Læsetid: 4 min.

Ja og nej til mere EU

Jeg ser ingen grund til, at SF nu skulle anse undtagelserne for principielt forkerte. Hvad forudsætningerne angår, er de ikke ændret væsentligt siden 1993
21. januar 2002

SF
Det forekommer mig, at bjm (Bjarke Møller) skyder sig selv i foden, når han den 15. januar advarer SF’s »fembande« om de forfærdelige ting, der kan ske med EU (og dermed Danmark), hvis sådan en som »den konservative læderbuksepopulist fra Bayern, euro-skeptikeren Edmund Stoiber«, vinder det tyske valg, og fortæller os, at vi kun kan sikre os mod sådanne uhyggelige følger, hvis der gennemføres en total, føderalistisk integration uden forbehold af nogen art.
Det forholder sig lige omvendt. Det er tværtimod faren for, at en Stoiber kan vinde (som en Berlusconi har gjort det), der gør det fornuftigt at sætte grænser for integrationen.
For det første betyder det, at der også sættes grænser for d’herrers indflydelse på dansk politik. Begrænsning af unionsautoriteten betyder, at unionen ikke kan påtvinge os uønskede løsninger i vitale spørgsmål. For det andet er Stoiber – som det forleden blev understreget af Lykke Friis i DR2’s Deadline kun »euroskeptiker« i netop de sager, som SF fremhæver som integrationsværdige, men absolut »euroentusiast«, når det handler om en fælles forsvars og udenrigspolitik.
Som Poul Smidt opsummerede det under samtalen med Lykke Friis, er Stoiber imod integration i alle sager, som socialdemokraterne (underforstået: kræfterne til venstre for midten) har ført frem, og stærk tilhænger af unionen i alle de konservative mærkesager.

Så det er ikke spor
ulogisk, at SF omvendt interesserer sig for en union, der handler om at fremme progressive relationer på arbejdsmarkedet, i miljøspørgsmål, i transnationale skatte- og forbrugerspørgsmål, mens vi synes, at det er en dårlig ide at basere unionen på Stoibers konservative mærkesager; og vi vil helst have sikkerhed for, at disse sager ikke tvinges ned over hovedet på os. Så i stedet for at se en parallel mellem Stoiber og SF, må man konstatere en fundamental modsætning. Vi siger nej til mere union af Stoibers type og ja til mere union af en type, der kan fremme røde og grønne værdier. Stoiber & co. gør det modsatte.

Magtesløs alliance
Nu kan bjm indvende, at han forudsætter, at beslutningerne er flyttet fra ministerrådet til et folkevalgt, føderalt parlament. Dermed – mener han – bliver en alliance mellem konservative statsministre magtesløs. Jamen, det forhold, at de er statsministre, vil i reglen afspejle, at de har et flertal af vælgerne i deres lande bag sig, og det vil naturligvis også manifestere sig i det føderale parlament. Og det er en illusion at tro, at parlamentarisme er en sikker hindring for »lukkede forhandlingsforløb og ufolkeligt diplomatur«. Set fra et venstreorienteret synspunkt er det lige slemt, om vi får konservativ dominans i ministerrådet eller i et føderalt parlament. I begge tilfælde er det vigtigt, at en småstat kan værge sig mod et flertalsdiktat fra de andre unionsmedlemmers side i vitale spørgsmål. Det må traktaten tilgodese, og derfor må der sættes grænser for integrationen.
Med disse ord afskriver jeg ikke Europarlamentet. Det er folkevalgt, og det er en vigtig komponent i EUmønstret. Men at gøre det til en europæisk lovgivende forsamling, ville få katastrofale følger, så længe der ikke eksisterer en bred europæisk offentlighed (og det vil vare mange år, før den måske tager skikkelse). I øvrigt er det netop, fordi europarlamentet i dag må nøjes med begrænset magt, at dets medlemmer kan forholde sig friere end i en egentlig lovgivende forsamling, og det er en fordel. Dog finder jeg, at parlamentets rolle som komponent i mønstret bør styrkes noget, f.eks. ved at give det initiativret. (Det vedtog SF’s programlandsmøde i 1991, men et senere landsmøde ophævede beslutningen.)

Aldrig et sidste valg
Endelig om undtagelserne. Selvfølgelig må de kunne diskuteres, og før eller senere vil befolkningen nok blive spurgt på ny. Ligesom intet valg er det sidste i et demokrati, er ej heller nogen folkeafstemning den sidste. Men det giver kun mening at ophæve dem, hvis man anser dem for principielt forkerte, eller hvis de forudsætninger, som fik os til at indføre dem, er ændret afgørende. Jeg ser ingen grund til, at SF nu skulle anse undtagelserne for principielt forkerte; EU skal som princip ikke satse på militær magt, retspolitikkens (herunder udlændingepolitikkens) regler skal ikke afgøres supranationalt, og ØMU’ens kriterier vanskeliggør en socialt progressiv politik. (Det er ikke tilfældigt, at arbejdsløsheden er dobbelt så stor i eurolandene som i Danmark, Storbritannien og Sverige. Og ansporet af IMF søgte Argentina i ti år at leve op til to af ØMU-reglerne, nemlig ufravigelig fastkurs og stram finanspolitik – og se, hvad det er endt med!)
Hvad forudsætningerne angår, er de ikke ændret væsentligt siden 1993 undtagen måske på det forsvarspolitiske område (Balkankrigene, terrorismen), men her må det efter min mening veje tungt, at det efter SF’s opfattelse ikke bør være EU’s opgave at føre krig, og at SF i stedet bør satse meget mere på FN-pagten og FNs muligheder som retshåndhæver.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu