Læsetid: 1 min.

LÆSERDEBAT

Debat
18. januar 2002


Ud med de fattige
13. JAN. – Da regeringen mener privat spekulation gavner den liberale ånd, vil man privatisere 500.000 almene boliger.
Derved gør man det sværere for de fattige i fremtiden, at finde en billig bolig, og så skal de lære, hvad liberalismen betyder i praksis.
En lejlighed, der i dag koster 3.800 kr. om måneden, vil koste 6.200 kr. om måneden, hvis den købes som ejerlejlighed. Og derefter vil markedet frit lade huslejen stige gevaldigt i fremtiden, som vi kender det alt for godt fra markedet med ejerlejligheder, der gør det svært for de unge eller de fattige at finde bolig i dag.
500.000 almennyttige boliger kunne stå til rådighed for de fattigste med kommunal anvisningspligt, hvis folketinget ønskede at hjælpe denne befolkningsgruppe.
De unge SF’ere kunne skrive om boligpolitik og forsvare de fattiges interesser, og styrke vælgernes tillid til deres parti, hvis de ville, i stedet for at starte evige og absurde debatter, om EU vil skade eller gavne Danmark i fremtiden. Det aner vi jo ikke et klap om i dag.
Men vi ved, at regeringen vil slagte den sociale boligmasse. Og presse de fattigste sammen i mindre boliger. Og tilmed øge de sociale udgifter til boligstøtte, hvis boligmarkedet, som Det Radikale Venstre nu foreslår det, bliver helt frit.
Så vil huslejerne stige vildt efter nybygningers pris og markedets pres, til glæde for de nuværende velhavende husejere og til skade for de offentlige kasser og de svageste befolkningsgrupper her i landet. Denne politik har man fulgt i mange EU-lande, og se blot på huslejerne rundt omkring (og antallet af boligløse) mange steder?
Jeg tror desværre for få politikere har kontakt til de fattige her i Danmark. Og den nye regering er blindt ideologisk, uden socialt sindelag.
Og de unge på venstrefløjen er mere interesserede i egne positioner end i de svagestes vilkår. Er der ingen, der vil hjælpe de fattige?

Bjørn Bennike
Lillegade 2, 5592 Ejby

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her