Læsetid: 3 min.

LÆSERDEBAT

Debat
30. januar 2002


Kriminel krig
*Da krigen i Afghanistan blev indledt, var alle debattører med høj etisk profil optaget af at slå fast, at dette slet ikke var en ’krig’. Det skulle ikke være en krig mellem to kulturer eller den vestlige verden imod den arabiske. Det var derimod et opgør med terroren. Det var kriminalitet, der skulle bekæmpes. Nu er imidlertid mange af de ’kriminelle’ indfanget, og nu vil de samme debattører med den høje etiske profil have defineret disses status som krigsfanger. Kan man snart beslutte sig til, hvad man mener?

Gunnar Rasmussen
Kronprinsensvej 42, 2000 F

Uvidenhedsstrategi
Når man læser man følgende udsagn fra en ældre indiansk kvinde (fundet på Ibis’ hjemmeside): »Ingen havde nogen sinde tidligere fortalt mig, at jeg har rettigheder, og at politikerne i et demokratisk samfund skal stå til regnskab for borgerne,« får man en snigende mistanke om, hvilke visioner Fogh-regeringen i virkeligheden har med deres lukning af diverse råd, nævn og centre.

Astrid Krag Kristensen
Kirsten Kimers Vej 20, Kbh. S

Liberal grønspættebog
25. JAN. – Fødevareminister og godsejer Mariann Fischer Boel mener ikke at det er statens opgave at financiere sund økologisk mad til skolebørn. Det står højt og klart i liberalismens grønspættebog, og det uanset hvad de sundhedsmæssige konsekvenser måtte være. Det er teksten, ikke konteksten, dvs. praksis, der er vigtig. Til gengæld har godsejer Fischer Boel ikke noget imod at hendes smukke-bindingsværks-herregård, som al anden landbrug, medfinansieres af skatteyderkroner, selv ikke når det gælder produktion af decideret skadelige eller overflødige produkter. Det er hun kun modstander af i teorien, for de skatteyderpenge holder ikke alene prisen på landbrugsprodukter nede, de hjælper også betrængte danske jordbrugere i konkurrencen mod de fattige landes bønder. Konkurrenceforvridning i vores favør. Derudover højner statstøtten ejendomsværdien, og dermed låne- og fradragsmuligheder, og endelig presser den ejendommens eventuelle salgspris i vejret. Det betyder, at næste generation må presse produktionen en tak mere, og midlerne hedder kunstgødning og pesticider. Herved sikres den fortsatte eksistens af de for valgkampene og det politiske liv så vigtige hospitalskøer.
(Kapital)logikken fejler ikke noget, leve grønspættebogen.

Claus Heinberg
Institut for Miljø, Teknologi
og Samfund, Roskilde Universitetscenter, 4000 Roskilde

Uansvarligt
24. JAN. – Et afskyeligt hovmod får den 23. januar åndshøvdingen Ove Nathan til, med en misfortolkning af Voltaire, at afskrive sit politiske ansvar, blot fordi han er fyldt 76.
Voltaires udsagn i slutningen af Candide, betyder ikke at man skal trække sig tilbage fra verden, men at man skal affinde sig med at gøre nytte, der hvor man bedst kan, med de talenter man nu engang har.
Nathans udsagn er desuden menneskeligt naivt: Hvordan kan han tro han kan frasige sig indflydelse ved at sige at »Det må verden selv om!«? Ved ikke at tage stilling har Nathan netop taget politisk stilling til gunst for Pia Kjærsgårds ekstreme og umenneskelige højresynspunkter.
Det er ufatteligt at et højt begavet, indsigtsfuldt og erfarent menneske kan få sig selv til i den grad at støtte det ekstreme højre.

Vagn Søndergård
Grønningen 9, Kbh. K

Vivisektion
24. JAN. – Henning Prins (den 23. jan.) »er så træt af at være ’vi’.«
Der findes dog sprog, som er lidt klogere, idet de har to ’vi’-ord, hvor den tiltalte er med eller ikke. For eksempel hawaiiansk: kaa-kou ’vi’ (inkl.) – maa-kou ’vi’ (ekskl.). Således: Aloha kaa-kou – »Måtte der være kærlighed blandt os alle«.

Wilfried Schuhmacher
Kirkebakken 13, Gadstrup

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her