæderlige. Denne metode virker desværre.
I internationale halv- og hel-videnskabelige tidsskrifter har Lomborg overalt fået sønderlemmende anmeldelser, men hvor han er blevet anmeldt af lægfolk, så som i New York Times og Washington Post, har anmeldelserne været positive.
Manden er uhæderlig
Det lykkes faktisk for Lomborg at så mistillid hos diverse redaktører og ministre. Og det er det afgørende. For politik styres af, hvem vi har mistillid til. Vi mistror på forhånd hvad der siges af dem, vi har mistillid til. Når statsministeren i sin nytårstale siger at vi ikke skal lytte til eksperterne, så tror jeg at han i høj grad er inspireret af Lomborg. Folk tror gerne den, der bagtaler andre, mens den der siger, at han bliver bagtalt, ikke bliver troet, selv hvis han er en dygtig ekspert.
Således formår Lomborg at grave en ny og dyb kløft igennem samfundet: en kløft imellem politik og videnskab. Han får politikerne til at nære mistro til forskerne. Også selv om mistroen er totalt ubegrundet.
Det er en fejl at tro, at uenigheden mellem Lomborg og hans opponenter primært er en faglig uenighed. Problemets kerne er at manden er uhæderlig og fører sig frem ved at bringe andre i miskredit.
